Den i Danmark den 6. April 1906 stadfæstede Lov om Køb indeholdt for Danmarks Vedkommende ikke mange nye Retsregler, idet Lovens Bestemmelser i det væsentlige var overensstemmende med, hvad der allerede var gældende Ret i Henhold til Sædvane og Praksis. Selv om Loven saaledes i vidt Omfang var en Lovfæstelse

 

KÖPLAGEN I TILLÄMPNING ETT KVARTS SEKEL. 125af allerede gældende Ret, er det af stor Betydning, at de for et saa vigtigt Retsomraade gældende Normer har opnaaet Lovgivningsmagtens udtrykkelige Sanktion, og særligt er det af Vigtighed, at de navnlig for Handelskøb saa betydningsfulde Regler om Reklamation er fastslaaede gennem de i Loven indeholdte detaillerede Bestemmelser.
    I det hele er Købeloven kendetegnet af en vis Bredde i Fremstillingen, der letter Benyttelsen for Lægmanden, som søger Oplysning om den gældende Ret vedrørende Lovens Emne.
    Dog er Reglerne om Vanhjemmel (Hemulsskyldighel) meget knapt behandlet i Lovens § 59. Bestemmelsen omhandler kun oprindelig Adkomstmangel, og dertil kommer, at Bestemmelsen formentlig er for snævert formuleret, naar den kun nægter Køberen Erstatning, hvis denne ved Købets Afslutning var i ond Tro, idet der næppe heller bør tilkomme Køberen Erstatning, hvis han uden at kende Sælgerens Adkomstmangel var paa det rene med, at Sælgeren ikke kunde indestaa for Adkomstens Lovlighed, f. Eks. hvor en Person paa Auktionsstedet afkøber en anden en Ting, paa hvilken denne har faaet Hammerslag, jfr. Tore Almén: Om Köp och Byte, 2' Oplag Side 264, Note 32. Da man antagelig ad Fortolkningens Vej kan naa til den rigtige Afgørelse, er der dog næppe Anledning til at ændre Købelovens Bestemmelse paa dette Punkt.
    Paa ét Omraade laa det nær at befrygte, at Tiden kunde være løbet fra de i Købeloven indeholdte Bestemmelser, nemlig for saa vidt angaar den internationalt prægede Distancehandel.
    Saavidt Forfatteren af nærværende Linier bekendt har der dog kun én Gang i dansk Retspraksis rejst sig Tvivl i saa Henseende.
    Et dansk Firma havde af et Firma i Chikago, U. S. A., købt et Parti Varer paa Vilkaar Afskibning i Januar. Den 16. Januar blev Partiet af Sælgeren i Omaha indladet i Banevogn pr. kombineret Jernbane- og Skibskonnossement, og i Februar Maaned blev Partiet indladet i Damper i Philadelphia. Køberen annullerede Partiet som for sent afskibet, men Sælgeren protesterede mod Annullationens Berettigelse under Anbringende af, at »Januar Afskibning» havde fundet Sted ved Indladning i Banevogn pr. kombineret Jernbane- og Skibskonnossement. I Sælgerens Faktura var det da ogsaa anført, at Partiet var »shipped on 16/1».
    Ved Sø- og Handelsrettens Dom fandtes Køberen at have været berettiget til at annullere paa Grund af for sen Afskibning, da det ikke var oplyst, at der efter Sædvane i den paagældende Branche hersker en særlig Forstaaelse af Udtrykket »Afskibning», og dette Udtryk derfor maatte forstaas overensstemmende med sædvanlig Sprogbrug som Indladning i Skib, jfr. Købelovens § 69.
    I Sagen blev afgivet dissentierende Votum, idet en af Dommerne voterede for, at Annullationen kendtes uberettiget, da Varen, der var solgt af et amerikansk Firma, der havde Sæde inde i Landet, var afsendt fra Produktionsstedet indenfor den stipulerede Frist, og der ikke var betinget nogen Afsendelsestermin fra Søhavn.

 

126 H. E. KÜHL — HERMAN LIE.    Ved Højesteret blev Sø- og Handelsrettens Dom stadfæstet, Højesteretstidende 1922 Side 505, og Højesteret var saaledes enig i, at »Afskibning» maatte forstaas som enstydigt med Indladning i Skib overensstemmende med Købelovens § 69.
    Efter de ved Sø- og Handelsretten indvundne Erfaringer findes Købeloven stadig at være tidssvarende, og der er formentlig ingen Trang til nu at gøre Ændringer i eller Tilføjelser til dette fortræffelige Lovarbejde.

Kühl.