DANSK STRAFFELOVGIVNING ANGÅENDE FORRÆDERI OG ANDENLANDS SKADELIG VIRKSOMHED.
AF
DIREKTØR JOHANNES FAURHOLT.
» Under den tyske besættelse er der i Danmark som i andre lande vokset en dyb harme frem mod dem, som under denne nødssituation er faldet deres land og folk i ryggen ved at tage parti for besættelses magten og virke for den til skade for danske interesser, eller som har udnyttet landets nød til ved besættelsesmagtens hjælp at fremme deres egne interesser. Den almindelige retsbevidsthed kræver, at der nu, da landet atter er frit, under lovlige former gøres op med dem, der har begået sådanne landsforræderiske og landsskadelige handlinger.» Med disse ord indledes de bemærkninger, der ledsagede detlovforslag om tillæg til Borgerlig Straffelov, som fremsattes for Rigsdagen, da den på ny trådte sammen efter Danmarks befrielse, og somer blevet ophøjet til lov d. 1. juni 1945.
En del af de forbrydelser, der bør rammes, vilde være direkte strafbare efter den borgerlige straffelov, navnlig efter kap. 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, og de øvrige måtte i det store og hele omfattes af den analogi af disse bestemmelser, som efter § 1 er tilladt. Det er dog, når forholdene har ændret sig så meget, som tilfældet er, fra hvad straffeloven har forudset, altid noget usikkert, i hvilket omfang domstolene vilde mene at kunne anvende straffebestemmelserne analogisk. Det er derfor, selvom disse forbrydelser allerede er strafbare efter straffeloven eller dens analogi, særdeles ønskeligt at få dette fastslået udtrykkeligt ved en lov, som gør juridisk for tolkning i større omfang overflødig. — Med hensyn til straffensstørrelse vilde de i straffeloven fastsatte strafferammer i almindelighed være for milde overfor de grove og gennem længere tid fortsatte landsforræderiske og landsskadelige handlinger, og det har derfor været nødvendigt at skærpe disse strafferammer, så at de kommer i bedre samklang med den almindelige retsbevidsthed.
Grunden til, at den borgerlige straffelov på dette område langt fraer tilfredsstillende, må søges i de særlige forhold under besættelsen. Opstår der under normale forhold trang til, at visse handlinger, der