DOMSMÆND I DANSK STRAFFERETSPLEJE.
AF
PROFESSOR STEPHAN HURWITZ.
I Juli 1939 holdt den danske Domsmandsinstitution Toaars-Jubilæum, og man kan nu begynde at danne sig et Skøn over dens Virkemaade i Praksis. Herom skal der i det følgende fremsættes nogle Bemærkninger. Til Orientering for svenske Læsere skal dog først i Korthed erindres om Hovedpunkterne i de gældende danske Regler om Lægmænds Deltagelse i Strafferetsplejen.
Ved Retsplejelovens Ikrafttræden i 1919 indførtes Nævningeinstitutionen i dansk Ret. Denne Institution, hvorefter 12 Lægmænd som samlet Jury afgør Skyldspørgsmaalet i visse Straffesager, er stadig bibeholdt. Men ved en Række Lovændringer er Antallet af de Sager, der underkastes denne Behandling, blevet stærkt reduceret. Efter den seneste Udvikling udgør Antallet kun ca. 2 Procent af alle Statsadvokatsager (i 1938 126 Sager af i alt 5,323 Sager). Regnes der ikke efter Antallet af Sager, menefter Antallet af Tiltalte, stiger Procenten noget, idet de nævnte126 Sager omfattede 210 Tiltalte af i alt 6,348. Tages Antalletaf Politisager, hvori Nævninger aldrig medvirker, med i Beregningen, reduceres Procenten af Nævningesager væsentligt. I 1938 var Antallet af Tiltalte i Politisager 9,452, det samlede Antal Tiltalte i Statsadvokatsager og Politisager altsaa 15,800. Af disse kom kun 210 eller 1.33 Procent for Nævningeting. Efter at nuogsaa Svangerskabsafbrydelses-Sager, der hidtil har været Nævningesager, ifølge en den 1. Oktober i Aar i Kraft trædende Lovunddrages fra Nævningebehandlingen, og efter at ligeledes en Række Sædelighedssager efter Straffelovsrevisionen af 1939 tagesfra Nævningerne, vil Institutionen kun komme til at omfatte et minimalt Antal af Straffesager; foruden de sjældne »politiske Sager» kun de aller groveste Kriminalsager, særlig saadanne, hvor
Fængsel i 8 Aar eller derover kan idømmes. Efter denne Udvikling har Nævningeinstitutionen for en væsentlig Del udspillet sin Rolle i Danmark. For det Omraade, hvor den stadig bevares,er den for øvrigt blevet stærkt omdannet i sin Struktur, idet Nævningerne siden en Lov af 1936 deltager i Strafudmaalingenog ogsaa paa anden Maade kommer i nærmere Kontakt med Rettens juridiske Element end hidtil, idet Retsformanden kan tilkaldes til Nævningernes Raadslagningskammer for at besvare Tvivlsspørgsmaal af retlig Karakter.
Side om Side med denne Udvikling til Ugunst for den klassiske Jury-Institution er Domsmandsinstitutionen groet frem i dansk Retspleje. I Henhold til den før nævnte Lov af 1936 deltager Domsmænd i Domsforhandlingen og Paakendelsen af alle Statsadvokatsager undtagen de faatallige Nævningesager og undtagen de Sager, der behandles summarisk som »Tilstaaelsessager» efter Retsplejelovens § 925. Den sidstnævnte Undtagelsegælder dog kun for Behandlingen i første Instans, ikke for Ankebehandling ved Landsret. I de Sager, i hvilke Domsmænd med virker, sammensættes Retten paa følgende Maade: i første Instans (ved Landsret) af tre Fagdommere (Landsdommere) og tre Domsmænd. Domsmændene har principielt samme Beføjelser med Hensyn til Sagens Paadømmelse som de juridiske Dommere. Staar Stemmerne lige under Voteringen gælder det for Tiltalte gunstigste Resultat vedrørende Skyldspørgsmaal og Strafudmaaling.
Enhver Mand eller Kvinde, som har Valgret til Folketinget, kan være Domsmand. En vis Sigtning finder dog Sted gennem den Udtagelse til de saakaldte Grundlister, som foretages af særlige Grundlisteudvalg, sammensat af Repræsentanter for Domsmagten og de kommunale Organisationer. Som Retningslinie for denne Udtagelse gælder ifølge Loven, at Personer, der er »særlig egnede og værdige» til Domsmandshvervet skal udtages. Afde paa Grundlisterne opførte Personer udtages ved Lodtrækning Domsmandslister for de enkelte Retter. I den Orden, hvori Domsmændene er opført paa disse Lister, skal de dernæst udtages tilat virke i de enkelte Sager. Antallet af Domsmænd paa Domsmandslisterne er fastsat saaledes, at hver enkelt antagelig vilkomme til at virke fire Gange i Aarets Løb.
For Domsmænd gælder de samme Inhabilitetsregler som for Dommere. En meget omtalt politisk Injuriesag, som den da-
værende Justitsminister havde anlagt kort efter Domsmandsinstitutionens Ikrafttræden, gav Anledning til stærk Kritik af den Maade, hvorpaa Politiet havde indhentet Oplysninger om de eventuelle Domsmænds politiske Sindelag, og affødte et justitsministerielt Cirkulære af 1. April 1938, der forbyder Anklagemyndigheden at foretage Afhøringer eller lignende Undersøgelser med det Formaal at oplyse, om der for nogen af Domsmændene foreligger Inhabilitetsgrunde. Spørgsmaal herom bør altid forebringes for vedkommende Ret.
Bortset fra denne Sag har der i det hele været stille om Domsmandsinstitutionen. Den er gledet ind i det daglige Retsliv uden Gnidningsmodstand af Betydning. Spørgsmaalet er nu, hvilke Frugter den har baaret. Det er klart, at Spørgsmaalet efter enkun toaarig Periode i alle Retninger maa besvares under Forbehold af senere Erfaringer.
En Række Farer og Ulemper, som man fra forskelligt Hold har befrygtet, synes ikke at være blevet realiseret. Man har saaledes spaaet en mere følelsesbetonet, vilkaarlig Retspleje med ugrundede Frifindelser. Denne Frygt har efter de Udtalelser, der foreligger fra Praktikeres Side, i det hele vist sig ugrundet. Her kananføres en Udtalelse af Højesteretsdommer Poul Gammeltoft, deri længere Tid var Retsformand i Østre Landsrets Afdeling for Domsmandssager. Erfaringerne viser, siger denne Dommer, at »et hasarderet Forsvar gør et positiv daarligt Indtryk paa Domsmændene og svækker disses Respekt for Forsvaret. Fremhævelseaf følelses betonede Momenter gør heller ikke stærkt Indtryk paa Domsmændene. De er gennemgaaende særdeles nøgternt indstillede.»1 Efter de statistiske Oplysninger, jeg har kunnet fremskaffe, udgjorde Frifindelsesprocenten i Statsadvokatsager bortset fra Tilstaaelsessager (§ 925) i Aaret 1936 ca. 8. For de i1937 og 1938 paadømte Domsmandssager Vedkommende ligger Frifindelsesprocenten omkring ca. 10 (i sidste Halvaar af 1937 frifandtes 89 af 911 Tiltalte ved Domsmandsret i første Instans, i 1938 220 af 2,217 Tiltalte). Der synes saaledes at være sket envis, men ingenlunde nogen betydelig eller paafaldende Stigningi Frifindelsesprocenten.
Hvad angaar Strafudmaalingen og Fastsættelsen af andre Retsfølger, er der, efter de Oplysninger der foreligger fra Praktikernes
Side, ikke Grund til at tro, at der skulde være sket nogen væsentlig Forskydning fra tidligere Praksis. I enkelte Sager, saaledes navnlig i Sager mod spirituspaavirkede Bilister, skal der have været sporet en Tendens hos Domsmændene til mildere Bedømmelse, i andre, f. Eks. i Sager om Hønsetyverier, snarere en Tendens til Skærpelse.
I det hele og store kan det siges, at Domsmandsretterne ikke har medført nogen Slappelse af den strafferetlige Retshaandhævelse. At Forbryderne gennemgaaende heller ikke venter sig nogen mildere Behandling ved Domsmandsret har givet sig et prægnant Udtryk i Statistiken over de ovenfor nævnte summarisk behandlede Sager, d. v. s. klare Sager, der med Tiltaltes Samtykke paadømmes af Underretsdommeren alene uden Medvirken af Domsmænd og i det hele under simplificerede Former. Man kunde have ventet, at Antallet af summarisk behandlede Sagervilde være gaaet ned efter Domsmandsinstitutionens Ikrafttræden, fordi den summariske Behandling nu kom til at konkurrere med Behandlingen for en Ret med Lægdommere. Men Tallet er ikke blot ikke gaaet ned, men er endog steget. Medens Antallet af Tiltalte i summarisk behandlede Sager i 1936 udgjorde ca. 55 Procent af alle Tiltalte i Statsadvokatsager, steg Procenten i 1937 og 1938 til ca. 61 og ca. 64.
Ej heller synes Domsmandsinstitutionen at have besværliggjort Retsplejen med en Forøgelse af Appelsager. Antallet af Tiltalte, for hvem Sagen føres op til Paadømmelse i Ankeinstansen (Landsretten), synes tværtimod at være gaaet noget ned (1936:930, 1937: 897, 1938: 863). Hvad angaar Sagens Udfald i Ankeinstansen, synes der at være sket en Forskydning henimod en ringere Stadfæstelsesprocent (fra ca. 50 til ca. 40), en ligeledes ringere Formildelsesprocent (fra ca. 25 til ca. 20) og en forøget Skærpelsesprocent (fra ca. 25 til ca. 40). Paa Grund af Omlægning af Statistiken i de nævnte Aar lider Beregningerne dog af nogen Usikkerhed. Sammenholdt med den ovenfor nævnte lille Stigning i Frifindelsesprocenten ved Underretternes Domsmandsrettertyder de anførte Tal paa, at der ved disse i det hele har væreten, af Landsretterne ikke billiget, Tendens henimod Mildhed, en Tendens, der dog ikke i den almindelige Opfattelse har gjort sig mærkbart gældende.
Medens det efter det foregaaende med nogenlunde Sikkerhed kan fastslaas, at en Række befrygtede uheldige Virkninger af
Domsmandsinstitutionen ikke er indtraadt, er det vanskeligere at fremsætte eksakte Oplysninger om, at positive Goder er indvundet for Retsplejen gennem den nye Ordning.
Efter de Udtalelser, der er fremkommet fra Dommere, der har arbejdet sammen med Domsmænd, synes det ikke som om Domsmændene har været i Stand til at øve en saglig Indsats ved at tilføre Retten en øget Viden om de Livsforhold, Sagerne angaar. Nogen virkelig Baggrund for Troen paa en Indsats af denne Artforeligger heller ikke under en Ordning, der ikke stiller særlige faglige Krav til Lægdommerne.
Ej heller kan det antages, at Domsmændenes Medvirken har betydet et Plus med Hensyn til Bevisbedømmelsens Sikkerhed, endsige med Hensyn til Sikkerheden og Rigtigheden i Valg af Strafart og -grad. Som det var at vente, har Domsmændene overfor Spørgsmaal af sidstnævnte Art som Regel søgt og fulgt den juridiske Dommers Vejledning.
Fordelene ved Domsmandsinstitutionen maa da søges i Goder af mere abstrakt Karakter. I de Udtalelser, der foreligger til Gunst for Institutionen, ses det først og fremmest betonet, at det konstante Samarbejde mellem Strafferetsplejens Embedsmæn dog Befolkningen skaber og vedligeholder Befolkningens Tillid til Strafferetsplejen. Synspunktet kommer klart til Orde i følgende Udtalelse af Retspræsident ved Vestre Landsret J. HØRRING: »Det Forhold, at et efterhaanden stort Antal Lægfolk hele Landet over ved Selvvirksomhed lærer Retsvæsenet indgaaende at kende, skal forhaabentlig vise sig i Tidens Løb hos Almenheden at fremkalde den paa sand Forstaaelse beroende grundfæstede Tillid til Domstole og Retsudøvelse, som efter min Mening skulde blive den bedste Frugt af Domsmandsinstitutionens Indførelse i Danmark.» I samme Retning udtaler Landsdommer VICTOR HANSEN sig (i Tidsskrift for Rettsvidenskap 1939, S. 71): »Domsmandsinstitutionens første og vigtigste Opgave er ikke at indføre gennemgribende Ændringer i bestaaende Praksis. Dens Hovedformaal er at skabe en gavnlig Kontakt mellem Domstolene og Befolkningen og ved at give denne et Indblik i Domstolenes Virksomhed og Dommernes Arbejde at befæste Tilliden til Retsudøvelsen.» Selv har jeg i min Fremstilling af Den danske Strafferetspleje (S. 90) før Domsmandsinstitutionens Ikrafttræden udtrykt samme Opfattelse: »Tyngdepunktet i Argumentationen forDomsmændene maa ses i Hensynet til at sikre en levende Kon
takt mellem Befolkningen og Retsudøvelsen. Kan Domsmandsinstitutionen vedligeholde denne Forbindelse uden at hæmme de saglige Opgaver, som Kriminalprocessen først og fremmest skal varetage, er den vel baade Besvær og Bekostning værd.»
Om nu virkelig Institutionen opfylder den her nævnte Opgave, derom kan man efter Sagens Natur kun have et subjektivt Skøn. Efter min Opfattelse maa Spørgsmaalet efter de indvundne Erfaringer i det store og hele besvares med Ja. Navnlig i de mange politisk farvede Straffesager har det formentlig været af Værdi for Tilliden til Domstolenes Upartiskhed og deres Forbundethed med den almindelige Retsopfattelse, at Lægmænd har deltaget i Domsafsigelsen. Et Forbehold maa jeg dog tage med Hensyn til enkelte Grupper af Sager, hvor jeg efter mit Indtryk af den almindelige Opfattelse i Befolkningen er tilbøjelig til at tro, at Lægdommerinstitutionen snarest virker nedbrydende paa Tilliden til Domstolene. Jeg tænker paa de Sager, hvis Bedømmelse i særlig Grad kræver en faglig Viden, der ligger over den gennemsnitlige Lægmands, først og fremmest mere indviklede Bedragerisager. Selv om man vil se en Fordel i, at Lægmænds Deltagelse i saadanne Sagers Behandling ansporer Juristerne til at gøre alle Enkeltheder klare baade for sig selv og Domsmændene, maa det dog erkendes, at der er Grænser for, hvad der praktisk kan gøres forstaaeligt for Hvemsomhelst. En kendt Forsvarer, Overretssagfører JON JOHNSEN har som sin Erfaring udtalt, at det »i næsten alle Tilfælde har vist sig at være forbundet med uoverstigelige Vanskeligheder at gøre teoretiske Begreber eller juridiske Begrebsafgrænsninger tilgængelige for Domsmænd. Man maa derfor med nogen Ængstelse se hen til Udfaldet af virkelig store eller juridisk set indviklede Sager.» Denne Udtalelse rummer en Pessimisme, der gaar videre end almindeligt i de offentlige Udtalelser, der foreligger om Domsmandsinstitutionen efter dens Ikrafttræden. Men der er efter min Opfattelse en rigtig Kærne i Udtalelsen. Der bør indføres en Adgang til i Sager, hvor Sagkundskab til Handelsforhold eller andre særlige Livsforhold er af Betydning, at erstatte de ordinære Domsmænd med Domsmænd, der har en særlig Indsigt i vedkommende Livsforhold.