DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN.1

 

AF

 

PROFESSOR O. A. BORUM.

 

Emnet for denne Forelæsning er et Forsøg paa at give en Oversigt over den internationale Privatrets Stilling, saaledes som den former sig i vore Dage og i Forbindelse dermed søge at finde de Udviklingslinier, som den internationale Privatret maa antages at ville følge i de Aar som kommer, naar Krigen engang er afsluttet.
    I ingen anden Del af Retsvidenskaben spiller Diskussionen om Principerne og Metoden en saa afgørende Rolle som indenfor den internationale Privatret. Enhver Forfatter med Respekt for sig selv mener det nødvendigt — selv ved Behandlingen af ganske specielle Spørgsmaal — at tage Stilling til de metodiske Spørgsmaal.
    Vanskelighederne begynder som bekendt allerede med Navnet. International Privatret er den sædvanlige Betegnelse i de nordiske Lande og i de continentale europæiske Lande, medens de engelske Forfattere vakler mellem Private international law og Conflict of laws. Amerikanske Forfattere bruger derimod næsten udelukkende Betegnelsen Conflict of laws. Berettigelsen af Navnet International Privatret maa dels søges i at denne Del af Retssystemet som aldeles overvejende Hovedregel beskæftiger sig med Forholdet mellem den indenlandske og udenlandske Privatret, dels i den Metode som den internationale Privatret maa følge, hvis den virkelig skal løse sin Opgave.
    Hvad er da den internationale Privatrets Opgave? Ser vi paa Forholdet fra dansk international Privatrets Synspunkt, maa Sva-

 

1 Forelæsning holdt ved Stockholms Högskola den 31. Marts 1944.

8—457004. Svensk Juristtidning 1945.

114 O. A. BORUM.ret vel i første Række være, at det er dansk international Privatrets Opgave at bestemme Grænsen mellem dansk og fremmed Ret. Naar en Retssag, der indeholder fremmede Elementer, forelægges en dansk Domstol, skal det bestemmes om Afgørelsen udelukkende skal træffes efter sædvanlige danske Regler, Købelov, Aftalelov, Ægteskabslov o. s. v., eller om fremmede Retsregler skal anvendes.
    Hvis man imidlertid overhovedet vil opstille rationelle Regler for Forholdet mellem indenlandsk og udenlandsk Ret, og ikke overlade Afgørelsen til Domstolenes frie Skøn, d. v. s. til en Interesseafvejelse i hvert enkelt Tilfælde, der altid i betænkelig Grad vil foretrække de indenlandske Interesser, maa man som den internationale Privatrets øverste Princip udgaa fra Grundsætningen om Enhedsløsningen. Dansk international Privatret maa ligesom den internationale Privatret i et hvert andet Land tendere mod den Løsning af enhver foreliggende Lovkonflikt, som fører til at et hvilket som helst Retsforhold, f. Eks. en Persons Myndighed, et Ægteskabs eller en Kontrakts Gyldighed eller en arveretlig Succession, hvor i Verden den end bedømes, underkastes den samme retlige Behandling, idet den samme materielle Lov i alle Lande lægges til Grund for dets Bedømmelse. Den internationalistiske Metode er derfor Udtryk for en rigtig Tendens. Hvis den internationale Privatret skal løse sin Opgave, maa den søge at udforme Regler, hvorefter Konflikter mellem de forskellige Landes Lovgivninger løses paa en saadan Maade, at der afstikkes faste Grænser for hver af dem, og der tillægges hver især den Kompetence, som de naturligt har Krav paa. Dommeren bør derfor ikke slaa sig til Ro med, at den Regel, som han følger, giver den danske Lovgivning den Rækkevidde, som der efter dens Formaal og Hensigt tilkommer den, men han bør ogsaa paase at Afgørelsen ikke uden Grund tilsidesætter andre Lovgivningers bedre berettigede Krav paa at komme til Anvendelse.
    Ved de interprovinsielle Lovkonflikter, der opstaar i Stater med flere delvis selvstændige Retsomraader, kan Enhed opnaas ved at den centrale Lovgivningsmagt gennemfører ensartede Kompetencenormer i hvert af disse. Ved de virkelig internationale Lovkonflikter mellem suveræne Staters Lovgivninger er denne Vej spærret, saalænge der ikke gives en over de enkelte Stater staaende Lovgivningsmagt, der med bindende Virkning for disse kan fastsætte ensartede Kollissionsnormer.

DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN. 115    Saalænge Forholdet er saaledes, er den internationale Privatrets Metode derved ogsaa given. Den maa forsaavidt følge en positivistisk Metode, som Kilden til hvert enkelt Lands internationale Privatret i første Række maa søges i den nationale Ret. Dens Retskilder bliver de sædvanlige: Loven, Lovens Analogi, Sædvane, Retspraksis og til sidst hvad vi plejer at kalde Forholdets eller Sagens Natur, d. v. s. den videnskabelige Undersøgelse af hvilken Regel der efter dansk Retsopfattelse maa anses som den mest hensigtsmæssige.
    Da Forholdet er det, at vi i de nordiske Lande ikke har noget mere omfattende, endsige udtømmende System af Kollissionsnormer, vil Afgørelsen i de fleste Tilfælde tilfalde den sidstnævnte Retskilde: Sagens Natur, Doktrinen.
    Naar bortses fra enkelte Forfatteres og Retningers mislykkede Forsøg paa at give en apriorisk Enhedsløsning, er den internationale Privatret blevet staaende ved den af SAVIGNY allerede i 1849 anviste empiriske Metode. Som vejledende Direktiv opstiller Savigny den berömte Sætning: »Bei jedem Rechtsverhältniss muss dasjenige Rechtsgebiet aufgesucht werden, welchem dieses Rechtsverhältniss seiner eigentümlichen Natur nach angehört oder unterworfen ist, worin dasselbe seinen Sitz hat.» Retsforholdets Sæde fandt han f. Eks. der hvor Personen havde sit Domicil, eller hvor en urørlig Ting fandtes, eller hvor Opfyldelsesstedet var. Savigny betoner selv, at den af ham opstillede Formel ikke er noget Princip, hvoraf Enkeltløsningerne kan deduceres. Den er et Billede og maa ikke tages bogstavelig. Kun ved en Analyse af det enkelte Retsforhold kan det afgøres, hvor dette har sit Tyngdepunkt eller stærkeste Tilknytning, og dermed i hvilket Land det nærmest hører hjemme.
    Et moderne Udtryk har denne Sætning faaet faaet i den almindelige Principudtalelse, som den norske Højesteret fremsatte i IrmaMignon Sagen 1923: »Ved lösningen av internasjonal-privatrettslige spörgsmål er det naturlig å ta utgangspunkt i den betraktning, at et forhold fortrinsvis bör bedömmes efter loven i det land, hvortil det har sin sterkeste tilknytning, eller hvor det nærmest hörer hjemme.» Denne Formel dækker efter min Formening nærmest nordiske Domstoles Stilling til de internationalprivatretlige Problemer. I sin efterladte Afhandling om Rettslige Standarder har den altfor tidlig afdøde norske Forfatter RAGNAR KNOPH — der sikkert kan betegnes som en af de betydeligste nor-

116 O. A. BORUM.diske retsvidenskabelige Forfattere i dette Aarhundrede — indgaaende beskæftiget sig med den internationale Privatrets Metode. Som Eksempler paa typiske Retsstandarder nævner Knoph — foruden det i den norske Grundlovs § 97 indeholdte Forbud mod at give Love tilbagevirkende Kraft — bl. a. Culpareglen indenfor Erstatningsretten og bona-fide Synspunktet i Kontraktsretten. Men det er navnlig indenfor den internationale Privatret, at han finder et rigt Virkefelt for Standarder. »Gennem århundrer har rettsvidenskapen ganske visst strevet med å stille op detaljerte regler, men resultatet er blitt, at man i stor utstrekning er havnet i rummelige og elastiske standarder.» Knoph fremdrager her særlig ordre public-Reglen og Formlen fra Irma-Mignon Sagen.
    At der her er Tale om en Standard, et vejledende Synspunkt, vil jeg naturligvis ikke benægte, men man kan efter min Formening bare ikke blive staaende herved. Det maa være Retsvidenskabens Sag nærmere at udforme de Sætninger, de Normer hvormed Retsanvendelsen skal arbejde. Det er denne Opgave, som den internationale Privatretsvidenskab siden det 14. Aarhundrede har været beskæftiget med at løse. Det er rigtigt, att de øverste Formler, de sidste og mest omfattende Generalisationer, som den internationale Privatret opstiller, til en vis Grad er tomme Blanketter, Standarder om man vil, som hver Tids Retsvidenskab maa udfylde ud fra sine Forudsætninger, men dette betyder ikke, at de mindre omfattende Begreber hvormed man opererer, og de Enkeltsætninger man udformer ved Hjælp af dem, ogsaa kun faar Karakteren af Standarder. Der er her Tale om egentlige Retsregler, som Retsanvendelsen ikke har Frihed til efter Forgodtbefindende at anvende eller lade være at anvende. At det forholder sig saaledes, fremgaar da ogsaa af, at Knoph som typiske Standarder nævner Culpareglen og bona-fide Synspunktet. Store Dele af moderne Erstatnings- og Kontraktsret hviler paa disse Standarder. Men desuagtet er Erstatnings- og Kontraktsrettens Regler egentlige Retsnormer, der binder Retsanvendelsen. Ganske det samma gælder om den internationale Privatret. Dommeren har ikke paa dette Omraade større Frihed end der ellers tilkommer ham til at fravige fastslaaede Normer.
    Kun forsaavidt angaar ordre public-Reglen lader den af Knoph hævdede Standardkarakter sig fastholde. Naar ordre public-Reglen skal være en Sikkerhedsventil overfor en Anvendelse af fremmed Ret, der i for høj Grad støder an mod danske Retsbegreber, kan

DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN. 117den ikke udformes i en speciel Retsregel. Men dette beror paa, at den betegner en irrationel Undtagelse fra, en Negation af de almindelige Principer, hvorpaa den internationale Privatret bygger.
    Naar Professor PHILLIPS HULT i den almindelige Principoversigt, hvormed han indleder sin meget specielle Afhandling om Föräldrar och barn enligt svensk internationell privaträtt, hævder at man udenfor de faa Sætninger, som har fundet almindelig Anerkendelse, nemlig at de personlige Retsforhold i Reglen maa bedømmes efter Personens Hjemlands Lov, at »sakrättsliga» Spørgsmaal saavel vedrørende fast som løs Ejendom principielt maa bedømmes efter lex rei sitae, og at Handlingers Form er undergivet Sætningen locus regit actum, er henvist til at lade et frit Skøn være afgørende for Forholdet mellem indenlandsk og udenlandsk Ret, er dette ikke blot som Professor Hult selv har sagt et nihilistisk Syn paa den internationale Privatrets Metodespørgsmaal, men betegner efter min Opfattelse et ikke holdbart Standpunkt.
    Jeg vil i den Sammenhæng betone at den internationale Privatret er en gammel Videnskab. Den kan fejre sit 600 Aars Jubilæum. Uden nærmere Kendskab til dens lange Udvikling og Dogmehistorie udsætter man sig for ved Behandlingen af specielle Spørgsmaal at komme til tilfældige og vilkaarlige Resultater.
    Modstriden og Uenigheden mellem de forskellige Forfattere overdrives ofte meget betydeligt. Vel er det saaledes at hvert Land har sin egen internationale Privatret. Og anderledes kan det ikke være, naar der ikke findes nogen over de enkelte Stater staaende Lovgivningsmagt. Men man er dog gennem Traktater, bevidst Efterligning af andre Landes Ret, og sidst men ikke mindst gennem den internationale Doktrin naaet langt i Retning af Tilvejebringelse af ensartede Kollissionsnormer. Naar man beskæftiger sig mere indgaaende med den internationale Privatrets Problemer, opdager man snart Sandheden i den af Universitetskansler ÖSTEN UNDÉN fremsatte Udtalelse om, at vel kan der i Øjeblikket ikke opbygges nogen fuldstændig international Privatret paa internationalistisk Grundlag, men der kan saa sandelig heller ikke opbygges et blot nogenlunde fuldstændigt international-privatretligt System paa Grundlag af de Kollissionsnormer, som har fundet positiv Anerkendelse i f. Eks. svensk og dansk Ret. Jeg minder i den Sammenhæng om DICEY'S Udtalelse om, att Positivisterne ofte

118 O. A. BORUM.i alt for høj Grad har tilsløret den Kendsgerning, at de civiliserede Nationer i Virkeligheden i meget vid Udstrækning følger de samme Principer ved Løsningen af Lovkonflikter.
    Domstolene vil derfor meget vel i ulovbestemte Tilfælde kunne søge Vejledning i fremmede Domme og de af fremragende Retslærere udviklede almindelige Principer for Løsning af Lovkonflikter. Paa intet andet Omraade — udenfor Folkeretten — spiller Retssammenligningen en saa afgørende Rolle som indenfor den internationale Privatret. Der er ikke Meningen, at den enkelte Retsforsker, der stilles overfor et mere specielt internationalprivatretligt Problem, skal søge at løse dette ex bono et aequo, saadan som han nu finder for godt. Han skal først og fremmest søge al den Vejledning han kan finde i den saakaldte internationale Doktrin, d. v. s. de Anskuelser, som er udviklet af internationalt anerkendte Retslærere, saasom Tyskerne SAVIGNY, V. BAR, NUSSBAUM, NEYMEYER, RAAPE, Franskmændene WEISS, PILLET, NIBOYET, Englænderne WESTLAKE, DICEY, CHESHIRE og Amerikanerne STORY, WHARTON, BEALE og BUSTAMANTE. Aldrig nogensinde har den internationale Doktrin spillet en saa dominerende Rolle som i den Periode af mere end 500 Aar, da Statutteorien var den herskende i alle Lande. Men ogsaa efter at Statutteorien omkring 1850 var endeligt forladt, har den internationale Doktrin formaaet at bevare sin fremragende Betydning for den internationale Privatret.
    Selv om man derfor maa fastholde den positivistiske Metode, forsaavidt som en udtrykkelig eller stiltiende udtalt Kollissionsnorm i den nationale Ret altid maa respekteres, bør man dog overalt, hvor en saadan Hindring ikke foreligger, stille sig paa et internationalistisk Standpunkt, der giver hvert Lands Ret den Kompetence som med Rette tilkommer det.
    Dette er efter min Opfattelse lettere i Dag, end det var før ca. 1930, da den fransk-italienske Skole var den dominerende. Denne hævdede som bekendt i videste Udstrækning Lovenes Personalitet og dermed følgende Eksterritorialitet. Tilbageslaget har imidlertid været meget stærkt. Det langt naturligere Princip om Lovenes principielle Territorialitet, deres ubetingede Gyldighed for alle Personer og Ting som findes paa Territoriet, og for alle retlige Handlinger som foretages paa Territoriet, har aldrig været opgivet i England—Amerika, og er nu igen blevet det førende.

DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN. 119Det er lex loci og ikke lex domicilii eller lex patriae, som i de fleste Tilfælde bestemmer den afgørende Tilknytning.
    Dette kommer klart frem i den amerikanske Restatement on the law of conflict of laws 1934. Restatement er formelt et privat videnskabeligt Arbejde, nemlig en af American Law Institute i Lovsform udarbejdet Fremstilling af den internationale Privatret i U. S. A. Denne udgør i Øjeblikket ikke en Enhed, idet det principielt tilkommer hver af Forbundsstaterne selv at afgøre Spørgsmaalet om deres Lovgivnings Kompetence baade i Forhold til de andre Forbundsstater og fremmed Ret. Grundlaget er imidlertid det samme i alle Staterne, og man haaber at Restatement — paa Grund af den Autoritet hvormed den fremtræder — i vidt Omfang vil blive fulgt i Staterne og saaledes kunne bane Vej for en senere egentlig Kodifikation af den engelsk-amerikanske internationale Privatret og derved til sidst lette en virkelig international Konvention.
    Hvad der her har særlig Interesse at bemærke er, at Restatement i høj Grad bygger paa Tanken om Lovenes Territorialitet og kun paa begrænsede Omraader anerkender Undtagelser til Fordel for den personlige Lov. Paa ganske samme Linie ligger Code Bustamante, den paa den 6te panamerikanske Konference i Havana i 1928 vedtagne fuldstændige Kodifikation af den internationale Privatret. Den er tiltraadt af i hvert Fald 15 Stater i Syd- och Mellemamerika.
    Ogsaa i Sovjet-Rusland er Territorialiteten det fremherskende Princip i den internationale Privatret. Af ganske særlig Interesse er det at mærke, at der i Frankrig, hvis Teori hidtil har repræsenteret den mest vidtgaaende Personalisme, fra 1930 kan spores en klar Reaktion herimod. Idéen om Lovenes Personalitet trænges tilbage, og man vender bevidst tilbage til den i Frankrig før Aar 1800 herskende traditionelle Territorialitet. Hovedmanden for denne Bevægelse er NIBOYET der begyndte som Elev og Medarbejder hos Pillet. Interessant er det ogsaa, at denne nye franske Skole i Begyndelsen af 1930-Tallet havde Kontakt med tilsvarende Opfattelser indenfor tysk Retslære. Ogsaa efter min Opfattelse er Territorialiteten et langt naturligere og fastere Udgangspunkt end Personaliteten og derfor bedre egnet som Arbejdshypotese for den internationale Privatret. Det er derfor min Overbevisning at Fremtidens internationale Privatret, opbygget paa Principet om

120 O. A. BORUM.Lovenes Territorialitet med bestemt begrænsede Undtagelser til Fordel for den personlige Lov, vil have bedre Chancer for at naa frem til et virkeligt internationalt Standpunkt end den forudgaaende altfor vidtgaaende Personalisme. Jeg vil for at undgaa Misforstaaelse kun lige minde om at Territorialitet fører til Anvendelse af lex loci og ikke af lex fori.
    Saalænge der ikke findes nogen over de enkelte Stater staaende Lovgivningsmagt, maa Vejen frem til en virkelig international Regulering af Lovkonflikter gaa gennem Overenskomster, Konventioner mellem Staterne.
    Det var da ogsaa den Vej man gik, da man paa 1890-Tallet tog Problemet op paa Haagerkonferencerne. Det var i og for sig naturligt, at man begyndte med de mest brændende Problemer, nemlig Lovkonflikter vedrørende Personernes Status og Handleevne, Ægteskabs Indgaaelse, Retsvirkninger og Opløsning samt den arveretlige Succession.
    De Konflikter, der opstaar paa dette Omraade, hører til de alvorligste, som den internationale Privatret kender. Paa intet andet Omraade griber de privatretlige Regler saa dybt og indgribende ind i Personernes Liv og Velfærd.
    At en Person, der er umyndig efter eet Lands Lov, i Nabolandet behandles som fuldmyndig, er naturligtvis højst uheldigt. Endnu værre er det, naar et Ægteskab, der med fuld Gyldighed indgaas i eet Land, i et andet Land anses som en fuldstændig Nullitet. Grækere, der tillhører den græsk-ortodokse Kirke, kan saaledes efter græsk Ret overhovedet kun indgaa gyldigt Ægteskab for en Præst, tilhørende denne Kirke. Indgaar en Græker borgerligt Ægteskab i Danmark med en dansk Kvinde, er dette Ægteskab fuldgyldigt efter dansk Ret, men ikke eksisterende efter græsk Ret. Søger Hustruen Skilsmisse i Grækenland, faar hun dér at vide, at det kan hun desværre ikke faa, da hun slet ikke er gift med Manden.
    Den Situation som opstaar, naar et Ægteskab i det ene Land anses for ophævet, i det andet for stadig bestaaende, er ligeledes ganske uholdbar. Indgaar den fraskilte Ægtefælle nyt Ægteskab i den Stat, hvor Skilsmissen er foregaaet, er dette vel gyldigt indenfor denne Stats Grænser, men tager Ægteparret senere Ophold i den Stat, hvor den fraskilte Ægtefælle tidligere hørte hjemme, vil det nye Ægteskab dér blive anset for en Nullitet og Ægtefællerne udsætter sig for at blive straffede for Bigami.

DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN. 121    Lignende Konflikter opstaar paa Arverettens Omraade, hvis den afdøde har efterladt sig Gods i flere Lande, og Efterladenskaberne deles op i ligesaa mange Boer, som der er Lande i hvilke han har efterladt sig Gods.
    Foruden Civilproceskonventionen, der strengt taget falder udenfor den internationale Privatrets Omraade, gennemførtes paa Haagerkonferencerne en Række andre Konventioner vedrørende Lovkonflikter. Saaledes Konventionen vedrørende Ægteskabs Indgaaelse, Konventionen vedrørende Skilsmisse og Separation, Konventionen om Værgemaal for Umyndige, Konventionen om Ægteskabets Retsvirkninger, Konventionen om Umyndiggørelse. — Vedrørende den arveretlige Succession naaede man derimod aldrig længere end til en Række Udkast af skiftende Indhold.
    Vil man kort karakterisere disse Konventioner, som Sverige sluttede sig til, men som Danmark og Norge ikke tiltraadte, kan det siges, at de i højere Grad var diplomatiske Kompromisser mellem aabenbart uforenelige Udgangspunkter, end et virkeligt Forsøg paa en retlig Regulering af Lovkonflikterne udfra Principet om Enhedsløsningen. Man gaar tilsyneladende ud fra meget enkle Principer, men et indviklet System af Undtagelsesbestemmelser gør Konventionerne yderst vanskeligt praktikable.
    Dette viste sig hurtigt at være skæbnessvangert for Konventionernes Stabilitet og Holdbarhed. Allerede i 1913 gik det galt. Tyske Statsborgere af fransk Nationalitet fra Elsass-Lothringen deserterede i betydligt Antal til Frankrig (og Belgien) og indgik Ægteskab med franske Kvinder. Fra tysk Side hævdede man, at disse Ægteskaber var ugyldige, da de paagældende Mænd ikke — saaledes som Bürgerliches Gesetzbuch foreskriver — havde haft deres militære Foresattes Tilladelse til Giftermaalet. Da Ægteskabsbetingelserne efter Reglerne i Haagerkonventionen, som baade Frankrig og Tyskland havde sluttet sig til, skulde bedømmes efter Parternes nationale Lov, burde Ægteskabets Ugyldighed ogsaa anerkendes i Frankrig. Herimod protesterede man fra fransk Side, idet man gjorde gældende, at Reglen i Haagerkonventionens Art. 1 om Bedømmelse af Ægteskabsbetingelserne efter den nationale Lov kun gjaldt de privatretlige Ægteskabsbetingelser. Ægteskabsbetingelser af offentligretlig Natur, saasom Monarkens Samtykke til Prinsers og Prinsessers Ægteskab, og Nødvendigheden af Samtykke for Fattigforsørgede fra Forsørgelsesvæsenet og for Soldater fra deres militære Foresatte, faldt

122 O. A. BORUM.derimod udenfor Konventionens Omraade og maatte bedømmes efter Loven i det Land, hvor Ægteskabet blev indgaaet. Da man ikke kunde opnaa Enighed herom, blev Resultatet, at Frankrig 12. November 1913 opsagde Ægteskabskonventionen. I 1918 blev denne ligeledes opsagt af Belgien.
    Fra et strengt juridisk Synspunkt maa man vel nærmest give det tyske Standpunkt Medhold. Konventionens Regel om Bedømmelse af Ægteskabsbetingelserne efter den nationale Lov fremtraadte som absolut og gav intet Holdepunkt for Undtagelse til Fordel for Betingelser af offentligretlig Karakter. Men Konflikten viste paa den anden Side, at en Konvention om Løsning af Lovkonflikter ikke med Held kan gennemføres mellem Stater, mellem hvilke der bestaar en stærk national Spænding. Ved Versailles-Traktaten skete der yderligere Skaar i Haagerkonventionernes Gyldighed, idet disse ophørte at have Gyldighed mellem Frankrig, Portugal og Rumænien og Tyskland, Østrig og Ungarn.
    Paa Haagerkonferencerne i 1925 og 1928 søgte man paany at tilvejebringe Kontakt mellem Magterne med Fortsættelse af Samarbejdet paa den internationale Privatrets Omraade. Men i 1928 gik det igen galt; da en paa Konferencen i 1928 vedtaget Ændring af Skilsmissekonventionen ikke blev ratificeret af Italien, førte det til, at først Schweiz og senere Tyskland og Sverige opsagde denne Konvention. Forslaget tilsigtede at aabne Adgang til at meddele Skilsmisse til en Kvinde, der har giftet sig med en Mand, hvis nationale Lov ikke tillader Skilsmisse, naar hun har generhvervet sin Indfødsret i den Stat, hvor hun er født og nu har Bopæl. Tilfældet er særlig praktisk med Hensyn til schweiziske Kvinder, der har indgaaet Ægteskab med italienske Mænd, hvis nationale Lov ikke tillader Skilsmisse, men vel Separation.
    Jeg ser heri et Vidnesbyrd om, at en Konvention om international-privatretlige Spørgsmaal ikke er mulig mellem Lande, hvis materielle Lovgivning paa det Omraade, som Konventionen angaar, afviger saa stærkt fra hinanden, at man i det ene Land anser det, der i en anden af Staterne er en ganske naturlig Ting, som lovforbudt og stridende mod Statens ordre public.
    Af Mellemkrigsaarenes Arbejde paa ad Konventionsvejen at tilvejebringe en international Ordning vedrørende Lovkonflikterne har Veksel- og Checkkonventionerne 1930—31 langt den største Betydning. Det skal vedrørende disse Konventioner særlig frem

DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN. 123hæves, at de i første Række indeholder Regler om ensartet materiel Veksel- og Checklovgivning i Konventionstaterne, saaledes at Reglerne om Løsning af Lovkonflikter kun faar Betydning paa det begrænsede Omraade, hvor Konventionstaternes materielle Lovgivning stadig udviser Forskelligheder.
    Særlig Interesse for os har de nordiske Konventioner om international Privatret og Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme. De betegner et vigtigt Led i det højst værdifulde nordiske Samarbejde paa Civillovgivningens Omraade, der efter min Formening er en af de mest betydningsfulde Manifestationer af den nordiske Tanke. Konventionerne forudsætter og bygger paa det nære Retsfællesskab mellem de nordiske Lande og har derfor kunnet løse Lovkonflikterne paa en i det hele praktisk og hensigtsmæssig Maade, der afviger stærkt fra de mere doktrinære Principer, der behersker saa mange internationale Konventioner. Her skal kun omtales Konventionen om Ægteskab, Adoption og Værgemaal af 1931 og Dødsbokonventionen af 1935. Den største Vanskelighed var at Danmark, Norge og Island lader Domicilet være bestemmende for den personlige Lov, medens Sverige og Finland følger Nationalitetsprincipet. Den vidtgaaende Overensstemmelse mellem de materielle Regler bevirkede imidlertid, at man fra svenskfinsk Side kunde gaa med til i en Række Forhold at lade Domicilet eller lex fori være afgørende, medens man fra dansk-islandsknorsk Side i enkelte Tilfælde har gjort Indrømmelser overfor Nationalitetsprincipet. Vigtig er den saakaldte 2-Aars-Regel i Ægteskabskonventionens Art. 1. Herefter skal Retten til at indgaa Ægteskab bedømmes efter Domicilloven, naar Domicilet har haft en Varighed af 2 Aar, men i modsat Fald efter den nationale Lov. Den Indrømmelse, der her er gjort fra Domicilstaternes Side, er i Virkeligheden kun ringe, idet man — forsaavidt Domicilet virkelig skal være Udtryk for en nærmere Tilknytning til Tilflytterstaten — i Almindelighed ikke kan nøjes med mindre end 2 Aars uafbrudt Ophold. Ægteskabskonventionens 2-Aars-Regel maa sammenholdes med Dødsbokonventionens 5-Aars-Regel. Her, hvor Forskellighederne mellem de materielle Regler er større, og Betydningen af, hvorvidt den arveretlige Succession sker efter den ene eller den anden Lov, er mere indgribende for Arvinger og efterlevende Ægtefælle, er Indrømmelsen overfor Nationalitetsprincipet ogsaa større. Først 5 Aars Domicil i Tilflytterstaten skal anses for at have ophævet Tilknytningen til afdødes nationale Hjem

124 O. A. BORUM.stat paa en saadan Maade, at hans Arvinger afskæres fra at kræve den nationale Lovs Regler lagt til Grund for Arvedelingen.
    Naar jeg til sidst skal søge at sammenfatte mit Syn paa, hvorledes den internationale Privatret i Aarene efter Krigens Afslutning bedst vil kunne arbejde hen imod det Maal, der er fælles for den internationale Privatret i alle Lande, nemlig Enhedsløsningen, vil jeg herom udtale følgende.
    Det er af største Betydning, at den internationale Privatret i det enkelte Land ikke isolerer sig, men gennem Retssammenligning og Studium af den internationale Doktrins betydeligste Værker søger at naa saa nær frem til en Enhedsløsning, som den nationale Lovgivning tillader.
    Ved Overenskomster med fremmede Stater maa man søge at overvinde de Forskelligheder, som trods alt bliver tilbage, hvor internationalistisk en Metode man end anvender.
    Virkelig internationale Overenskomster, multilaterale Traktater mellem et betydeligt Antal Stater, kan efter min Formening kun gennemføres med Udsigt til varigt Resultat paa Omraader, hvor de materielle Regler ikke afviger altfor stærkt fra hinanden. Veksel- og Checkkonventionerne er et godt Eksempel paa Omraader, hvor denne Fremgangsmaade er fremkommelig.
    Jeg skulde ogsaa tro, at det maatte være muligt at naa frem til internationale Overenskomster vedrørende Handelsretten, hvor de nationale Modsætninger gør sig mindre stærkt gældende. Den første Opgave bliver her at fortsætte og tilendebringe det allerede paabegyndte Arbejde paa en international Købelov eller dog en international Konvention om Lovkollissioner vedrørende Køb og Salg.1
    Paa Omraader, hvor de nationale Modsætninger derimod er særlig udprægede, saaledes navnlig indenfor Familie- og Arveretten, hvor baade de materielle Regler er stærkt afvigende og hvor Modsætningen mellem Domicil- og Nationalitetsprincip foreløbig synes uovervindelig, er Vejen frem gennem internationale Overenskomster derimod efter min Formening foreløbig ufremkommelig.
    Man bør her indskrænke sig til bilaterale Overenskomster mellem Stater, hvis materielle Lovgivning frembyder væsentlige Over-

 

1 Jfr. herved Projet d'une loi uniforme sur la vente internationale des objets mobiliers corporels, Deuxième rédaction 1939 (Institut international de Rome) og Projet de convention sur les conflicts de lois en materiere de vente d'objets mobiliers corporels, 1931 (Comité special nedsat paa Haagerkonferencen 1928).

DEN INTERNATIONALE PRIVATRETS STILLING I NUTIDEN. 125ensstemmelser. De nordiske Konventioner, særlig Konventionen om Lovkonflikter vedrørende Ægteskab, Adoption og Værgemaal og Dødsbokonventionen, kan her tjene som Modeltraktater for andre Lande.
    Jeg vil slutte med at slaa til Lyd for Betydningen af, at der snarest muligt — naar man finder den dertil egnede Person — oprettes et Professorat udelukkende i international Privatret ved et af de nordiske Universiteter. Faget er saa stort, at det helt kræver sin Mand, hvis en Indsats af større Værdi skal gøres. Studiet kræver et indgaaende Kendskab ikke blot til den nationale Ret, men ogsaa til Retten i Hovedlandene. Skal virkelig Forstaaelse naas, kan man ikke nøjes med at holde sig til fremmed Rets Regler om Løsningen af Lovkonflikterne, men føres naturnødvendigt ind i et Studium af den materielle Lovgivning, der er Baggrunden og Forudsætningen for disse. Det er min Tro, at en nordisk Universitetslærer og Forsker, der alene beskæftiger sig med den internationale Privatret, vil kunne udføre et nyttigt Arbejde, der ikke blot vil komme nordisk Retsvidenskab tilgode, men ogsaa vil betyde en værdifuld Indsats i den internationale Privatretsforskning, fordi han i mindre Grad end de store Landes Specialister vil være hæmmet af nationale Lidenskaber og Interesser.