TROELS G. JØRGENSEN. 18 Aar af Højesterets Historie. Kbhvn 1947. Gyldendal. 270 s. Da Kr. 6.25.
Som Led i et værdifuldt og paaskønnet Forfatterskab om den danske Højesterets Historie har Rettens tidligere Præsident, Dr. jur. TROELS G. JØRGENSEN i Slutningen af forrige Aar hos Gyldendal udsendt et Værk »18 Aar af Højesterets Historie» omfattende den Periode — 1. November 1925 til 29. Februar 1944 — i hvilken Forfatteren selv havde Sæde i den »hæderværdige Ret», deraf siden 1. November 1938 som dens Præsident.
Disse 18 Aar er — selv bortset fra Besættelsestidens særlige Problemer — uden Tvivl de. mest begivenhedsrige i Højesterets Historie. Retten, der med Fasthed havde hævdet et noli me tangere — endog saaledes at den praktisk talt ikke direkte berørtes af den store Retsplejereform i 1919 — kom i denne Periode ikke blot ud for skarp Kritik, der i Begyndelsen betragtedes nærmest som crimen læsæ majestatis, men ogsaa ud for Krav om Ændringer, der paavirkede dens traditionelle Arbejdsform, og som der derfor var Tilbøjelighed til at anse for Krænkelse a fRettens hævdvundne Privilegier.
I sidstnævnte Henseende stilledes der Krav om offentlig Votering i Lighed med, hvad der finder Sted i Norges Høiesterett, og Adgang for alle autoriserede Sagforere til at give Møde i Højesteret. Retten kæmpede bravt mod disse Forslag, og saa stor var dens Autoritet ikke blot i den juridiske Verden, men ogsaa hos Lovgivningsmagten, at man kviede sig ved at gennemføre disse Reformer mod Rettens Vilje. I begge Henseender afsluttedes Kampen med et Kompromis: Man fastholdt den hemmelige Votering, men foreskrev, at der i Domspræmisserne skal redegøres for de eventuelle afvigende Meninger, og man fastholdt Rettens Beføjelse til efter aflagt Prøve at udpege særlige Højesteretssagførere, men gav i meget vidt Omfang Landets øvrige Advokater Adgang til at procedere i Højesterets Skranke.
Endvidere gennemførtes i denne Periode Domsmandsinstitutionen i Straffesager ved Underret og Landsret, hvilket medførte en meget væsentlig Begrænsning i Højesterets Kompetence.
Medens Dr. Jørgensen forsvarer den gennemførte Reform af Domspræmissernes Affattelse, indtager han overfor Kravene om offentlig Votering, udvidet Procedureadgang og Domsmandsinstitutionen et udpræget konservativt Standpunkt. Værkets udførlige Fremstillinger af Debatterne og Forhandlingerne om disse Forhold har deres uomtvistelige Værdi som Bidrag til Historieforskningen, men de, der i disse Spørgsmaal har indtaget andre Standpunkter end Forfatteren, vil ikke kunne finde, at han yder dem fuld Retfærdighed.
Dette er vel en Selvfølge. Om objectiv Historieskrivning overhovedet kan præsteres, turde være problematisk. I hvert Fald kan den ikke ventes af den, der selv har taget aktiv Del i Begivenhederne. Og den Rolle, Dr. Jørgensen her spillede, er velkendt af den, der i disse Spørgsmaal modte ham som Modstander eller Medkæmper, og er dokumenteret gennem hans egen Skildring.1
En Særstilling indtager Dr. Jørgensens Førerskab i Kampen mod Justitsminister Steinckes Appelretsforslag. Her gjaldt det ikke særlige Højesteretsprivilegier, men Principper vedrørende alle Dommeres Retsstilling, og i denne Kamp, der vel endte med et Kompromis, men i Realiteten med en Sejr for Dr. Jørgensens Standpunkt, fulgtes han med saa godt som ecnstemmig Tilslutning fra Danmarks Jurister.
Det modsatte blev Tilfældet med Dr. Jørgensens Indsats ved forskellige Lejligheder under Danmarks Besættelse: En Artikel i »Juristen», hvori han, inden Spørgsmaalet endnu var naaet frem til Bedømmelse ved Højesteret, sagde god for Grundlovsmæssigheden af den Lov, der tilsigtede at legalisere Interneringen af Kommunister, hans Forhold til Dr. Vilh. la Cour's Afskedigelse, og sidst, men ikke mindst, hans Initiativ overfor Kongemagten efter Tyskernes Indførelse af militær Undtagelsestilstand i Danmark og Ministeriets faktiske Tilbagetræden 29. August 1943.
Dr. Jørgensen er blevet skarpt kritiseret for sin Handlemaade ved disse Lejligheder.2 I Indledningen til sin Bog udtaler han herom, at det efter Befrielsen er gaaet ham som andre, at han »uden Grund er gjort til Genstand for Angreb og nedsættende Omtale». I Slutningen af Bogen fremkommer en Redegørelse for »de Episoder, hvortil de paagaldende Misforstaaelser har haft Hensyn».
Forfatteren har ikke opnaaet derved at bringe Kritikken til Tavshed. Tværtimod har hans Redegørelse fremkaldt en Række Indlæg, der baade bestrider Fremstillingens Rigtighed og Fuldstændighed og forstærker den tidligere fremsatte Kritik endog i Udtryk, hvis Skarphed gaar langt ud over, hvad der normalt forekommer i en juridisk Diskussion, og som særligt maatte vække Opsigt, for saa vidt de fremkom fra fremtrædende Universitetslærere. Angrebene er blevet kraftig imødegaaede af Dr. Jørgensen.3
Anmelderen skal ikke komme nærmere ind paa denne Polemik, me nkun bemærke:
Der er ingen Føje til at mistænke Dr. Jørgensen for at have villet gaa Tyskernes Ærinde eller overhovedet til at drage hans Motivers Re-
delighed i Tvivl. Naar han alligevel ved flere Lejligheder kom i den Situation at handle i Strid med, hvad Hovedparten af hans Landsmænd fandt nationalt rigtigt, er der næppe nogen anden Forklaring end den, at hans Trang til at se Forholdene bragt i legale Former var saa stærk og hans Føling med, hvad der foregik udenfor hans snævrere Arbejdsomraade, saa svag, at han ikke havde Blik for, at hans Legaliseringsbestræbelser netop stred mod, hvad den almindelige Opinion ønskede. Da Tyskerne i Strid med alle Løfter etablerede militær Undtagelsestilstand, ønskede det danske Folk ikke nogen normal forfatningsmæssig Stilling tilvejebragt. Regeringens Vægring ved at fortsætte sin Virksomhed, i Forbindelse med Kongens Vægring ved at modtage Ministeriets Demissionsbegæring, tilvejebragte netop den demonstrativt abnorme Situation, som Folket kunde sympatisere med, og hvis Konsekvenser det var beredt til at bære; et Forsøg paa at faa denne Tilstand ændret føltes derfor som et Brud paa den nationale Front. Da Tyskerne forlangte Kommunisterne internerede, forstod de allerfleste Nødvendigheden af at bøje sig for Kravet, men man opfattede Interneringen som en Krænkelse af elementære Retsprinciper ganske uanset, om den var forenlig med Grundloven eller ej. Man vilde netop opfatte dette Krav fra Tyskernes Side som et groft Overgreb, og følte derfor Skuffelse over at se Interneringens Grundlovsmæssighed forsvaret ud fra juridiske Synspunkter af den danske Domsmyndigheds Øverste.1
Spørgsmaalet om Kommunistlovens Grundlovsmæssighed behandles paany i Dr. Jørgensens Bog; Forfatterens kritiske Bemærkninger om Professor Hurwitz' Teori vedrørende Rækkevidden af det grundlovsmæssige Værn for den personlige Frihed affødte en skarp Polemik.2
Af særlig Interesse er en af Forfatteren, pag. 192, fremsat Bemærkning vedrørende Domstolenes Kompetence i Spørgsmaalet om en Lovs Grundlovsmæssighed. Det er herskende Teori blandt Jurister, at Domstolene har Ret og Pligt til at tilsidesætte en Lov, forsaavidt denne findes stridende mod Grundloven. Logiken taler for denne Anskuelse, der maa anses for akcepteret i Retspraksis, skønt der ikke foreligger noget Eksempel paa, at Højesteret har tilsidesat en Lov af den nævnte Grund.3
Fra politisk Side har man bestridt Domstolenes Kompetence til at tilsidesætte en af Lovgivningsmagten truffet Bestemmelse.
Pag. 192 i Dr. Jørgensens Bog udtales det, at »Spørgsmaalet om Berettigelsen for Statsmyndighederne til at paaberaabe sig en Nødsituation for Staten som Hjemmel for udvidet Kompetence maa i første Række afgøres af Statsmyndighederne selv». Anvendt paa den her behandlede Lov maa denne Udtalelse forstaas saaledes, at det i første Række er Lovgivningsmagten selv, der maa afgøre, om der foreligger en saadan Nødssituation, at det er berettiget at tilsidesætte Grundloven.
Det vil kunne hævdes, at Reservationen »i første Række» kan undværes, at det med andre Ord udelukkende er Lovgivningsmagten, der her kan og skal skønne. Ingen vilde for Alvor kunne have tænkt sig Muligheden af, at Domstolene overfor Kommunistloven skulde have ment sig kompetente til at underkende, hvad Regering og Rigsdag ansaa for nødvendigt af Hensyn til Landets Velfærd.1
De indhøstede bitre Erfaringer vil kunne give Anledning til fornyede Overvejelser af Spørgsmaalet om Domstolenes Kompetence i Relation til Lovens Grundlovsmæssighed. Det er hovedsagelig fra juridisk og fra politisk konservativ Side, at man har forfægtet Kompetencen, medens man fra venstreorienteret politisk Side har bestridt Domstolenes Ret til at tilsidesætte Folkerepræsentationens Beslutninger.2
Endnu skal bemærkes, at til det værdifuldeste i det anmeldte Værk hører Forfatterens kyndige Gennemgang af en Række vigtige Højesteretsdomme i den paagældende Periode, men dette Stof har dog naturligvis hovedsagelig Interesse for danske Læsere.
Henrik Sachs.