De danske flygtninge i Sverige. I »Politikens» krönika d. 23 maj 1945 har professor STEPHAN HURWITZ under vidstående rubrik lämnat en skildring av de danska flyktingarnas förhållanden i Sverige,främst under den tid då Hurwitz var chef för danska flyktingkontoret i Stockholm. Han skriver bl. a.:
    I disse dage vender de danske flygtninge hjem fra Sverige. Brigaden og enkelte forløbere er her allerede. Snart vil yderligere titusinde danske kunne berette om tiden i Sverige. De venter utaalmodigt paa at forenes med deres landsmænd. Men i afskeden blander der sig vemod ved at skilles fra et folk, der aabnede sine arme for os og lod os glemme, at vi var emigranter.
    Da fiskerbaaden, som førte os over sundet en septembernat i 1943, stod ind i Råås Havn nærved Helsingborg, kom svenske soldater løbende langs kajen med fældede bajonetter. Min lille dreng, der var blevet bedøvet og ikke kunde støtte paa benene, vaagnede op og begyndte at klynke. En af soldaterne tog ham paa sin arm og sagde: »Græd ikke, min dreng, du er i Sverige.»— — —
    Da jeg dagen efter kom til Stockholm, slog den samme stemning mig imøde. Jeg har tidligere været i Stockholm til officielle modtagelser indenfor det nordiske samarbejdes rammer, ved jurist møder og lignende, og set svensk gæstfrihed og vennes ælhed i fuld udfoldelse. Men jeg har aldrig faaet en saa hjertelig modtagelse som nu, da jeg kom som flygtning. Og jeg har aldrig følt en saa levende sympati strømme alt dansk imøde som nu i trængselstiden.
    Omkring 1. oktober 1943, da de tyske jøde forfølgelser for alvor satteind i Danmark, fortes der forhandlinger mellem danske og svenske i

Stockholm om muligheden af en svensk intervention. Man fik indtryk af en oprigtig vilje til at hjælpe i videst muligt omfang. Den svenske regering erklærede officielt, at Sverige stod aabent for de forfulgte. Og denne erklæring har næppe været uden betydning for gennemførligheden af den masseflugt, som kort efter maatte i værksættes.
    Til at begynde med var modtagelsen og anbringelsen af de danske flygtninge blevet administreret af de svenske myndigheder. Der var dog straks blevet dannet en række private hjælpeorganisationer, og det danske gesandtskab arbejdede for højtryk. Men nu, da tusinder meldte sig med behov for økonomisk hjælp, arbejdsanvisning og boliganvisning, lægehjælp, politikontrol, raad og vejledning, maatte der skabes et dansk administrationsorgan, som udelukkende kunde hellige sig flygtningenes forsorg.
    Fra svensk side blev der umiddelbart bevilget den danske gesandt, kammerherre Kruse, en millionkredit til bestridelse af forsorgs- og administrationsudgifterne, Stockholms Stad rømmede uanset en voldsom bolig- og kontornød nogle etager i en centralt beliggende bygning, udstyrede dem fuldstændigt med møbler og kontorinventar til brug forden danske administration og stillede det hele vederlagsfrit til vordisposition tillige med en fortræffelig embedsmand, der som en anden lampens aand til enhver tid var parat til at opfylde nye ønsker, efter haanden som de meldte sig.— — —
    Efterhaanden, som flygtningenes antal steg — vi var i løbet af etaar naaet op paa et antal af cirka 16.000 — maatte ogsaa administrationsapparatet udbygges. Nye kontorlokaler blev fremskaffet i Stockholm og andre byer, overalt med den velvilligste bistand fra svenske myndigheder og private; der blev indrettet sygehjem og alderdomshjem, skoler, foreninger, inspektorater for arbejdsanvisning og meget andet.
    Lad mig blot nævne tre omraader, hvor svensk bistand og samvirken med os under denne udvikling har været af overordentlig betydning.
    For det første arbejdsanvisningen. Gennem »Arbetsmarknadskommissionen», hvis fortrinlige chef er den skaanske landshøvding Thomson, fik praktisk taget alle arbejdsføre danske flygtninge i løbet af kort tid anvist passende arbejde. De intellektuelle flygtninge og ældre, som ikke magtede legemligt arbejde, fik i vidt omfang beskæftigelseved saakaldt »arkivarbejde» omfattende kontormæssig virksomhed, under tiden ogsaa videnskabeligt assistentarbejde. Hvad beskæftigelsen har betydet til modvirken af depression og nervøsitet er uvurderligt. Gennem de erfaringer, jeg indhøstede, fik jeg bekræftet mit indtryk af det inhumane og urimelige i den danske flygtningepolitik før krigen, som vel gav en række emigranter »asyl», men nægtede dem arbejdstilladelse.
    Dernæst studenterne. Omkring 3 å 400 studenter havde maatte tafbryde deres studier og flygte til Sverige paa grund af raceforfølgning eller aktiv deltagelse i frihedskampen. Det var en kulturel opgave og en nordisk opgave at gøre det muligt for disse studenter at videre førederes studier i Sverige. Kammerherre Kruse viste megen forstaaelse for

dette synspunkt, men fandt det ikke muligt at belaste den modtagne kredit — og dermed den danske statskasse — for den fulde udgift til finansieringen af disse studier, som for hver student vilde andrageca. 200 kr. om maaneden. Jeg forelagde da sagen for en særlig svensk komité, der var dannet med det formaal at koordinere en række institutioner, der paa forskellig maade ydede bidrag til de danske flygtninge, herunder navnlig foreningen Norden, den mosaiske forsamling i Stockholm og indsamlingskomitéer i Gøteborg. Det lykkedes efter en række forhandlinger herigennem at faa den storstilede hjælp, at halvdelen af samtlige udgifter ved at holde studenterne til deres studier blev betalt fra svensk side, hvorefter Flygtningekontoret blev bemyndiget til at betale den anden halvdel. Paa denne maade har et stort antal studenter faaet deres uddannelse muliggjort gennem et direkte dansksvensk samarbejde. Allerede forinden denne aftale blev truffet, havde de svenske universiteter gæstfrit aabnet deres porte for de danske studenter, og der var i Lund dannet en særlig Studentgästkommitté under ledelse af filosofiprofessoren Åke Petzäll, som tog sig af de danske studenter. Gennem underjordiske forhandlinger med Undervisningsministeriet, Københavns Universitet og andre højere læreanstalter blev der opnaaet en ordning, hvorefter eksaminer, der toges ved desvenske universiteter (eller hos danske professorer i Sverige), vil de bliveanerkendt paa lige fod med danske universitetseksaminer. Maatte denne midlertidige ordning danne grundlag for en permanent nu efter krigen!
    Og endelig politiet. Det var straks fra begyndelsen klart, at der varbrug for en dansk politiadministration i Sverige, særlig med det formaal at udsondre stikkere og andre upaalidelige personer fra samkvem med de rigtige flygtninge. Men denne udsondring og navnlig anbringelsen af de paagældende i særlige lukkede lejre maatte naturligvis foregaa i snævert samarbejde med svenske myndigheder, under hvis ansvar enhver frihedsberøvelse paa svensk grund hørte. Dette samarbejde kunde efter sin natur let støde paa divergerende opfattelser. Mentakket være navnlig to mænds forstaaelse og skarpt antinazistiske indstilling — jeg sigter til socialminister Gustav Möller og justitsminister Thorwald Bergquist — blev alle misforstaaelser hurtigt udjævnet og tilfredsstillende resultater tilvejebragt. — — —
    Min ledelse af Flygtningekontoret ophørte, da jeg i oktober forrige aar blev kaldt til London. Jeg véd, at min efterfølger, kontorchef Sigurd Wechselmann i denne administrativt vanskelige tid, da flygtningestrømmen vender tilbage, og mangfoldige forhold skal afvikles, paa ny møderden største svenske hjælpsomhed.
    Selv hørte jeg, da jeg efter at være vendt tilbage fra England oplevede meddelels en om kapitulationen i Stockholm, og da jeg derefteri en særlig anledning naaede frem gennem Sverige til Danmark i løbet af lørdagen den 5. maj, bruset af glæde over den danske befrielse, lyde fra Øst til Vest i Sverige. Skaane var et hav af flag, Danne brogside om side med de svenske farver. Paa turen fra Malmø til Helsingborg blev der raabt hurra for biler med danske. Helsingborg var som et dansk brohovede. — — —

Stephan Hurwitz.