Genoptagelse af straffesager i Danmark

 

 

Av professor emeritus GORM TOFTEGAARD NIELSEN1

1 Indledning
I det følgende behandles først den historiske baggrund for den danske model, derefter hvem, der afgør sager om genoptagelse, dernæst hvilke afgørelser, der kan genoptages, betingelserne for genoptagelse, arbejdsformen eller proceduren, nogle få klageretssager, som er valgt til almindelig oplysning om problemerne med anvendelsen af vidneudsagn i straffesager, og til sidst en analyse på bagrund af min personlige bedømmelse af den danske retsstilling. Min bedømmelse er naturligvis påvirket af, at jeg i 10 år (2006–2016) som dommer i Klageretten har været med til at behandle sagerne og således har et vist ansvar for rettens praksis.

 

2 Historisk baggrund
I Danmark reguleres retssagsprocesserne af Retsplejeloven fra 1916, som trådte i kraft i den 1. oktober 1919, og altså lige har haft 100 årsjubilæum. Den har både reglerne for de forskelige aktører: domstolene, advokaterne, politiet, anklagemyndigheden, parterne i civile sager og i straffesager m.v. og reglerne for sagsbehandlingen. Opretholdelsen af en så gammel lov er naturligvis kun mulig, hvis den løbende revideres. I Danmark sker det typisk ved, at et særligt sagkyndigt råd: Retsplejerådet med repræsentanter fra justitsministeriet, domstolene, anklagemyndigheden, advokatstanden og et par juridiske professorer på justitsministerens anmodning kulegraver et område med henblik på at revidere reglerne.
    I en retssammenlignende undersøgelse bør det fremhæves, at dansk retspleje traditionelt har været og stadig er præget af en vilje til at finde en fornuftig vej, også selv om der måske ikke har været så stærk en lovhjemmel herfor. Det hænger naturligt sammen med, at der i genoptagelsessager typisk ikke er tale om indgreb over for borgerne, men om at give dem en ret, de ellers ikke ville have haft. Det vil sige, at man ikke alene ud fra retsplejelovens tekst kan få et fuldgyldigt billede af reglerne om genoptagelse. I praksis bevilges genoptagelse i videre omfang, end man skulle tro ud fra lovens tekst. Politikerne har nok været tilbøjelige til at foretage ændringer på andre områder af større praktisk betydning. Men netop på et område som dette, som advokaterne sjældent har behov for at sætte sig ind i, er det vel vigtigt, at de i loven kan læse, hvad der er gældende ret uden at skulle læse en række forskellige bøger og artikler?

 

1 Professor emeritus vid Juridisk Institut, Aarhus Universitet.

Allerede i den oprindelige retsplejelovs §§ 975–988 var der bestemmelser om genoptagelse. Efter de oprindelige regler fra 1919 var underretterne alene undersøgelsesretter, som altså ikke afgjorde sagerne. De blev afgjort af landsretterne og Højesteret. Der kunne alene bevilges genoptagelse, hvis der var fremkommet nye oplysninger, som kunne have medført et andet resultat end den afsagte dom. Man mente dengang, at det var bedst, at den instans, som havde afsagt den omstridte dom, altså enten en af landsretterne eller Højesteret, selv afgjorde, om de nye oplysninger virkelig kunne have fået retten til at træffe en anden afgørelse. Stephan Hurwitz, den i Danmark højt respekterede professor i strafferet og procesret og senere landets første ombudsmand, kritiserede i UfR 1938B.24 ff2, den gældende ordning og anførte, at dommerne i den ret, der havde afsagt dommen, let kunne være farvet af, at de tidligere havde fundet den dømte skyldig. Og altså ikke var upartiske til at bedømme betydningen af nye oplysninger. I øvrigt oplyste han, at selv om sagen f.eks. blev sendt til den landsret, som havde afsagt dommen, var det langt fra givet, at det ville blive de samme dommere, som skulle afgøre genoptagelsessagen, da dommerne roterede imellem de forskellige afdelinger. Hurwitz nævnte også, at Norge og Tyskland var de eneste lande i Europa, som havde den samme ordning som den danske.
    Der var i Danmark overvejelser om at udvide reglerne, så der også kunne ske genoptagelse, hvis der var en formodning om, at dommen byggede på en dårlig bevisbedømmelse. Hurwitz anførte, at så måtte de dommere, som havde afsagt den oprindelige dom, være inhabile. Han henviste til et forslag fra den svenske professor Karl Olivecrona om en nyordning i svensk ret med 3 universitetsjurister og 2 lægmænd som et kollegium til afgørelse af genoptagelsessagerne.3 I 1939 foretog lovgiver den omtalte udvidelse af mulighederne for genoptagelse, hvis der i en fældende straffedom var tvivl, om den foretagne bevisbedømmelse var rigtig. Lovgiver fulgte Hurwitz så langt, at der så skulle findes en anden løsning end at lade sagerne afgøre af den ret, hvis bevisbedømmelse klageren satte spørgsmålstegn ved. Man indførte derfor i retsplejelovens § 1 a som en ny domstol Den Særlige Klageret.
    Der har ikke siden 1939 været væsentlige drøftelser af Den Særlige Klagerets sammensætning og kompetence.

 

3 Regulering
Lovens regler om genoptagelse vedrører udelukkende sager, hvor der er tvivl om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes skyld. Kritik af strafud-

 

2 UfR eller U er i den juridiske verden i Danmark generelt anvendt forkortelse for Ugeskrift for Retsvæsen. Tidsskriftet indeholder dels en stribe domme, der alene angives ved årstal og sidetal. Artikler offentliggøres i den litterære afdeling, der angives ved årstal, B og sidetal. TfK betyder Tidsskrift for Kriminalret. Her har bl.a. nogle af Klagerettens domme været offentliggjort siden 2005. 3 Stephan Hurwitz i UfR 1938B s. 24 ff.

målingen inden for den straffebestemmelse, som den pågældende er dømt for overtrædelse af, kan ikke begrunde en genoptagelse.
    Retsplejelovens §§ 975–978 indeholder betingelserne for genoptagelse af opgivne sigtelser, tiltaler, frifindende og fældende landsretsdomme og højesteretsdomme. Betingelserne for, at anklagemyndigheden kan opnå genoptagelse, er naturligvis strengere end for, at den dømte kan opnå genoptagelse. Dette er særlig markant vedr. genoptagelse alene pga. en ændret bevisbedømmelse, der som nævnt kun kan begæres af den dømte. Genoptagelse forudsætter altid, at der ikke er mulighed for en ankesagsbehandling vedrørende skyldsspørgsmålet.
    Betingelserne for, at anklagemyndigheden kan få genoptaget sager, hvor tiltalte er frifundet ved dom eller er dømt for en mindre forbrydelse end den, som han antages virkelig at have begået, findes i § 976. Anklagemyndighedens begæringer skal fremsættes af chefen: Rigsadvokaten. Bestemmelsen omtaler som ovenfor nævnt alene landsrets- og højesteretsdomme, men reglen anvendes i et vist (ubestemmeligt) omfang også på byretsdomme, selvom dette som nævnt forudsætter en analogi til skade for den dømte. Det er som nævnt en kritisabel retsstilling, at et så væsentligt spørgsmål ikke er besvaret i loven. Hvis den tiltaltes handling i en dom er henført under en mildere straffebestemmelse end den, han antages at have overtrådt, kan der også ske genoptagelse, da der her er tale om en frifindelse for en alvorligere forbrydelse og ikke blot om en strafudmåling.
    Man må vel forvente, at kravene for at give den dømte ret til genoptagelse er mere lempelige end de ovenfor nævnte krav for at genoptage sager, hvor den tiltalte er frifundet i første omgang. Der var allerede i 1919 en mindre forskel i kravene til genoptagelse. I § 976, stk.1, nr. 1 stod, ”at det må antages, at han har begået forbrydelsen” (nutidig retskrivning), mens det i § 977, stk. 1 og 2 begge steder anvendes udtrykket ”skønnes antageligt, ”, hvilket skulle udtrykke, at der kræves mindre sikkerhed efter § 977 end efter § 976. Denne fortolkning, som harmonerer med det strafferetlige legalitetsprincip, findes allerede i den første udgave af den kommenterede retsplejelov fra 1939.
    Der kan efter § 976 nr. 2 også ske genoptagelse i nogle særlige tilfælde. Ordlyden er ikke ganske klar. Reglen omfatter følgende tilfælde: a. vidner eller syns- og skønsmænd har afgivet falsk forklaring eller erklæring, b. falske forklaringer eller forfalskede dokumenter er benyttede under sagen, c. tiltalte eller nogen anden, som i embeds medfør eller offentligt hverv har medvirket til sagens behandling, hvis de herunder har begået forskellige forhold, som kan betegnes som strafbare. Det drejer sig om vidners eller skønsmænds ”forbryderiske forhold” under sagen som f.eks. falsk forklaring eller brug af forfalskede dokumenter. Der skal dog efter sagens behandling være god grund til at antage, at et af de nævnte forhold har været afgørende for, at tiltal-

te er blevet frifundet eller i hvert fald været medvirkende til hans frifindelse. Lidt groft sagt vedrører reglen vel tilfælde, hvor nogen af de medvirkende har afgivet falsk forklaring eller begået anden strafbar handling over for retten. I TfK 2009.157 var den tiltalte T i byretten frifundet for at have stukket en kniv i ryggen og den ene lunge på F. Anklagemyndighedens anke blev afvist, da den var forkyndt for sent for T. Derfor blev sagen søgt genoptaget. Da centrale vidner i den første sag var truet til at afgive de falske forklaringer, som medførte frifindelsen, blev sagen genoptaget af Den Særlige Klageret. Under hensyn til omstændighederne, så Klageretten bort fra den for sent iværksatte anke.
    De forhold, som efter § 976, stk. 1 kan medføre genoptagelse af en sag, der er endt med frifindelse, kan efter stk. 2 også anvendes, hvis tiltalte er dømt, men påstås at have begået en væsentlig større forbrydelse end den, han er dømt for. Alle appelmuligheder skal være udnyttet, før Klageretten kan tage stilling til begæringen, § 978.
    Oprindeligt var betingelserne for genoptagelse til skade for og til gavn for den tiltalte med den nævnte forskel næsten de samme, men ved lovændringen i 1939 om oprettelsen af Den Særlige Klageret blev indføjet en ny mulighed for den dømte for at få sin sag genoptaget: ”når der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der gør det overvejende sandsynligt, at de foreliggende bevisligheder ikke har været rigtigt bedømt”, § 977, stk.1, nr. 3. Betingelsen her er i modsætning til de andre regler, hvor der det ikke er nogen frist, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest fem år efter, dommen er afsagt. Til gengæld kræves ingen nye beviser. Har domfældte været frihedsberøvet kan begæringen dog altid fremsættes indtil to år efter hans løsladelse, § 979, stk. 1.
    Det er i mange tilfælde særdeles vanskeligt at vurdere, hvem der i retten har fortalt sandheden og hvem der har afgivet en urigtig forklaring. Hvis Klageretten vil have en ny afhøring af enkelte vidner, kan den anmode politiet om at foretage afhøringen. Det sker nok flere gange årligt, men får sjældent afgørende betydning. Den ret, der oprindeligt har dømt i sagen har hørt og set vidnerne, eventuelt i to instanser. Det har formodningen imod sig, at forklaringerne bliver mere troværdige eller lettere at bedømme efter flere år.
    Det er i mange tilfælde særdeles vanskeligt at vurdere, hvem der i retten har fortalt sandheden og hvem der har afgivet en urigtig forklaring. Hvis Klageretten vil have en ny afhøring af enkelte vidner, kan den anmode politiet om at foretage afhøringen. Det sker nok flere gange årligt, men får sjældent afgørende betydning. Den ret, der oprindeligt har dømt i sagen har hørt og set vidnerne, eventuelt i to instanser. Det har formodningen imod sig, at forklaringerne bliver mere troværdige eller lettere at bedømme efter flere år.
    Den Særlige Klageret afgør ved kendelse, om begæringen skal tages til følge eller forkastes, § 982. Tages den til følge, går kendelsen ud

på, at ny hovedforhandling skal finde sted. Den nye hovedforhandling foregår ved den ret, som tidligere har dømt i sagen, § 983.

 

3.1 Hvilke straffesager kan genoptages?
Loven nævner først betingelserne for anklagemyndighedens anmodning om genoptagelse og dernæst den dømtes. I dag ville man nok i loven først nævne genoptagelse af en fældende straffedom, men sådan var rækkefølgen ikke i 1919, da reglerne oprindeligt blev skrevet.
    Genoptagelsesreglerne omfatter skyldspørgsmålet i de straffesager, der føres af anklagemyndigheden efter reglerne i strafferetsplejen. Strafudmålingen kan ikke gøres til genstand for genoptagelse. I G045-074 hævdede anklagemyndigheden, at en udvisningsafgørelse ikke kunne genoptages, da det var en sanktionsafgørelse. Klageretten var ikke enig i dette, men fandt i den konkrete sag ikke grundlag for genoptagelse. Derimod har Klageretten i G-120-09 afslået at behandle en afgørelse om udlevering til strafferetlig forfølgning, da behandlingen af disse sager er reguleret i udleveringsloven og ikke i retsplejeloven. Det ændrer ikke på dette forhold, at udleveringsloven i vidt omfang henviser til retsplejelovens regler. Private straffesager behandles efter civilprocessens regler og er ikke omfattet af reglerne om genoptagelse.
    Omvendt kan en offentlig straffesag handle om andet end straf. Det afgørende er, om sagen efter loven behandles som en straffesag, altså den processuelle rubricering af sagen. Efter § 684, stk. 1, behandles en del sager, uanset at der ikke påstås straf, som straffesager. Det gælder naturligvis sager mod f.eks. sindssyge personer, som ikke kan straffes, men eventuelt skal dømmes til anbringelse, ligesom sager, hvor staten kræver en ulovlig forening opløst. Paragraf 684 har imidlertid tilbage fra 1919 en meget vidtgående regel, så straffeprocessen også omfatter sager, hvor anklagemyndigheden nedlægger påstand om ”særlige følger, der til fyldestgørelse for det almene er fastsat for overtrædelser af love om politivæsenet, bygningsvæsenet, landbovæsenet, skattevæsenet og lignende love”. Anklagemyndigheden kan således rejse tiltale for at få et ulovligt byggeri lovliggjort fysisk. Det kan tænkes, at sagen alene handler om lovliggørelsen, uden at der påstås straf. Det sker i straffesager ved, at den pågældende dømmes til at betale tvangsbøder, altså periodiske bøder, som efter en vis frist betales, indtil byggeriet er gjort lovligt. Disse straffesager er forholdsvis sjældne, men det forekommer, at Klageretten får dem. I modsætning til almindelige straffesager er de ofte særdeles komplicerede, fordi de kræver en forvaltningsretlig viden, som er forholdsvis sjælden i anklagemyndigheden og måske også hos Klagerettens medlemmer. Som eksempel kan nævnes TfK 2012.201, hvor D var direktør i en fond F. Fonden havde ikke overholdt vilkårene for sin tilladelse, og D blev i byretten i 2005 straffet med en bøde på 2000 kr. herfor.

 

4 Klagerettens journalsystem: Genoptagelsessag- nr.- årstal).

Desuden blev han pålagt at opfylde Fs forpligtelser. Det sker i Danmark som nævnt ved, at den ansvarlige pålægges efter en vis frist at betale tvangsbøder, indtil forpligtelsen er opfyldt. I 2010 havde direktøren betalt bøden, men ikke opfyldt lovliggørelsespligten. Han klagede til Klageretten i 2010. Klageretten fandt, at det var korrekt, at han var idømt straf, men ikke at han var pålagt at opfylde selskabets forpligtelse, hvorfor denne del af sagen skulle genoptages. Rigsadvokaten havde fastholdt, at direktøren kunne pålægges lovliggørelsesforpligtelsen.5 Det er typisk advokater, der ikke normalt fører straffesager, som møder i disse reelt forvaltningsretlige sager.
    I en almindelig straffesag er det ofte sådan, at offeret under sagen nedlægger påstand om erstatning. Disse krav kan pådømmes, hvis den tiltalte bliver dømt. Men er anklageren tilfreds med den idømte straf og ofret utilfreds med den udmålte erstatning, er det tvivlsomt, om ofret har nogen mulighed for selv at anlægge sag om erstatningen.6

3.2 Genoptagelse efter en opgivet sigtelse eller tiltale
Paragraf 975 handler om genoptagelse af sager, hvor der er rejst tiltale, men hvor anklageren har frafaldet tiltalen, inden, der er afsagt dom. Når anklageren har frafaldet tiltalen, kan anklagemyndigheden naturligvis ikke frit ændre mening og rejse en ny tiltale for det samme forhold. Denne regel placeres i dansk ret i kapitlet om genoptagelse på linje med spørgsmålet om genoptagelse efter en frifindende dom. Det er svært at se nogen reel grund til, at en sådan person skal stilles ringere end ham, hvor anklagemyndigheden har fortsat sagen, som derefter er endt med en frifindelsesdom. Hvis det var retsstillingen, burde en forsvarer vel næsten protestere imod, at anklageren bare opgav tiltalen og insistere på en dom.
    Hvis politiet under en straffesag aktuelt opgiver f.eks. at finde ud af, hvem der har påsat en given brand og derfor lægger sagen på hylden uden, at nogen har været sigtet for forbrydelsen, kan politiet frit fortsætte efterforskningen, hvis det f.eks. senere får et tip om, hvem der har påsat branden.
    Hvis politiet derimod har sigtet A for brandstiftelsen og senere meddelt ham, at man opgiver sagen imod ham, skal den eventuelt forurettede efter § 724 underrettes om opgivelsen og kan påklage denne. Den overordnede anklagemyndighed (statsadvokaten) kan omgøre opgivelsen, så efterforskningen skal fortsættes. En sådan afgørelse skal imidlertid meddeles den tidligere sigtede inden 2 måneder fra datoen for den påklagede afgørelse, med mindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse af meddelelsen. Efter denne frist kan efterforskningen alene fortsættes, hvis betingelserne i § 975

 

5 I G-34-98 havde man øjensynligt overset dette problem og pålagt direktøren tvangsbøder. Omtalt af Vagn Greve i TfK 2005.439 ff i afsn. Genoptagelse til fordel for en domfældt. 6 Spørgsmålet omtales af Vagn Greve i TfK 2005.439 ff.

for genoptagelse efter tiltalefrafald er opfyldt. Det vil sige, at lovens regler om genoptagelse også beskytter den over for hvem, tiltalen er frafaldet.
    Hvis politiet eller anklagemyndigheden ønsker en sag genoptaget, efter at man har gjort den sigtede bekendt med, at man har frafaldet sigtelsen, kan denne sigtelse genoptages af den overordnede anklagemyndighed, men afgørelsen skal meddeles den sigtede inden to måneder efter frafaldet, med mindre sigtedes forhold har hindret sådan meddelelse.
    Efter dette tidspunkt kan sagen kun genoptages, hvis ”nye beviser af vægt senere kommer for dagen”, eller betingelserne for at genoptage en frifindende dom efter reglerne i § 976 er opfyldt. I U 2016.322 Ø havde politiet den 20.12.2012 frafaldet sigtelsen imod T for besiddelse af 8,86 g kokain. I februar 2013 påviste en retsgenetisk undersøgelse imidlertid, at der på posen med narkotikaen var biologisk spor med en DNA-profil, så det var mere end 1.000.000 gange sandsynligt, at kokainen stammede fra T end fra en anden. På denne baggrund fandt landsretten, at politiet i marts 2013 var berettiget til at genoptage retsforfølgningen mod tiltalte, da nye beviser af vægt var kommet for dagen, jf. princippet i retsplejelovens § 975. Havde oplysningerne foreligget inden for to måneder efter frafaldet af sigtelsen, kunne statsadvokaten som den overordnede anklager selv have ændret afgørelsen. Altså uden en domstolsafgørelse.

 

3.3 Landsretternes og Højesterets domme
Efter § 976 kan rigsadvokaten begære en sag, som en landsret eller Højesteret har afsagt, genoptaget. Paragraf 977 handler om den dømtes tilsvarende mulighed for at begære sin sag genoptaget. Det er naturligvis i alle tilfælde en betingelse for genoptagelse, at der ikke er nogen mulighed for at anke den omstridte dom, jf. § 978. Det er ikke tilstrækkeligt, at ankefristen er udløbet. Hvis der er mulighed for at søge tilladelse til anke trods fristoverskridelsen, skal der foreligge et afslag på ansøgningen, før der kan blive tale om genoptagelse. At en idømt straf måtte være afsonet er derimod ikke til hinder for genoptagelse.

 

3.4 Byretternes domme
Det kan tænkes, at en uskyldig, der er dømt i byretten, har undladt at anke sin dom til landsretten, fordi han anså det for umuligt at bevise sin uskyld. Hvis der senere dukker et bevis op, som muligvis ville have bevirket en frifindelse, kan han efter ordlyden af § 977 ikke få sin sag genoptaget, da der alene er hjemmel til at genoptage højesterets- og landsretsdomme. Det samme gælder, hvis det er anklagemyndigheden, der efter en frifindelsesdom får et afgørende bevis. Men hvis den tiltalte er dømt som udebleven, kan han efter § 987 få sagen genoptaget af byretten, hvis han har haft lovligt forfald (altså en

grund, som medfører, at han ikke kunne møde op), og hvis han ”ved ham utilregnelige omstændigheder har været afskåret fra i tide at anmelde dette”. Det samme gælder, hvis stævningen (indkaldelsen til retsmødet) ikke rettidigt er kommet frem til ham. Hvis byretten nægter at genoptage sagen, kan han indbringe nægtelsen for Den Særlige Klageret. Undertiden kaldes dette for den processuelle genoptagelse, der modsat den materielle eller almindelige genoptagelse, ikke handler om bevisernes vægt, men alene om de processuelle regler er overholdt. Disse sager, som udgør et betydeligt antal, behandles ikke i det følgende. De vedrører helt andre forhold end selve beviserne for den dømtes skyld. Jeg må dog erkende, at jeg synes, at der netop i disse sager er en mere restriktiv holdning hos de tre dommere end hos advokaten og professoren.
    Som loven er formuleret, kan den dømte, der er mødt op i byretten for at få sin sag behandlet, og som efter bevisførelsen er dømt, som nævnt ikke få sin sag behandlet af Klageretten. Det gælder, selv om han måske 1 år efter, at der ikke længere er mulighed for at anke dommen, har fået materiale, så han nærmest kan bevise, at domfældelsen er forkert. Næppe nogen — som har et vist kendskab til Klagerettens praksis — vil drage denne konsekvens af lovens ordlyd. Man vil godkende hans ansøgning om genoptagelse. Et tidligere medlem af Klageretten W. E. von Eyben refererer i sin artikel Klagerettens virksomhed 1969–19797, et eksempel, hvor Klageretten i en sag fra 1985 udtrykte sig meget bombastisk om dette spørgsmål: ”Selv om de foreliggende specielle omstændigheder ikke synes omfattet af reglerne i retsplejelovens § 997, stk. 1, findes der ud fra de synspunkter, der ligger til grund for reglerne om genoptagelse til fordel for en domfældt, at burde ske genoptagelse”. Vagn Greve, der da var professor i strafferet, tilføjer i TfK 2005 s. 440 noget teoretisk, at det vil være uholdbart, at byretsdomme ikke kan genoptages af Klageretten, idet byretsdomme så vil få en større retskraft end landsrets- og højesteretsdomme. En sag kan vel være så bagatelagtig, at der bør være en grænse for resurseforbruget? I den seneste artikel om emnet anfører Jakob Friis Nolsø og Mads Pedersen, at Klageretten bruger en analogi fra §§ 976 og 977 vedr. landsrets- og højesteretsdomme til byretsdomme.8 Synspunktet svarer til de sidste mange årtiers praksis, men svarer ikke umiddelbart til gængse fortolkningsprincipper. Når loven udtrykkeligt nævner Højesteret og landsret, er det naturligvis udtryk for et bevidst fravalg af byretterne. Altså kan der næppe uden videre laves en analogislutning. Hvis det handler om, at give borgeren en begunstigelse, er der ikke det store retssikkerhedsproblem. Det gælder generelt, men på strafferettens område kan man endvidere argumentere med, at kongen — d.v.s. regeringen og statsadministratio-

 

7 W.E. von Eyben, Klagerettens virksomhed 1969-1979 i UfR 1980B.181-249 ff, særlig s. 251. 8 Jakob Friis Nolsø og Mads Pedersen i UfR 2019B.37.

nen — efter grundlovens § 24 har en umiddelbar fri ret til at benåde en dømt. Så kan man vel også gøre det mindre, at give den dømte lov til at få sin byretsdom prøvet? Hvis det derimod er anklagemyndigheden, som skal have lov til at genoptage en frifindende dom, er problemet et helt andet, og her burde man kunne kræve en klar lovhjemmel, da der er tale om et indgreb over for borgerne.
    Der findes dog en klar praksis for, at Klageretten kan give anklagemyndigheden adgang til at genoptage frifindende byretsdomme. Friis Nolsø og Pedersen henviser til to sager, hvor Den Særlige Klageret har givet anklagemyndigheden medhold i anmodningen om genoptagelse til skade for den frifundne.9 I TfK 2014.1093/1 var T blevet frifundet for bedrageri vedr. manglende betaling for reparation af sin havetraktor, som han hævdede ikke var hans. Senere erkendte han ejerforholdet og sagen blev herefter genoptaget af Klageretten. I TfK 2005.816 var T blevet frifundet for ved farlig vold at have påført sin etårige datter et kraniebrud. Senere tilstod hun i et retsmøde forholdet og Klageretten genoptog sagen. Som mangeårigt medlem af Retsplejerådet og endog Klageretten, skal jeg gerne erkende, at jeg heller ikke, før jeg blev medlem af Klageretten, var særlig opmærksom på problemet med genoptagelsesreglerne i disse sager.

 

3.5 Indenretlig bødevedtagelse
En stor del af byretssagerne vedrører alene bødestraf. De sager afgøres i byretterne ofte ved, at den tiltalte under sagens behandling finder ud af, at han ikke har store chancer for at gå fri. Derfor vedtager han i retten den af politiet eller anklagemyndigheden foreslåede bøde. Der skal så ikke afsiges dom. Sagen afgøres med en bødevedtagelse, som tilføjes retsbogen. Det er naturligvis sjældent, at disse personer er uskyldige. Der findes dog sager, hvor den tiltalte T1 har vedtaget en bøde for at have overtrådt f.eks. en ved skilte angivet hastighedsbegrænsning. Og hvor domstolene i en senere sag mod en anden, T2, har underkendt den omtalte skiltning og frifundet T2.10 Blom Andersen anfører11, at Klageretten i sag 24/1978 havde forudsat, at der i § 977 er hjemmel til at behandle en sag om indenretlig bødevedtagelse, da bødevedtagelsen valørmæssigt ikke adskiller sig væsentlig fra en dom. Vedtagelsen er således betinget af, at dommeren ikke finder grundlag for at betvivle tiltaltes skyld. En bødevedtagelse kunne dengang efter § 936 ankes med justitsministeriets tilladelse. I U 2011.942 Ø blev også fastslået, at anke af en indenretlig bødevedtagelse og vedtagelse af betinget frakendelse krævede anketilladelse. Genoptagelsen er derfor betinget af, at der er søgt og givet afslag på en sådan tilladelse. Vagn Greve nævner i sin artikel om genop-

 

9 Nolsø og Pedersen i UfR 2019B.40. 10 F.eks G-080—14, G-81-14 og G-82-14. 11 Blom Andersen i UfR 1981B.15.

tagelse et eksempel på en sådan genoptagelse.12 I min tid i Klageretten havde vi i enkelte tilfælde sager, hvor en skiltning var underkendt i en dom over T, og hvor politiet derefter havde gennemgået tidligere sager, hvor andre bilister var dømt for samme overtrædelse. Sagen kan naturligvis kun genoptages, hvis procesbevillingsnævnet har givet afslag på anketilladelse.

 

3.6 Udenretlig bøde
Langt de fleste straffesager afgøres med en bøde. Efter retsplejelovens § 832 kan anklagemyndigheden i en sag, som skønnes ikke at ville medføre højere straf end bøde, foreslå sagen afgjort med vedtagelsen af et såkaldt bødeforelæg — T får forelagt politiets bødekrav. Sagen kan afgøres uden retssag, hvis T erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale den i bødeforelægget angivne bøde. Bødeforelægget skal indeholde en beskrivelse af den strafbare handling, som svarer til beskrivelsen i et anklageskrift. Der er i litteraturen enighed om, at der ikke i retsplejelovens ordlyd er hjemmel til at genoptage en sag, hvor borgeren, uden at sagen har været i retten, har vedtaget en bøde for en indrømmet strafbar handling.
    Kan det passe, at den borger, der har fået at vide, at hans handling er strafbar og efter praksis medfører en bøde på 1000 kr., som han så betaler, bare skal ærgre sig, hvis det viser sig, at hans handling i en tilsvarende sag af en landsret eller af Højesteret er fastslået som ikke strafbar? Man kan jo sige, at han helt frivilligt har betalt bøden for at slippe for besværet og omkostningerne ved en domstolsprøvelse. Han har hermed givet afkald på den retsbeskyttelse, der normalt gives tiltalte. Omvendt har det offentlige ved at foreslå sagen afgjort på denne måde sparet betydelige ressourcer og har påtaget sig et ansvar for, at afgørelsen er i overensstemmelse med gældende ret. Det er velkendt, at straffeprocessen i hele vores kulturkreds har til formål at finde den materielt rigtige afgørelse i modsætning til civilprocessens forhandlingsmaksime, hvor parterne selv bestemmer, hvad retten skal lægge til grund for sagens afgørelse. I TfK 2014.1091 udtalte Klageretten, at afgørelser om genoptagelse af udenretlige bødevedtagelser skal træffes af anklagemyndigheden. Det er altså rettens helt rimelige opfattelse, at anklagemyndigheden har en pligt til at behandle disse sager. Der kan da også peges på eksempler på sådanne sager. Som ovenfor nævnt kan myndighederne benåde de straffede efter grundlovens § 24.
    I 1975 udstedte rigsadvokaten en meddelelse nr. 2/75 til de underordnede anklagere om, at bødetaksterne for en række overtrædelser for fremtiden skulle hæves med 50 % svarende til den almindelige prisudvikling. Byretten fandt i en konkret sag ikke, at der var grundlag for den krævede bøde på 300 kr. og nedsatte den til 200 kr. An-

 

12 Vagn Greve i TfK 2005.439 ff note 40.

klagemyndigheden ankede afgørelsen til landsretten, der forhøjede bøden til 250 kr. Anklagemyndigheden fik tilladelse til at anke til Højesteret, hvor 5 dommere stadfæstede landsrettens afgørelse, mens 2 dommere ville godkende den foreslåede forhøjelse til 300 kr. Hvad skulle man nu gøre ved de utallige borgere, som i tillid til politiet havde betalt deres bødeforelæg med et for højt beløb? De havde frivilligt valgt at betale den høje bøde for at slippe for en retssag, så det var vel deres problem? Man kunne omvendt anføre, at de måtte gå ud fra, at anklagemyndighedens bødeforlæg svarede til gældende ret. Og vel også, at der var en væsentlig samfundsinteresse i, at borgerne havde tillid til de udsendte bødeforlæg. Jeg blev netop i denne periode ansat ved Aarhus Politi, hvor man gennemgik alle bødeforlæg i den nævnte kategori for at se, hvem der havde betalt for meget og skulle have penge tilbage. Der er ikke i loven nogen hjemmel for disse afgørelser, men det kræves som nævnt heller ikke, da der er fornøden hjemmel i grundlovens § 24. Man kunne have overvejet at henvise alle borgerne til at indbringe deres sag for retten, men hvorfor skulle man gøre det, når man vidste, hvad resultatet ville blive. Naturligvis ville byretterne følge Højesteret. Det bør bemærkes, at politiet selv gennemgik sagerne, og altså ikke bare ventede på, at de borgere, der havde hørt om Højesterets afgørelse, selv fandt ud af, at de burde søge eftergivelse af en del af bøden.
    Mange år senere opstod et lignende problem om end i en noget større økonomisk skala. Under Irak-krigen havde flere danske firmaer overtrådt FN’s embargo ved at have leveret varer til Irak. På grund af embargoen måtte levering af varer til Irak kun ske på den måde, at varerne blev betalt af FN med penge fra Iraks salg af olie. Disse penge fra oliesalget måtte alene anvendes til medicin, mad og lignende fornødenheder (olie for mad-programmet). Det tiltalte danske firma havde overtrådt disse regler ved at aftale en overpris med de irakiske sælgere. Det beløb, der svarede til overprisen, blev efterfølgende af den danske sælger betalt til de irakiske myndigheder. Det var en slags bestikkelse. Anklagemyndigheden mente, at firmaerne snød sig til en overbetaling fra FN. Denne betaling var en slags bestikkelse af de irakiske myndigheder, og som sådan strafbar. Strafansvaret var imidlertid forældet, så sagen handlede alene om konfiskation af udbyttet. Adskillige danske firmaer vedtog konfiskation af deres fortjeneste ved denne bestikkelse af det irakiske styre. Tiltalte i UfR 2012.3368 H accepterede derimod ikke anklagemyndighedens beregning af fortjenesten ved bestikkelsen, og denne sag endte i Højesteret. Højesterets flertal — 3–2 — forkastede i meget væsentligt omfang den beregning, der var anvendt i de straffesager, som de øvrige firmaer havde accepteret. Disse firmaer havde altså accepteret konfiskation af et langt større beløb end det korrekte efter udregningen i Højesterets dom. Anklageren (Statsadvokaten for økonomisk kriminalitet) afslog i første omgang at reducere de beløb, de øvrige virksomheder i deres sa-

ger havde fået konfiskeret for meget. De havde jo selv accepteret beløbene. Han blev imidlertid af rigsadvokaten pålagt at ændre alle afgørelserne.
    Meget tyder som anført på, at hvis anklagemyndigheden bliver klar over, at den ved en administrativ afgørelse har begået en fejl, f.eks. ved beregningen af et for højt bødebeløb eller konfiskationsbeløb, har anklagemyndigheden eller politiet ikke blot en pligt til at tilbagebetale beløb til dem, som selv har krævet tilbagebetaling, men til alle de berørte. Det offentlige kan også have en pligt til selv at foretage undersøgelsen af denne gruppe sager, så mulige fejl kan blive rettet. Det gælder både fejl ved beregningen af bødestørrelsen og af det udbytte, som er konfiskeret. Det bør erindres, at samfundet har en klar besparelse ved — og dermed en klar interesse i — at disse sager behandles administrativt i stedet for i en betydeligt dyrere domstolsproces.

 

4 Den Særlige Klageret13 Den Særlige Klageret består af en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og en universitetslærer i retsvidenskab eller anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse (indtil nu i praksis en juridisk professor). Der beskikkes desuden en første- og en anden-suppleant for hver af medlemmerne. Alle beskikkes for 10 år og kan ikke genbeskikkes. Reglen er dog ikke til hinder for, at en suppleant senere bliver medlem. Et medlem udtræder, når betingelserne for dets beskikkelse bortfalder, senest når den pågældende fylder 70 år. Der er tale om en egentlig domstol, og medlemmerne nyder samme beskyttelse mod afskedigelse som alle andre dommere. Man kan naturligvis hævde, at professorerne og advokaterne i deres hovedstilling ikke har samme beskyttelse som dommerne. Dette har mig bekendt aldrig været et problem.
    Der har ikke siden 1939 været reelle drøftelser af, om genoptagelsessagerne i stedet for en domstol skulle afgøres af et administrativt organ. Dette hænger muligvis sammen med, at Den Særlige Klageret har andre opgaver end behandlingen af den klassiske genoptagelsessag. Klageretten er f.eks. disciplinærmyndighed i forhold til dommerne, og disse sager skal efter grundloven behandles af en et organ, som opfylder grundlovens krav til en domstol. Ud over de almindelige genoptagelsessager har klageretten en speciel kompetence til at afgøre, om en forsvarer med rette er blevet afvist bl.a. med den begrundelse, at der var risiko for, at han ville hindre eller modvirke sagens opklaring, eller at hans medvirken væsentlig ville forsinke sagens gang. Behandlingen af genoptagelsessagerne er nok hovedopgaven for Den Særlige Klageret.
    Behandlingen af almindelige straffesager er i dag radikalt forskellig fra forholdene i 1919 og i 1939. I 1919 var byretterne som nævnt

 

13 https://domstol.dk/densaerligeklageret/om-den-saerlige-klageret/

nærmest undersøgelsesretter, i dag starter pådømmelsen af alle straffesager i en af de 24 byretter, jfr. § 686. Bødesager og tilståelsessager afgøres af den juridiske dommer alene. Sager med påstand om frihedsstraf, hvor der ikke foreligger en tilståelse, behandles af dommeren under medvirken af 2 domsmænd. Hvis der er påstand om mindst 4 års fængsel, dom til anbringelse p.g.a. utilregnelighed eller dom til forvaring, behandles sagen som udgangspunkt i byretten af tre juridiske dommere og 6 nævninger. I særlige tilfælde er der mulighed for at øge antallet af dommere og lægdommere.
    Højesteretsmedlemmet er formand for Den Særlige Klageret. Klagerettens sekretariat er henlagt under Højesteret og består av tre dommerfuldmægtige og to sekretærer. Som udgangspunkt er sagsbehandlingen skriftlig, men retten har mulighed for at afholde retsmøder med afhøring af vidner m.v. Tidligere har der i flere sager været afholdt sådanne retsmøder, men i mine 10 år som dommer i Klageretten har der ikke været afholdt noget egentligt retsmøde, men et par møder med alle medlemmer og suppleanter med henblik på drøftelse af generelle spørgsmål om sagsbehandlingen. Hvis retten har ønsket afhøringer, har man typisk bedt politiet om at foretage disse. Det hænder en sjælden gang, at en ansøger anmoder om en indenretlige afhøring af et vidne. I disse tilfælde beskikkes der en advokat til for ansøgeren at deltage i denne afhøring. Hvis det er anklagemyndigheden, som har søgt om genoptagelse til skade for en frifunden, beskikkes også typisk en forsvarer. Ellers er det sjældent, at der beskikkes en forsvarer til at bistå ansøgeren. Det kan dog ske i sager, hvor den dømte har anmodet om det, og meget taler for, at ansøgningen vil blive imødekommet.

 

4.1 Sagsbehandlingen
En begæring om genoptagelse skal være skriftlig med en vedlagt kopi av straffedommen.14 Klagen sendes typisk som almindeligt brev. Ansøgningen kan også sendes som e-mail. Den sendes til Den Særlige Klageret med samme adresse som Højesteret, da rettens sekretariat holder til i samme bygning som Højesteret, hvilket er praktisk allerede, fordi formanden er højesteretsdommer. Der er ingen retsafgift for sagsbehandlingen.
    Klageretten sender sagen til anklagemyndigheden, som så fremskaffer alle dokumenter i sagen. Desuden afgiver rigsadvokaten en udtalelse med gennemgang af sagen og en indstilling om genoptagelsesspørgsmålet. Denne redegørelse forelægges ansøgeren, som typisk er den, der var forsvarer under sagens behandling i retten. Hele sagen sendes så ud til votering hos rettens fem medlemmer. Formanden er altid sidste voterende. Det hænder, at formanden inden udsendelsen har indhentet yderligere oplysninger. I nogle få tilfælde beder man politiet om at foretage en eller flere afhøringer til rapport. Kla-

 

14 Klagerettens vejledning: Begæringer om genoptagelse af straffesager.

geretten kan selv indkalde til retsmøde til foretagelse af egentlig eller indenretlig afhøring af vidner. Så afgives forklaringerne under vidneansvar. Det skete i de første årtier efter retsplejelovens ikrafttræden jævnligt, men blev senere sjælden, se dog den nedenfor nævnte Pedal Ove-sag. I min tid som dommer blev det end ikke drøftet i nogen sag at foretage sådan afhøring, ligesom det mig bekendt ikke er sket siden. Erfaringen er vel for de fleste, at der ikke er den store forskel på, om forklaringen afgives til politiet eller i byretten. I de sidste tilfælde beskikkes der en advokat for ansøgeren. I øvrigt beskikkes der en advokat, hvis det er anklagemyndigheden, som har begæret sagen genoptaget eller hvis meget taler for, at ansøgeren har en god sag.
    Førstevoterende gennemgår sagen, udfærdiger et resume og angiver med begrundelse sit eget votum. I komplicerede sager er disse resumeer ofte omfattende, og det kan kræve et betydeligt arbejde at være førstevoterende. Ideen er, at selve resumeet er objektivt og indeholder alle de oplysninger, som er relevante for at tage stilling til sagen. I nogle sager er anklagemyndighedens resume et velegnet fundament, men det skal naturligvis undersøges af førstevoterende. Til gengæld er den enkelte dommer kun førstevoterende i hver 4. sag. Hvis der er uenighed om forslaget til afgørelsen, sendes sagen typisk på en ny runde. Tæller man op, er der nok en forskel mellem advokatmedlemmet, som er vant til at være forsvarer, og dommerne, som er vant til at se sagen fra begge sider. Og måske især fra dommerstolen. Min egen baggrund for at være blevet medlem var et professorat i strafferet med en fortid med 10 år som anklager og 9 måneder som konstitueret landsdommer. Min efterfølger er professor i procesret med en fortid i advokatbranchen. Min oplevelse var, at man rimeligt hurtigt lærte de forskellige dommerkolleger at kende og kunne støtte sig til de andre alt efter, hvilke problemer sagen indeholdt. Naturligvis er de enkelte vidneudsagn lettere at forholde sig til, hvis man selv har hørt vidneudsagnene og ikke blot læst dem, men det er sjældent, at man har savnet, at have oplevet selve sagen. Hvis alle sager skulle behandles mundtligt, ville det ikke være muligt at anvende dommere fra hele landet, og jeg tror ikke, at det ville give en grundigere eller bedre sagsbehandling. Den skriftlige form muliggør, at der kan hentes nye oplysninger. Det kan man næppe i samme omfang under en mundtlig sagsbehandling.
    Sagsbehandlingstiden varierer meget — afhængigt sagens karakter — men er nok typisk ca. fem måneder.15 Den offentlige statistik for Klageretten viser, at der i de sidste 8 år gennemsnitligt er indkommet 54 begæringer. Af disse blev i snit fem sager genoptaget, altså ca. 8,5 %. Hvis man udelukker 2014 med hele 13 genoptagelser (21 %), bliver ”normalen” 6,7 % genoptagelser.

 

 

 

15 Klagerettens vejledning.

Statistik for Den Særlige Klageret16

2013 201417 2015 2016 2017 2018 2019 2020

Antal ansøgninger 48 62 71 47 37 46 63 57

Tilladt genoptaget 3 6 % 13 21 % 5 7 % 9 %19 0 0 % 1 2 % 7 1 % 7 12 % Genoptagelse afvist 42 46 62 34 35 39 49 45 Sluttet på anden måde18 3 3 4 4 2 6 7 5

 

Det er næppe overraskende, men bør vel nævnes, at de dommere, jeg har arbejdet sammen med, og de forholdsvis få andre dommere i Klageretten, som jeg har drøftet sagsbehandlingen med, alle har udtrykt tillid til sagsbehandlingen, selv om vi altså ikke selv hører vidnerne, som man typisk vil gøre med de centrale vidner i en ankesag til frifindelse eller til domfældelse. Klagerettens opgave er som nævnt ikke at dømme i sagen, men alene at afgøre, om domstolene helt undtagelsesvis igen skal se på sagen.
    Siden 2005 har enkelte af Klagerettens kendelser været offentliggjort i Tidskrift for Kriminalret.19 Det er ikke muligt ud fra foreliggende oplysninger at regne sig frem til de samlede udgifter ved behandlingen af genoptagelsessagerne. Dette skyldes primært, at Den Særlige Klageret som nævnt også behandler klager over dommere og sager om genoptagelse af udeblivelsesdomme, og at alle udgifterne behandles samlet. Det er desuden tydeligt ved gennemgangen af genoptagelsessagerne, at anklagemyndigheden bruger meget betydelige resurser på at udarbejde sine udtalelser, som både resumeer sagerne og er vedhæftet alle relevante bilag.

 

 

16 Klagerettens netsted, fodnote 12. 17 I statistikken oplyses, at der i 2014 blev genoptaget 13 sager svarende til 21 % af ansøgningerne. Det bør derfor nævnet, at i det år havde domstolene frifundet en dømt bilist for en hastighedsovertrædelse, fordi det skilt, der angav hastighedsgrænsen ikke var lovligt. De, der var dømt for samme overtrædelse, fik naturligvis også deres sag genoptaget. Tilsvarende havde landsretten i en anden sag frifundet en skibsfører for ikke at have underrettet myndighederne om en grundstødning. Landsretten fandt ikke, at hans situation var omfattet af reglerne. Også denne dom medførte genoptagelse af flere andre sager, hvor der i lignende tilfælde var sket domfældelse. 18 Sager, hvori der ikke er truffet afgørelse ved dom eller kendelse, f. eks. fordi sagen er tilbagekaldt eller henlagt.19 Der udgives ikke nogen årsberetning i Danmark.

5 Praksis
5.1 Frifundet ved dom
En frifindelsesdom kan efter § 976 stk.1., nr. 1, genoptages, hvis den dømte senere har tilstået en alvorligere forbrydelse, eller der er fremkommet andre beviser, og det derfor ”må antages, at han har begået forbrydelsen”. I TfK 2005.823/1 var T i byretten i 2004 blevet frifundet for tyveri af kunstværker til en værdi af ca. 650.000. kr. Efterfølgende dukkede flere af værkerne op og kunne spores tilbage til T. T blev varetægtsfængslet og afgav forklaringer under sin varetægtsfængsling, men benægtede øjensynligt tyverierne. Rigsadvokaten anmodede Den Særlige Klageret om genoptagelse af tyverisagen efter § 976. Den Særlige Klageret anførte, at Ts udtalelser måtte eller kunne opfattes som en tilståelse vedrørende blandt andre det i frifindelsesdommen omhandlede forhold. Herefter og henset til de nye beviser i sagen fandt Den Særlige Klageret betingelserne for genoptagelse af sagen, ”jf. principperne i retsplejelovens § 976”, opfyldt uanset T's protest imod genoptagelse af sagen. Retten fandt altså ikke genoptagelsen direkte omfattet af bestemmelsens ordlyd, men af ”principperne”. Der er ikke let at fortolke denne afgørelse.

 

5.2 Nye vidner
Det sker i en del tilfælde, at den dømte søger om genoptagelse med henvisning til nogle nye vidner, eller at nogle af de oprindelige vidner, nu har ændret deres forklaring. Det er i alle tilfælde meget vanskeligt at vurdere troværdigheden af disse forklaringer. Se for eksempel TfK 2008.140, hvor der et år efter dommen øjensynligt dukkede nye vidner op i en voldssag under en større offentlig fest. Den dømte ønskede nu disse afhørt om deres iagttagelser. Klageretten afviste at foretage yderligere i sagen. I disse tilfælde ser man naturligvis på de forklaringer, der er afgivet under den oprindelige sag, og om der er særlig anledning til, at de nye vidner dukker op. Det er generelt meget vanskeligt for Klageretten at vurdere værdien af nye udsagn og af troværdigheden af de afgivne forklaringer. En sagsgruppe gør sig dog særligt bemærket. Det er sager, hvor faderen er dømt for incest med et eller flere af sine børn. I disse sager fragår børnene i flere tilfælde senere deres forklaringer. Det er forståeligt, da de opdager, hvor skidt deres far har det i fængslet og måske føler, at det er deres forklaring, der er skyld i hans situation. I mange sager føler de sig også isoleret i familien. Måske har moderen været bekendt med misbruget og ikke været positiv over for anmeldelsen. Jeg har ikke i mine 10 år i Klageretten oplevet en sag, hvor vi har genoptaget denne type sager.
    Et sagskompleks har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Politi og anklagemyndighed havde ofret meget store resurser på en stribe sager om ulovlig narkotikahandel på Christiania. En af anklagerne i dette arbejde blev imidlertid i slutningen af 2018 idømt fire måneders fængsel for tjenestemisbrug, jf. straffelovens § 155, og forsøg på med-

virken til falsk forklaring, jf. straffelovens § 158, jf. § 21, jf. § 23, ved under behandlingen af en ankesag at have afgivet urigtige oplysninger over for landsretten og forsvarerne om sin kontakt med nogle af politiefterforskerne. Hun havde forsøgt at formå politiefterforskerne til at afgive falsk forklaring for retten for at hindre, at landsretten og forsvarerne fik de korrekte oplysninger. Retten lagde i sagen mod hende til grund, at der ikke på anklagerens foranledning var afgivet urigtige vidneforklaringer under byrettens og landsrettens behandling af sagerne. Flere af de dømte forsøgte herefter at få deres sag genoptaget, men uden held, da Klageretten ikke fandt, at der var afgivet falske vidneforklaringer eller at beviserne i øvrigt var bedømt urigtigt.20

5.3 Bevisbedømmelsen
I min tid i Klageretten havde vi tre sager, som belyser, hvor svært det er at bedømme vidners troværdighed. Et par sager om seksualforbrydelser har været meget omtalt i pressen.
    T var i Vestre Landsret den 20. maj 2009 i en ankesag blevet idømt 1 år og 9 måneders fængsel for et par voldtægter af samme kvinde, TfK2011.723/2. Sagen fik en omfattende presseomtale i en af landets største aviser Jyllands Posten. T havde hele vejen under sagen hævdet, at samlejerne var frivillige, men blev dømt i både byret og landsret. Det spillede måske en rolle, at der tilsyneladende var tale om et nok mere voldsomt seksualliv, end de fleste af os oplever, og at kvinden var engageret i spejderbevægelsen. Han besøgte dog fortsat kvinden under udgang fra afsoningsfængslet. Under et af disse besøg havde han en lang samtale med kvinden om, hvorfor hun havde anmeldt ham for voldtægt og løjet i retten. Under denne samtale siger kvinden, at ”nu optager du forhåbentlig ikke samtalen”. Han svarer, at det ville ellers være smart. Rent faktisk optog han hele samtalen på sin mobiltelefon, hvor hun klart og detaljeret forklarede, hvorfor hun havde afgivet falsk forklaring i både byret og landsret. Denne optagelse blev vedlagt hans ansøgning om genoptagelse. Sagen blev naturligvis genoptaget, men det undrer mig, at anklagemyndigheden selv efter at have hørt optagelsen af hele kvindens forklaring om, at hun godt vidste, at han ikke havde voldtaget hende, gik imod en genoptagelse af sagen og under den genoptagne straffesag procederede på, at T igen skulle dømmes for voldtægt. Anklagemyndigheden valgte også ikke at rejse tiltale mod kvinden for falsk forklaring.
    I en anden sag, omtalt i samme avis, havde en ung pige anmeldt tre drenge/unge mænd for at have voldtaget hende på et toilet på en banegård, TfK2010.611/2. De blev alle straffet for voldtægt. En af drengene blev idømt fængsel i 2 år og 3 måneder. De to øvrige havde øjensynligt hjulpet ham med at gennemføre samlejet og fik hver 2 års fængsel. En af drengenes bror troede ikke på pigen, og for at bevise

 

20 G-86-17, G-101-17, G-91-18 og G-106-17.

sin brors uskyld gjorde han sig uden at røbe sin identitet over en længere periode til kæreste med pigen. Efter at de havde været kærester et stykke tid, indledte han en længere snak med hende uden at fortælle, at han optog hele samtalen. Hun fortalte så broren, hvorledes hun havde manglet penge til noget at spise, og havde aftalt med drengene, at de fik samleje med hende nede på toilettet imod, at hun fik en sandwich. Hun fortalte på optagelsen om episoden på toilettet, og hvorfor hun var blevet sur på drengene og havde anmeldt dem alle tre for voldtægt. Det skyldtes, at en af drengene havde smidt hendes trusser hen ad gangen på toilettet. Hun blev senere dømt for falsk anmeldelse og falsk forklaring for retten. Hun blev ikke straffet men blev dømt til behandling.
    I en tredje sag TfK 2010.610 havde en kvinde fået en forbrænding med kogende vand. Hun var straks kørt på hospitalet. Her fortalte hun, at hendes samlever havde hældt det ud over hende. Han blev senere idømt 5 måneders fængsel for farlig vold. Han havde bagefter optaget en snak med samleversken, hvor hun fortalte, at hun da godt var klar over, at det ikke var ham, men deres datter, som ved et uheld havde væltet kruset med det kogende vand ned over hende. Han fik sin sag genoptaget og blev frifundet. Men under den nye sag procederede anklagemyndigheden på, at tiltalte igen skulle dømmes. Denne kvinde blev end ikke tiltalt for sin falske anmeldelse og vidneforklaring.
    Det er tankevækkende, at hvis vi i Klageretten ikke havde haft optagelserne i disse sager, havde vi ikke haft den mindste tro på de dømtes forklaringer. Heller ikke selv om enhver tvivl efter sigende skal komme den tiltalte til gode. Det er også værd at notere, at anklagemyndigheden i to af sagerne gik imod genoptagelse, og at de, der havde afgivet falsk forklaring i to af de tre sager ikke blev straffet. De blev end ikke tiltalt.

 

5.4 Anklagemyndighedens initiativ
I TfK 2014.1107 DSK havde T fået en bøde på 3.000 kr. for at have tilsidesat en hastighedsbegrænsning. Senere fastslog samme byret i en anden sag, at skiltningen med begrænsningen ikke var lovlig og frifandt den tiltalte bilist. Statsadvokaten havde herefter med Ts accept søgt genoptagelse af Ts sag og fået hans tilslutning hertil. Den Særlige Klageret besluttede, at sagen skulle genoptages. Resultatet var givet på forhånd. Det interessante var, at anklagemyndigheden selv havde fundet de relevante sager frem og sørget for, at T accepterede en genoptagelse. Der findes flere eksempler på, at anklagemyndigheden selv har fundet allerede afgjorte sager, som strider mod en ny dom.
    I juli 2019 meddelte justitsministeren, at han ville nedsætte en uafhængig kontrol og styregruppe med en landsdommer som formand, to forsvarsadvokater, en strafferetsprofessor og en efterforskningsekspert til at overvåge myndighedernes gennemgang af over 10.000

straffesager, hvor der var anvendt teleoplysninger om sigtedes og tiltaltes opholdssted. Det havde vist sig, at disse oplysninger ud fra mobiltelefon-selskabernes viden ikke var sikre. Umiddelbart var der tale om en undersøgelse af, hvilke sager, der var grundlag for at genoptage. De faldt vel derfor inden for Klagerettens kompetence, men omvendt var det åbenbart, at Klageretten ikke havde kapacitet til at behandle alle disse sager. Man kunne nok også sige, at der ikke var fornøden mistanke om, at den enkelte sag var fejlbehæftet. Men det er næppe tilfældigt, at sammensætningen af den pågældende gruppe har tydelige paralleller til Den Særlige Klageret. Jeg har fra Klageretten telefonisk fået oplyst, at enkelte dømte har klaget direkte til Klageretten, som efter gennemgang af de påklagede afgørelser konkret ikke har fundet grundlag for genoptagelse. Retten har således ikke blot henvist til de igangværende undersøgelser, hvilket vel også ville være problematisk, da ministeren ikke uden særlig hjemmel kan afskære de dømtes lovhjemlede adgang til at klage til Klageretten.

 

5.5 En sag til eftertanke
Den 17.2.1987 blev T tiltalt ved retten i Aarhus for på motorcykel fra en militærlejr på Cypern at have forsøgt spirituskørsel ned til stranden, hvilket ikke lykkedes, da han blev standset, inden han nåede at køre ud af lejren. Han var forsynet med både badebukser og håndklæde. I retten nægtede han — uanset badebukserne og håndklædet — at han var på vej ned til stranden. I lejren kørte også civile køretøjer, så efter danske forhold var området omfattet af færdselsloven. Efter et vink fra retten ændrede jeg som anklager i sagen tiltalen, så han i stedet for forsøget blev dømt for fuldbyrdet spirituskørsel på vejen inde i lejren. Han ankede til landsretten, som den 1.10.1987 stadfæstede dommen. Den 4.4.1989 meddelte den militære anklagemyndighed, at Østre Landsret i en anden sag var nået frem til, at området efter cypriotisk ret ikke var omfattet af færdselsloven. Den 2.4.1990 imødekom Den Særlige Klageret derfor Ts ansøgning om genoptagelse af sagen. Den 10.10.1991 afsagde Vestre Landsret på ny dom i sagen. T blev frifundet for kørsel i lejren, men blev straffet for forsøg på spirituskørsel fra lejren og ned til stranden. Efter min — inhabile — opfattelse var det let for Klageretten at se, hvad denne sag ville ende med efter en genoptagelse. I tvivlstilfælde er det ikke dårligt at se lidt på realiteterne i sager. Jeg mener, at det netop er et gode, at Klagerettens afgørelser ellers ofte er præget af såvel juridisk indsigt som sund fornuft.

 

5.6 Om uskyld og skyld.
Normalt skal enhver berettiget tvivl komme den tiltalte til gode. Men hvor tung er bevisbyrden, når han er dømt og søger sagen genoptaget? Det er svært at sige, hvor meget der skal til for at lade en sag genoptage, men der skal vel være en velbegrundet betydelig tvivl om,

at dommen er rigtig. I flere voteringer nævnes, at Klageretten ikke skal afgøre, om den selv ville have dømt i den pågældende sag, men om der er grundlag for at forkaste rettens bevisbedømmelse i den sag, der er søgt genoptagelse af. Der skal større tvivl til at forkaste en domfældelse end den tvivl, der i den oprindelige sag kunne have begrundet en frifindelse. Spørgsmålet for Klageretten er i de fleste tilfælde, om en dømt er uskyldig, og det giver normalt plads for en vis hensyntagen til ansøgeren, da en genoptagelse klart vil være til fordel for borgeren. Men i en lille gruppe sager har valget stået mellem to mistænkte. En frifindelse af den ene ville reelt lægge hele mistanken på den anden.
    Det var en del af problemet i en i Danmark meget omtalt drabssag, hvor en 30-årig kvinde Brita forsvandt den 11.–12. december 1981. Hendes lig blev 7 måneder senere fundet i havnen i den by, hvor hun boede. Da liget havde ligget så længe i vandet, var det begrænset, hvad retsmedicinerne kunne påvise, men det blev lagt til grund, at hun var kvalt. Hendes fraseparerede mand — kaldet Pedal Ove fordi han var musiker — blev idømt 12 års fængsel for drabet. Han var blevet separeret fra Brita, som havde en ny kæreste, benævnt som skolelæreren. To meget velanskrevne journalister fra Danmarks Radio lavede en særdeles omfattende efterforskning, og fandt nye vidner og præsenterede deres resultater i en dokumentarudsendelse i TV 10 år efter dommen og under Pedal Oves afsoning. Enhver, der så udsendelsen fik indtrykket af, at det var skolelæreren, der havde dræbt Brita. Selv om det ikke blev sagt direkte. Den Særlige Klageret behandlede genoptagelsesspørgsmålet mundtligt i Højesterets lokaler og efter 6 måneder besluttede retten med stemmerne 3:2, at sagen skulle genoptages. Den nye nævningesag varede 11 dage med afhøring af 63 vidner og endte med, at Pedal Ove blev frifundet. Han fik senere ca. 9 millioner kr. i erstatning mv. Det bør erindres at han havde afsonet 10 år af straffen.
    Næppe nogen seer af TV-udsendelsen var i tvivl om, at når det ikke var Pedal Ove, som havde myrdet Brita, måtte det være skolelæreren. Han anlagde derfor en injuriesag i Østre Landsret imod Danmarks Radio og de to journalister. Allerede i det første retsmøde pålagde retsformanden skolelærerens advokat at angive ved minuttal, hvornår den beskyldning var fremsat i udsendelsen. Det listige var, at det aldrig blev sagt direkte i udsendelsen, men ingen seer var i tvivl om budskabet. Der var jo kun to mulige gerningsmænd: Pedal Ove og skolelæreren. Som erstatningssagen skred frem ændrede retten nok opfattelse. Efter proceduren foreslog landsretten således et forlig, hvor de sagsøgte erkendte deres retsstridige krænkelse af skolelæreren. Sagen endte herefter med den største erstatning i en dansk injuriesag, incl. renter 440.000 kr. Senere pålagde Højesteret de to DR-journalister også at betale erstatning til enken efter den da afdøde kritiserede kriminalchef, som havde haft ansvaret for efterforsknin-

gen. Fire år senere fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at journalisterne ikke havde haft tilstrækkeligt bevis for deres kritik af kriminalchefen, som havde stået for efterforskningen. Sagen er behandlet særdeles indgående av Michael Teschl.21 : Forfatteren mener, at han har løst gåden ved nye vidneafhøringer, som skal afsløre, at Pedal Ove meget let kan være gerningsmanden. Pedal Ove døde pludselig kort efter bogens udgivelse.

 

6 Analyse
Man kan naturligvis diskutere, om det er bedst med en administrativ myndighed eller en domstol til at afgøre genoptagelsessagerne. Spørgsmålet har ikke være særligt diskuteret i Danmark, hvilket hænger sammen med, at Klageretten også har disciplinær myndighed over dommerne, hvilket klart kræver en domstols uafhængighed. Systemet fungerer efter min opfattelse fint med den sammensætning, som Klageretten har.
    Klageretten behandler stort set alle sager skriftligt. Dommerne aflønnes med et fast beløb pr. sag. Retten kan træde sammen og f.eks. foretage afhøringer af vidner m.fl. Det skete i de første årtier jævnligt, men i min tid som medlem af Klageretten har der ikke været en sag om genoptagelse, som har været behandlet mundtligt i selve Klageretten. Den skriftlige form er særlig praktisk, når nogle af de 5 dommere arbejder uden for København. Den er også praktisk, når alle medlemmerne har et hovedjob, som først skal udføres. Nogle af sagerne er meget omfangsrige og kan især for førstevoterende kræve en del arbejde med at udarbejde resume og indstilling. Dette skal jo udføres uden for almindelig arbejdstid. Reelt vil det med rettens nuværende sammensætning være umuligt i større omfang at behandle sager mundtligt i plenum.
    Rettens medlemmer er udpeget på forskellige tidspunkter, hvilket sikrer kontinuiteten. Som det er anført ovenfor indgives ansøgning til rettens sekretariat, som geografisk er placeret i Højesteret. Her foretages sagsbehandlingen under ledelse af formanden, som er den højesteretsdommer, som er medlem af Klageretten. De fleste sager er indgivet af advokater for de dømte. Ansøgningerne sendes af Klageretten til anklagemyndigheden med henblik på fremsendelse af sagens dokumenter. Rigsadvokaten afgiver sin indstilling til sagens afgørelse. Sagen sendes derefter til et af de menige medlemmer af retten, som afgiver sin indstilling og sender den videre. De 4 menige medlemmer skiftes til at være førstevoterende. Højesteretsdommeren er altid den sidst voterende. I få tilfælde er der fremkommet så nye synspunkter under voteringen, at sagen sendes i en ny voteringsrunde, der så er forløbet rimelig hurtigt, da sagen er kendt for dommerne. Langt de fleste sager afgøres efter første runde, men er der uenighed høres alle igen. Det hænder, at der afgives dissens, men det

 

21 Michael Teschl, Den dag Brita forsvandt, Pedal Ove-sagen, Politikens forlag 2019.

er i forholdsvis få sager. Disse sager vil typisk være sendt i ny voteringsrunde. Efter min opfattelse og opfattelsen hos de kolleger, som jeg har drøftet det med, fungerer denne procesform godt. Den har den smidighed for den enkelte dommer, at vedkommende kan passe arbejdet ind, hvor der er plads. Man kan altid ønske en hurtigere sagsbehandling, men det lader sig næppe gøre. Til gengæld har alle sagsbehandlere mulighed for at sætte sig ordentligt ind også i de omfattende sager.
    Hovedproblemet ved den nuværende ordning er klart, at lovgivningen ikke er revideret for længst. Det er naturligvis uacceptabelt, at man har en lovgivning, som giver et skævt og direkte forkert billede af gældende ret, allerede fordi loven klart giver indtryk af, at byretsdomme ikke kan genoptages. Man skal nærmest være en dårlig jurist for at fortolke reglerne rigtigt.
    Lige så betænkeligt det er, er det opløftende, at anklagemyndigheden — måske rettere rigsadvokaten — på eget initiativ har udviklet en praksis for af egen drift at genoptage de afgørelser, hvor den tiltalte har erkendt sig skyldig og accepteret anklagemyndighedens bødekrav enten ved en vedtagelse i retten eller betaling af et bødeforlæg, ud fra en fortolkning eller udmålingspraksis, som så i en senere lignende sag er blevet forkastet af domstolene. Dogmatikere vil måske hævde, at dette ikke vedrører genoptagelse, da det ikke er domstolenes afgørelse, men den sigtedes egen fejl, at sagen er afgjort som sket. Der er mange af disse sager i forhold til det samlede antal sager for Klageretten. Det er en forældet tro, at hvis borgeren har accepteret en afgørelse, er det hans eget ansvar, da han enten har vedtaget bøden i byretten eller det modtagne bødeforlæg. Med den udvikling, der har været i straffeprocessen, er det meget væsentligt at fastholde, at anklagemyndigheden ikke er en forhandlingspart, men en offentlig myndighed, som har et selvstændigt ansvar for, at den løsning, som den foreslår dommeren eller ved bødeforelæg den sigtede, er i overensstemmelse med gældende ret.
    Det er — som statistikken klart viser — ganske få sager, der i Danmark genoptages efter de formelle regler. Det hænger i et vist omfang sammen med, at det naturligvis er svært for Klageretten at bevise, at den afgørelse, som domstolene med umiddelbar bevisførelse — typisk i to instanser — er nået frem til, er forkert, jfr. de ovenfor nævnte sager. Derimod kan man forholdsvis sikkert gennemgå og ændre de afgørelser, som hviler på en retsopfattelse eller fortolkning, som domstolene i andre sager har forkastet. Det bør pointeres, at anklagemyndigheden som nævnt selv kan foretage ændringen i tilfælde, hvor en bøde er vedtaget uden domstolsbehandling, altså ved bødeforlæg. Men der er ikke nogen lovbestemmelse om dette spørgsmål.