SIKRINGSBESTEMMELSERNE AV 1929 I DEN NORSKE STRAFFELOV SAMMENLIGNET MED ÆLDRE RET.
AV
PROFESSOR JON SKEIE, Oslo.
Den norske straffelov av 22 mai 1902 medførte, i sammenligning med kriminalloven av 20 august 1842, paa de fleste omraader en meget væsentlig reduktion i det vern for samfundet, som ligger i straffens fuldbyrdelse. Jeg sigter da ikke til den forandring, at dødsstraffen blev ophævet; idømt dødsstraf blev aldrig fuldbyrdet i Norge efter 1875. Heller ikke tænker jeg paa den nedsættelse av frihetsstraffens varighet, som lovgiveren har tilkjendegit derved, at maximum er sænket i mange straffebestemmelser; domstolerne anvendte i regelen heller ikke under den gamle lov den længste frihetsstraf, som loven gav adgang til. Den store forskjel mellem den gamle og den nye ordning ligger i reglerne om straffens minimum, særlig i gjentagelsestilfælde, i bestemmelserne om utilregnelighet og om straffenedsættelse paa grund av formindsket tilregnelighet.
A. Loven av 1842 hadde 8 (almindelige) strafarter: dødsstraf; strafarbeide i 5 grader, nemlig (1) paa livstid, (2) 9—12 aar, (3) 6—9 aar, (4) 3—6 aar, (5) 6 maaneder—3 aar; fængsel (arrest: 32—240 dager, fængsel paa alm. fangekost: 16—120 d., f. paa vand og brød: 4—30 d.); bøter. Ved lov av 3 juni 1874 blev den livsvarige frihetsstraf sat i en klasse for sig og som første grad i systemet av tidsbestemt straf blev isteden indført strafarbeide fra 12 til 15 aar.
For mange grovere forbrydelser er straffen absolut bestemt, nemlig til dødsstraf eller livsvarig strafarbeide. De fleste straffetrusler gir vistnok dommeren en utmaalingsfrihet; men den er som regel skarpt begrænset. Mange bestemmelser angir bare én grad tidsbestemt straf. De aller fleste opstiller to, f. eks. strafarbeide i anden eller tredje grad. For valget mellem disse gir
loven imidlertid (kap. 6 § 4) et bestemt direktiv: Den strafart, som er først nævnt, er den principale; dersom den først nævnte er strengest f. eks. strafarbeide i 2den eller 3die grad, kan dommeren ikke gaa under det heri angivne lavmaal (i det nævnte eksempel 9 aar), medmindre særdeles formildende omstændigheter er tilstede; er den mildeste straf sat i spidsen, maa særdeles skjærpende omstændigheter godtgjøres, forat dommeren skal anvende en straf, som ligger indenfor den strengere grads omraade. Dersom en straffetrusel angir flere end to arter, har dommeren frit valg; men av saadanne bestemmelser er der meget faa i loven.
For flere grupper av de hyppigste forbrydelser opstiller loven bestemte og strenge regler om straffeskjærpelse i gjentagelsestilfælde. Saaledes for tyveri (kap. 19) og røoveri (kap. 20). Straffen for første gangs simpelt tyveri er fængsel eller strafarbeide i 5te grad, for indbrud i tyveri-hensigt: strafarbeide i 4de eller 5te grad eller fængsel, for indbruds- og andet grovt tyveri: strafarbeide i 3die, 4de eller 5te grad. Hvis den, som gjør sig skyldig i tyveri eller indbrud, tidligere har været dømt for en saadan forbrydelse eller for røveri, »belægges han med straf av den art, der i strenghed staar saa mange grader over den straf, han ellers vilde have forskyldt, som antallet av de ham for deslige forbrydelser övergångne domme»; dog maa skjærpelsen ikke stige til dødsstraf (kap. 19 § 7). Tilsvarende regel gjælder, naar nogen gjør sig skyldig i røveri, efteråt han har været dømt enten for røveri eller for tyveri (kap. 20 § 7). Ved en lov av 9 juni 1866 blev straffen for tyveri i gjentagelsestilfælde væsentlig mildnet. Men ogsaa efter denne lov kan den stige til livsvarig strafarbeide, nemlig »naar den sidst begaaede forbrydelse i og for sig egner sig til strafarbeide og derhos a. i tilfælde af, at simpelt tyveri er begaaet, den skyldige forhen har været dømt mindst 5 gange, b. i tilfælde af, at grovt tyveri eller inbrud er begaaet, den skyldige forhen har været dømt mindst 4 gange».
Loven bestemmer i kap. 7: »De handlinger er straffrie, som forøves av galne eller afsindige eller af dem, hvem forstandens brug ved sygdom eller alderdomssvaghed er berøvet» (§ 2). »Er nogen uden egen skyld kommen i bevidstløs tilstand, straffes han ei for de gjerninger, som han i saadan tilstand forøver» (§ 3).
Loven angir i kap. 6 § 1 de omstændigheter, som dommeren
»fornemmelig» skal ta hensyn til ved straffens fastsættelse, deriblandt den »større eller mindre tilregnelighet». Men dommeren kan ikke av disse grunde gaa utenfor straffetruslens ramme.
Ved den allerede før nævnte lov av 3 juni 1874 blev straffen for mange forbrydelser betydelig mildnet. Men loven har fremdeles det foran angivne system.
B. Efter indførelsen av den nye rettergangsmaate i straffesaker (juryloven av 1 juli 1887) blev der ved lov av 29 juni 1889 og lov av 28 juni 1890 midlertidig foretat en partiel revision av strafferetten — i det væsentlige overensstemmende med forslag herom fra den kommission, som var opnævnt i 1885 med det opdrag at utarbeide en ny straffelov. Allerede i disse noveller finder vi tildels meget videre utmaalingsrammer end i den ældre lov. Som eksempler kan nævnes: Straffen for mened var efter loven av 1842 strafarbeide i 2den eller 3die grad, efter loven av 1874 str. arb. i 3die eller 2den gr., efter loven av 1889 str. arb. i 5te, 4de, 3die eller 2den grad. Straffen for grov legemsbeskadigelse (forsætlig) var efter loverne av 1842 og 1874 str. arb. i 2den eller 3die grad, efter loven av 1889 str. arb. i 4de, 3die eller 2den grad. Straffen for grovt tyveri var efter loverne av 1842 og 1874 str. arb. i 3die, 4de eller 5te grad, efter loven av 1889 str. arb. i 3die, 4de eller 5te grad eller fængsel.
Loven av 1902 sætter et minimum for enkelte misgjerninger, saaledes 6 aar for drap, 2 aar for grov legemsbeskadigelse, 1 aar for voldtægt, 3 aar for kvalificeret ran. Men i de fleste av de straffebestemmelser, som er av praktisk betydning, gjælder intet andet minimum end lovens almindelige lavmaal for fængsel og hefte (som principal straf), nemlig 21 dage. Og der synes idethele ikke at være noget princip i straffesatserne. I enkelte bestemmelser har loven relativt snevre strafferammer, som minder om systemet i den gamle lov; saaledes er straffen for mytteri (paa handelsskib) 4 maaneder til 4 aar; den er 6 maaneder til 6 aar for hæleri, som er drevet sedvansmæssig. Paa den anden side er der talrike straffetrusler, som har rammen 21 dager—6 aar, 21 dager—8 aar, 21 dager—10 aar; og vi finder endog straffesatsen: fængsel fra 21 dager indtil paa livstid. »Med fængsel indtil paa livstid straffes den, der tilsætter gjenstande, bestemte til almindelig brug eller forhandling, gift eller andre saadanne stoffe, at gjenstanden ikke kan bruges efter sin bestemmelse uden at volde menneskers død eller ødelægge helbreden, eller
som volder, at iøvrigt forgiftning, der medfører almindelig fare for liv eller helbred, finder sted, eller som medvirker hertil». De ter uten videre klart, at der i straffesatser som disse sidste ikke ligger nogen veiledning for dommeren angaaende strafutmaalingen. Og flere av de straffeminima, som loven sætter i andre bestemmelser, maa likefrem vildlede ham. Naar en mand ved nattetid i beboet rum med magt tilvender sig f. eks. et ur, straffes han med fængsel fra 3 til 15 aar, dersom han har indsneket sig i rummet eller har banet sig adgang dertil ved indbrud, ved dirik eller falsk nøkkel, ved stige eller andet særlig redskap. Dersom han voldtar en kvinde, er minimumsstraffen bare 1 aar.
Loven forhøier maksimumsstraffen for tyveri i gjentagelsestilfælde; men der gjælder intet minimum, om tiltalte f. eks. i løpet av de sidste 10 aar har været dømt og straffet 10 gange for grovt tyveri.
Følgen av lovens ubestemthet og uklarhet i spørsmaalet om straffens størrelse er for det første blit den, at strafutmaalingen er blit yderst variabel. I en skriftlig proces, hvor høiesteret prøver ogsaa bevisvurderingen i skyldspørsmaalet og i regelen har det samme materiale at bygge paa som underinstansen, kunde sedvanen muligens ha utviklet en standard for strafutmaalingen, som hadde git straffetruslerne en nogenlunde bestemt mening. Under den mundtlige rettergangsordning, som blev indført ved jury-loven av 1887, maatte dette paa forhaand ansees udelukket.
Følgen av den nye ordning blev videre den, at straffen for grovere forbrydelser blev reduceret meget sterkt; forsaavidt kan der nok siges at være en viss ensartethet.
Baade ulikheten og nedsættelsen i strafanvendelsen viste sig særlig klart i utmaalingen av straf for voldtægt og sedelighetsforbrydelser mot barn. Retspraksis paa dette omraade vakte da ogsaa likefrem forfærdelse.
Lovens regler om tilregnelighet og formindsket tilregnelighet øket sterkt usikkerheten. En tiltalt kan efter lovens § 44 bli helt frikjendt, ikke bare paa grund av sindssygdom og bevisstløshet, men ogsaa paa grund av »mangelfuld utvikling av sjælsevnerne eller svækkelse eller sykelig forstyrrelse av disse». Og dersom han var i en tilstand av denne art, men »ei i saa høi grad, at strafskyld udelukkes», kan dommeren — heter det i lovens § 56 — »nedsætte straffen under det for handlingen bestemte lavmaal og til en mildere strafart». De faa straffeminima
av praktisk betydning, som loven indeholder, blir med andre ord uvirksomme netop overfor mange av de farligste forbrydere.
Loven bestemmer rigtignok i § 39: »Naar retten finder, at en tiltalt, der enten frifindes eller i henhold til... § 56 idømmes nedsat straf, er farlig for retssikkerheten paa grund af utilregnelighed eller formindsket tilregnelighed, kan den beslutte, at han efter øvrigehedens nærmere bestemmelse bliver at anvise eller forbyde et bestemt opholdssted eller — forsaavidt dertil efter almindelige forskrifter, utfærdigede av Kongen eller den, han dertil bemyndiger, er adgang — at anbringe i sindssygeasyl eller kur- eller pleieanstalt eller arbeidshus. Den trufne forholdsregel bliver igjen af vedkommende regjeringsdepartement at ophæve, naar den efter indhentet lægeerklæring ikke længere findes nødvendig.» — I § 65 gir loven anvisning paa en tillægsstraf overfor en tiltalt, som har gjort sig skyldig i flere, nærmere angivne grovere forbrydelser, saafremt han »maa ansees særlig farlig for samfundet eller for enkeltes liv, helbred eller velfærd».
Ingen av disse bestemmelser fik imidlertid nogen nævneværdig anvendelse. Fra lovens ikrafttræden 1 januar 1905 til utgangen av 1924 blev tillægsstraf efter § 65 anvendt to gange (i 1914 mot en bekjendt indbrudstyv, og i 1921 for voldtægt i gjentagelsestilfælde og for utugtig omgjængelse med barn under 13 aar). I samme tyve-aarsperiode blev § 39 anvendt paa ialt 24 personer (derav en kvinde); de blev indsat i arbeidshus. Andre sikringsmidler blev ikke anvendt.
Der er flere aarsaker til den ringe anvendelse. Først og fremst den maate, hvorpaa de materielle betingelser er formet: Betegnelsen i § 39: at tiltalte er »farlig for retssikkerheten», vækker forestillingen om en person, som nærsagt sætter hele samfundets sikkerhet i fare. Og saaledes er det ene av de to alternativer likefrem uttrykt i § 65. Betegnelsen forutsætter evner eller materielle hjælpemidler, som retten sjelden vil finde godtgjort. Av de forbrydelser mot enkelte, som særlig gjør en langvarig sikring nødvendig, er jo tyverier de hyppigste. Bare grovt tyveri er imidlertid medtat i opregningen av de forbrydelser, som begrunder anvendelse av § 65; og loven sætter som betingelse, at tiltalte maa ansees farlig (og endog særlig farlig) for enkeltes
»velfærd». Der har i de sidste 60—70 aar neppe været nogen indbrudstyv i Norge, som kan tillægges en saadan betydning.
En anden aarsak til den ringe anvendelse av § 65 er den processuelle regel, at den heromhandlede straf ikke kan idømmes, medmindre lagretten har bekræftet, at de angivne betingelser er tilstede. Og hertil kræves 7 av 10 stemmer.
De sikringsmidler, som loven gir anvisning paa i § 39, kan besluttes ogsaa av forhørsretten (embedsdommeren alene), naar tiltalte har avgit uforbeholden tilstaaelse og samtykket i forhørsrettens paadømmelse, og ellers av meddomsretten (embedsdommeren og 2 lægmænd) ved stemmeflerhet; men domfældte kan begjære fornyet behandling ved lagmandsret, naar han negter den gjerning, som skulde begrunde anvendelsen av sikringsmidlerne. Og i lagmandsretssaker maa betingelserne ogsaa i dette tilfælde fastsættes av lagretten. — Overfor sindssyke er der i de fleste tilfælde ikke adgang til at opnaa dom for sikringsmidler. Et krav herom kan nemlig efter loven av 1902 bare fremsættes ved straffesak. Naar der er grund til at tro, at en misgjerningsmand, f. eks. en ildspaasætter, drapsmand, voldtægtsforøver eller barneskjænder, ikke er normal, blir han indlagt til mental-undersøgelse. Gaar erklæringen ut paa, at han er sindssyk, skal straffesak ikke reises.
C. Den komité, som i 1922 blev opnævnt til en partiel revision av straffeloven, foreslog i sin første indstilling av 1925 bl. a. en forhøielse av mindstestraffen for voldtægt og sedelighetsforbrydelser mot barn; en ny bestemmelse om utilregnelighet, som begrænser denne til sindssygdom og bevisstløshet; en ny regel om ansvar for handlinger, foretagne i en bevisstløshet, som er fremkaldt ved beruselse (§ 45 jfr. § 56 nr. 2); en ny regel i § 56, som udelukker straffenedsættelse paa grund av inferiøritet; nye bestemmelser om utsættelse paa prøve av straffens fuldbyrdelse og nye forskrifter om sikringsmidler. En del av forslaget (nemlig om ændringer i lovens 19de kapitel angaaende sedelighetsforbrydelser) blev vedtat i 1927, resten ved lov av 22 februar 1929. Der blev gjort enkelte forandringer i komitéforslaget.
I. Bestemmelserne i § 65 om tillægsstraf som sikringsmiddel er ophævet. Efter den reviderte lov kan eller skal dommeren gi paatalemyndigheten ret til i sikringsøiemed a. at anvise eller forby gjerningsmanden et bestemt opholdssted; b. at stille ham under opsigt av politiet eller en dertil særlig opnævnt tilsyns-
mand og paalægge ham at melde sig for politiet eller tilsynsmanden til visse tider; c. at forby ham at nyde alkoholholdige varer; d. at anbringe ham i betryggende privat forpleining; e. at anbringe ham i sindssykeasyl, kur- eller pleieanstalt eller arbeidshus, saafremt der er adgang hertil efter almindelige forskrifter, utfærdiget av Kongen; f. at holde ham i fængslig forvaring (se § 39 nr. 1 a—f). Ingen av disse forholdsregler er straf. Men de kan bare anvendes i henhold til dom. Og retten skal i alle tilfælde fastsætte en længstetid, utover hvilken de ikke maa vare, medmindre den senere træffer ny beslutning derom (se § 39 nr. 3, 2 led og § 39 a nr. 1, 2 led). Av de under a—d næevnte midler kan flere anvendes samtidig.
II. De materielle betingelser for anvendelse av saadanne sikringsmidler er fastsat i § 39 nr. 1 og 2 og § 39 a nr. 1.
Lovens § 39 nr. 1 bestemmer: »Hvis en ellers strafbar handling er foretat i sindssygdom eller bevisstløshet, eller en strafbar handling er begaat i bevisstløshet, som er en følge av selvforskyldt rus (§ 45) eller under en forbigaaende nedsættelse av bevisstheten eller av en person med mangelfuldt utviklede eller varig svækkede sjælsevner, og der er fare for, at gjerningsmanden paa grund av en saadan tilstand atter vil foreta en handling som foran nævnt, kan retten beslutte, at paatalemyndigheten i sikringsøiemed skal a. anvise eller forby ham et bestemt opholdssted» o. s. v. I § 39 nr. 2 foreskriver loven, at retten skal beslutte anvendelse av de foran nævnte sikringsmidler, naar der paa grund av en saadan tilstand som angit i nr. 1 er fare for, at gjerningsmanden vil foreta en eller anden av de grovere misgjerninger, som loven opregner, deriblandt ildspaasættelse og andre almenfarlige handlinger, voldtægt eller visse andre sedelighetskrænkelser, grov legemsbeskadigelse eller drap, grovt tyveri, ran eller ødelæggelse av store eiendomsværdier. — Efter begge de her nævnte bestemmelser kan retten angi, hvilket av de foran under 1 a—f nævnte sikringsmidler skal anvendes (§ 39 nr. 4).
I § 39 a nr. 1 gir den reviderte lov regler for det samme tilfælde, som den oprindelige lov omhandlet i § 65, nemlig at en tilregnelig gjerningsmand har gjort sig skyldig i flere av de forbrydelser, som er opregnet i § 39 nr. 2. Naar retten finder grund til at anta, at han paany vil begaa nogen forbrydelse av de her nævnte slags, skal den beslutte, at han, efteråt straffen
helt eller delvis er avsonet, skal holdes i forvaring (se § 39 nr. 1 f.), saalænge det findes paakrævet. »Er tiltalte en person med mangelfuldt utviklede eller svækkede sjælsevner, kan retten bestemme, at der istedenfor straf og forvaring efter denne paragraf skal anvendes sikringsmidler efter § 39; saadan bestemmelse kan ogsaa straffes av vedkommende departement» (§ 39 a nr. 2).
Det er, som man vil se, ogsaa i det her nævnte tilfælde overtatt til rettens skjøn at avgjøre, om en grund til anvendelse av sikringsmiddel er tilstede. Straffelovkomitéen foreslog ved siden av denne regel en bestemmelse om gjentagelse. Efter denne skulde forvaring ubetinget anvendes paa den, som gjør sig skyldig i voldtægt eller utugt med barn, efterat han tidligere har været straffet for en av disse forbrydelser. Likesaa skulde dommen lyde paa forvaring, naar tiltalte blir dømt for underslag, for almindelig eller grovt tyveri eller for hæleri, forøvet efterat han for en saadan forbrydelse har været straffet med fængsel enten mindst 3 gange og tilsammen mindst 3 aar, eller mindst 6 gange. Det var komitéens mening, at man ved den sidstnævnte iterationsregel straks vilde »kunne samle mesteparten av de professionelle tyver og hælere og sætte dem til arbeide istedenfor at la dem gaa omkring som plagsomme snyltere». »Mange tyver viser sig forøvrig at være eller efterhvert at bli farlige ogsaa for den personlige sikkerhet». Mot denne interneringsregel blev der imidlertid reist en sterk opposition bl. a. fra en advokat, som var offentlig forsvarer ved Oslo meddomsret. Den blev ikke optat i Justisdepartementets proposition og kom heller ikke med i loven.
III. Ifølge den reviderte lovs § 39 nr. 1 kan myndigheten anlægge sak efter § 39 uten at paastaa straf, saalænge adgangen til at reise straffesak ikke er forældet. Den kan med andre ord i dette øiemed anlægge sak ogsaa mot en sindssyk gjerningsmand. Er han anbragt i sindssykeasyl, uten at retten før hans indlæggelse har behandlet spørsmaalet om sikringsmidler, »skal paatalemyndigheten varsles, før utskrivning besluttes, og utskrivning maa ikke iverksættes, før der har været anledning til at faa rettens avgjørelse om yderligere forholdsregler overensstemmende med denne paragraf. Gjerningsmanden maa dog ikke i paavente herav tilbakeholdes i asylet i mer end 3 maane-
der, efterat asyldirektøren har varslet paatalemyndigheten om, at han vil bli erklæret helbredet» (se § 39 nr. 6).
»Er der under en straffesak ikke truffet nogen avgjørelse om sikringsmidler efter § 39 eller § 39 a, kan paatalemyndigheten, naar særlige grunde foreligger, indbringe dette spørsmaal for retten inden ett aar, efterat straffen er avsonet» (§ 39 b nr. 2).
En begjæring, som bare omfatter sikringsmidler, skal i alle tilfælde fremsættes for herreds- og byretten som første instans (§ 39 b. nr. 1 sidste p. og nr. 2 sidste p.). Ogsaa en saadan sak behandles imidlertid efter straffeprocessens regler.
Før retten træffer beslutning om sikringsmidler efter § 39 nr. 1 eller nr. 2, skal der som regel indhentes erklæring fra en sakkyndig læge.
Straffelovkomitéen foreslog, at det i lagmandsretssaker er retten (de tre embedsdommere), som selvstændig avgjør, om sikringsmidler skal anvendes istedenfor eller ved siden av straf; dette forslag blev fulgt i den kgl. proposition. I Stortinget blev der imidlertid flertal for den gamle kompetence-regel: »I lagmandsretssaker kan sikkerhetsforholdsregler ikke besluttes, uten at lagretten med mere end 6 stemmer har bekræftet, at betingelserne efter § 39 nr. 1 og 2 eller § 39 a nr. 1 er tilstede» (§ 39 b nr. 3, 2 led).
Baade naar en domstol bestemmer, at sikringsmidler skal anvendes, og naar den avslaar en begjæring herom, skal avgjørelsen træffes ved dom (§ 39 b. nr. 3, 1 led).
IV. Om iverksættelsen av en sikringsdom gir loven forskrifter i § 39 nr. 3, 4 og 5 og i § 39 a nr. 3 og 4.
Naar retten beslutter sikring i henhold til lovens § 39 nr. 1 eller nr. 2, kan den som nævnt foreskrive, hvilket av de midler, loven gir anvisning paa i § 39 nr. 1, eksekutivmagten skal anvende.
Dersom retten ikke har avgjort noget herom, er det paatalemyndigheten, som i første omgang træffer et valg mellem disse sikringsmidler.
Men forøvrig har loven henlagt avgjørelsesmyndigheten »til vedkommende departement», d. v. s. Justisdepartementet.
Naar dommen lyder paa straf og sikring eller bare sikring i henhold til § 39 nr. 1 og 2, kan departementet bestemme: at en ilagt straf skal bortfalde, naar sikringsmidler anvendes; at ogsaa en sikring skal ophore, eventuelt før den av retten fastsatte
længstetid er ute; at en indstillet sikring skal gjenoptages, og at et sikringsmiddel skal ombyttes med et andet. Før departementet indstiller en sikring, skal det som regel indhente erklæring fra en sakkyndig læge. Ogsaa under anvendelsen av et sikringsmiddel bør departementet søke raad hos en saadan læge.
Naar sikringsdommen er avsagt i henhold til § 39 a nr. 1, kan departementet for det første træffe den avgjørelse, som principalt er tillagt retten: nemlig at der overfor en domfældt, som har svækkede eller mangelfuldt utviklede sjælsevner, istedenfor straf og forvaring efter § 39 a bare skal anvendes sikring efter § 39. — Og om domfældte er en fuldt tilregnelig person, kan departementet altid bestemme, at han skal overføres fra straffefængsel til forvaring, naar mindst en tredjedel av den idømte straf er avsonet. Videre kan det løslate domfældte paa prøve, (1) naar den idømte straf er avsonet, (2) eller den avsonede straf og en efterfølgende forvaring tilsammen har været av mindst samme varighet som den idømte straf. Som vilkaar for løsladelsen kan departementet anvise eller forby ham et bestemt opholdssted (jfr. § 39 nr. 1 a.), paalægge ham at melde sig for politiet eller en opnævnt tilsynsmand (b), forby ham at nyde alkohol (c) og paalægge ham at betale en efter hans evne avpasset erstatning og opreisning til fornærmede. Løsladelsen blir endelig, saafremt domfældte opfylder de vilkaar, som maatte være sat, og han i de første 5 aar ikke gjør sig skyldig i nogen forsætlig forbrydelse. — I det tilfælde, at en straf fuldbyrdes bare delvis, betragtes den som utstaat paa den tid, domfældte blir løslatt fra forvaring uten at bli gjenindsat.
Departementet kan bestemme, at en gjerningsmand, som ikke er norsk statsborger, skal utvises istedenfor at underkastes sikring (se § 39 nr. 7 og § 39 a nr. 6).
V. Straffelovkomitéen foreslog, at der skulde organiseres en fængselsret. Denne skulde for det første ha samme myndighet som den, lovens §§ 39 og 39 a har tillagt departementet, og desuten fatte beslutning om løsladelse paa prøve og om fornyet indsættelse efter fengselslovens §§ 21—24, 56 og 57. Komitéens forslag herom blev ikke optat i den kgl. proposition eller i loven. Der er imidlertid efter lovens ikrafttræden uttalt sterke ønsker om indførelse av en saadan institution, bl. a. av flere kjendte psykiatrikere i et møte vaaren 1930 og av Riksadvokaten i en skrivelse til Justisdepartementet av 17 september 1930.
VI. De nye bestemmelser traadte ikraft 23de mars 1929. Den nye lov indeholder følgende overgangsbestemmelse (i avsnit II): »Paa grund av handlinger, som er foretatt før denne lovs ikrafttræeden, kan andre sikringsmidler end anbringelse i sindssykeasyl, kur- eller pleieanstalt ikke anvendes, medmindre der ogsaa efter den paa handlingstiden gjældende lovgivning var adgang hertil. — Er endelig dom avsagt før lovens ikrafttræden, kan retten i en sak, anlagt efter § 39 b nr. 2, ikke beslutte anvendelse av andre sikringsmidler end anbringelse i sindssykeasyl, kur- eller pleieanstalt.»
VII. 1. Ved kgl. resolution 14 juni 1929 blev Justisdepartementet bemyndiget til at gi nærmere regler om de i straffelovens §§ 39 og 39 a omhandlede sikkerhetsforholdsregler. I henhold hertil har departementet først git endel almindelige direktiver til paatalemyndigheten i skrivelse av 23. 9. 1929 og derefter 27. 1. 1930 utferdiget forskrifter om sikringsmidler mot sindssyke og 23. 12. 1930 reglement angaaende forvaringsfanger efter § 39 a.
2. Har sigtede inden retten avgit en uforbeholden tilstaaelse, kan en sak paadømmes av forhørsretten uten opnævnelse av forsvarer, naar han samtykker deri, selv om forbrydelsen er av den art, at indtil 10 aars fængsel kan anvendes (straffeproceslovens § 21). I den første tid blev adgangen dertil benyttet ogsaa i tilfælde, hvor paatalemyndigheten kræver anvendelse av sikringsmidler. Men i en rundskrivelse til statsadvokaterne av 11. 10. 1930 har Riksadvokaten uttalt, at isaafald bør paatalemyndigheten — trods tilstaaelsen — indbringe saken til (kontradiktorisk) hovedforhandling ved meddomsret, og at der da altid bør opnævnes forsvarer for tiltalte.
VIII. De nye sikringsforskrifter har allerede været anvendt i et betydelig antal tilfælde. De efterfølgende oplysninger herom er meddelt mig av Riksadvokaten, Haakon Sund.
Fra mars 1929 til utgangen av aaret 1930 blev der avsagt sikringsdom mot ialt 171 personer.
1. Derav er 61 personer dømt til at underkastes sikring efter § 39 d. v. s. paa grund av sindssygdom eller en anden abnorm psykisk tilstand.
Den handling, som begrundet sikringsdommen, var i 26 tilfælde en sedelighetskrænkelse; nemlig i 3: voldtægt, i 6: utugtig omgjængelse med barn under 14 aar, i 2: utugtig omgjængelse
med barn under 16 aar, i 14: utugtig adfærd (§ 212), i ett pæderasti; i 5 legemskrænkelse, derav 2 legemsfornærmelser (§ 228), 1 legemsbeskadigelse (§ 229) og 2 grove legemsbeskadigelser (§ 231); i 4: trusler (§ 227); i 3: beskadigelse av fremmed eiendom (§§ 291 og 292); i 3: bedrageri (§ 270). Av de tre øvrige misgjerninger var den ene vold mot offentlig tjenestemand (§ 127), den anden indbrud (§ 147), den tredje paaførelse av kjønssygdom ved legemlig omgjængelse (§ 155).
I 15 tilfælde lyder dommen bare paa sikringsmidler. Den straf, som i de andre 46 tilfælde er idømt, varierer fra 30 dage til 4 aar. Den i dommen fastsatte længstetid for sikringen (uten ny beslutning av retten) er i ett tilfælde 1 aar, i to er den 2 aar, i otte: 3 aar, i ett: 3 1/2 aar, i 41: 5 aar, i tre: 6 aar, i tre: 10 aar og i to: 20 aar.
Sikringsmidlets art er bare i 16 tilfælde fastsat av domstolen; i de andre er valget overlatt til paatalemyndigheten. I 35 tilfælde er sikringsmidlet blit: anbringelse i sindssykeasyl, kur- eller pleieanstalt eller arbeidshus (§ 39 nr. 1 e). Bare i ett tilfælde lyder dommen paa fængslig forvaring (se § 39 nr. 1 f.); denne dom er appelleret av paatalemyndigheten til gunst for domfældte; efter paatalemyndighetens valg er forvaring ikke anvendt.
Av de domfældte er én født i 1856, 5 i tiden 1861—70, 6 i 1871—80, 7 i 1881—85, 5 i 1886—90, 4 i 1891—95, 6 i 1896—1900, 11 i 1901—05, 11 i 1906—10, 5 i 1911—15.
2. I 110 tilfælde er sikring besluttet efter lovens § 39 a. I 99 av disse var (hoved-) forbrydelsen grovt tyveri (§ 261), i ett: forberedelse til indbrudstyveri ved sprængstof (§ 161), i 4: ran (§ 267); i 5 tilfælde var den sedelighetskrænkelse (nemlig utugtig omgjængelse med barn under 14 aar: 1, med barn under 16 aar: 1, utugtig adfærd: 3); i ett tilfælde var gjerningen grov legemsbeskadigelse. Den sikring, § 39 a foreskriver er, som før nævnt, i alle tilfælde (fængslig) forvaring (medmindre retten eller departementet beslutter, at domfældte paa grund av svækkede eller mangelfuldt utviklede sjælsevner skal behandles efter § 39). Forvaringens længstetid blev i én dom sat till 1 1/2 aar, i to domme til 2 aar, i 13 til 3 aar, i tre til 4 aar, i 90 til 5 aar, i én til 6 aar. Straffetiden varierer fra 120 dager til 8 aar. I ett tilfælde blev straf ikke idømt.
To av de domfældte er født i aarene 1866—70, 4 i 1876—80,
3 i 1881—85, 11 i 1886—90, 16 i 1891—95, 29 i 1896—1900, 32 i 1901—05, 12 i 1906—10, en i 1911—15.
Riksadvokaten har antat, at forvaring paa grund av gjentat tyveri som regel kun bør anvendes i tilfælde, hvor domfældte tidligere har avsonet straf i landsfængsel. Han har i overensstemmelse hermed appelleret en forhørsretsdom til gunst for domfældte (se Norsk Retstidende 1930 s. 887).
Ifølge en skrivelse av 17. 9. 1930 fra Ridsadvokaten til Justisdepartementet har antallet av forvaringsdomme efter § 39 a »hat en avgjort synkende tendens fra maaned til maaned».
»Da forvaringsbestemmelsen selv» — uttaler Riksadvokaten videre — »endnu ikke kan ha bevirket nogen nævneværdig nedgang i antallet av de personer, som er i frihet eller sættes i frihet og paa hvem forvaringsbestemmelsen kan komme til anvendelse, maa vistnok nedgangen tilskrives, at domstolene er blitt mere tilbakeholdne, naar det er spørsmaal om at beslutte efterforvaring. Dette stemmer forøvrig med mit almindelige indtryk.» Ved siden av den større tilbakeholdenhet hos domstolerne, maa dog vistnok ogsaa en anden aarsak nævnes: Utsigten til en langvarig internering som tillæg til de ofte kortvarige straffe har sat en meget stor skræk i forbryderverdenen, og det er vel sandsynlig, at denne skræk i nogen grad har avholdt fra nye forbrydelser.