Dansk lovgivning 1946/47.1 I SvJT 1946 s. 540 omtaltes oprettelsen af den extraordinære tjenestemandsdomstol til påkendelse af mindre grove sager mod tjenestemænd, der under besættelsen havde forbrudt sig mod det særlige troskabsforhold, hvori danske tjenestemænd står overfor staten, folkeskolen, folkekirken eller de enkelte kommuner. De trufne afgørelser var endelige, idet dog spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende i anledning af tjenestemandsforholdets ophør har retligt krav på ordinær pension efter tjenestemandsloven, kan indbringes for højesteret i den borgerlige retsplejes former; for dommeres vedkommende kunne dog kendelsen i sin helhed indbringes for højesteret. Ved lov af 4. juni 1947 er der nu åbnet adgang til med tilladelse af det nedenfor omtalte ankenævn at indbringe de af den extraordinære tjenestemandsdomstol afsagte kendelser for en domstol, bestående af en højesteretsdommer som formand, et af finansministeren efter samråd med justitsministeren udpeget medlem og et medlem, der udpeges af den centrale tjenestemandsorganisation — for kommunale tjenestemænds vedkommende den tjenestemandsorganisation eller eventuelt faglige organisation — hvorunder tjenestemanden hører eller kunne henhøre. — Kendelser, der er afsagt af tjenestemandsdomstolen før lovens ikrafttræden, kan kun påankes af domfældte, og anke kan alene finde sted, når domfældte ved kendelsen er frakendt sin tjenestemandsstilling. Har domfældte påanket, kan anklagemyndigheden dog under anke nedlægge påstand om skærpelse, medmindre anken alene tager sigte på en förnyet prøvelse af den ved kendelsen trufne afgørelse angående domfældtes pension. En før lovens ikrafttræden afsagt kendelse vil kunne påankes, uanset at domfældte har gjort brug af den ovennævnte adgang til for højesteret at indbringe spørgsmålet om, hvorvidt han i anledning af tjenestemandsforholdets ophør har retligt krav på ordinær pension efter tjenestemandsloven; har domfældte gjort brug af denne adgang, og har højesteret besvaret spørgsmålet om hans retlige krav på ordinær pension benægtende, vil ankeinstansen dog alene kunne afgøre spørgsmålet om, hvorvidt der tilkommer domfældte delvis pension og dennes størrelse. Andragende om anke må indgives til det i medfør af loven oprettede ankenævn inden 6 uger efter kendelsens afsigelse — er kendelsen afsagt før lovens ikrafttræden den 4. juni 1947, skal andragendet være indgivet inden 6 uger efter dette tidspunkt. Ankenævnet består af en landsdommer som formand, en underretsdommer og et af finansministeren udpeget medlem, der ikke er dommer, men som opfylder betingelserne for at beskikkes som dommer. Spørgsmålet om størrelsen af den
pension, som tilkommer den afskedigede tjenestemand, kan indbringes for ankeinstansen uden ankenævnets tilladelse. Ankenævnet træffer sine afgørelser på grundlag af en skriftlig indgivet ankebegæring, men kan begære sig yderligere oplysninger forelagt skriftligt eller mundtligt. Samtidig med oprettelsen af ankeinstansen udvidedes antallet af højesteretsdommere midlertidig med een, jfr SvJT 1947 s. 630. Loven finder ikke anvendelse på sager mod dommere.
I SvJT 1945 s. 516, jfr 1947 s. 624, er omtalt det efter besættelsens ophør vedtagne straffelovstillæg ang. forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Der må lægges den allerstørste vægt på, at der gives de i medfør af nævnte lov domfældte mulighed for efter udstået straf at indtræde i samfundet påny og ved deres arbejde at skaffe sig og deres pårørende et rimeligt udkomme, og der må lægges vægt derpå netop med hensyn til disse domfældte, fordi det her drejer sig om et så stort antal personer, hvoraf størstedelen iøvrigt ikke har været i konflikt med straffeloven. I straffelovstillæget er det udtrykkeligt udtalt, at de i lovgivningen gældende regler om fortabelse af rettigheder kommer til anvendelse ved siden af de særlige regler om rettighedsfortabelse, der indeholdes i straffelovstillæget. Medens disse særlige regler i hvert fald kun i ringe grad modvirker disse lovovertræderes genoptagelse i samfundet, er flere af de i lovgivningen iøvrigt gældende regler i højere grad en hindring for deres resocialisering. Disse regler har som hovedregel straf for almindelige borgerlige forbrydelser for oje — ikke forbrydelser af politisk karakter — og det findes derfor rimeligt og forsvarligt at udskille visse af de sidstnævnte til særlig behandling i så henseende. Langt den overvejende del af de efter straffelovtillæget domfældte er dømt for rent politiske forbrydelser, således navnlig alle, der har deltaget i tysk krigstjeneste, gjort tjeneste som vagtmænd, tidsfrivillige og brandmænd m. v. — Disse bemærkninger og oplysninger ledsagede et lovforslag, som stadfæstedes den 1. juni 1947 som lov om generhvervelse af visse i medfør af straffelovtillæget ang. forræderi og anden landsskadelig virksomhed frakendte rettigheder. Hovedreglen at straf af fængsel i 2 år 6 måneder eller derunder, idømt i medfør af straffelovtillægetfor förbrydelser som de ovennævnte, skal ikke være til hinder for, at den domfældte, når han er løsladt efter endt afsoning eller på prøve eller ved betinget eller ubetinget benådning har fået straffen eftergivet, erhverver næringsbrev eller vandrebrev eller bevarer retten til at drive næring i henhold til erhvervet næringsbrev eller vandrebrev. På tilsvarende måde skal de domfældte ikke være afskåret fra at erhverve eller bevare sønæringsbevis eller næringsadkomst på beværtning eller gæstgiveri, ligesom de ikke skal være udelukket fra at antage eller oplære lærlinge. Ej heller skal de være udelukket fra at opnå invalide- eller aldersrente eller anden offentlig understøttelse, for hvis opnåelse tilsvarende betingelser gælder. Den samme regel kan anvendes i tilfælde, hvor en forbrydelse efter ministeriets skøn er af en sådan overvejende politisk karakter, at den bør sidestilles med de særlig nævnte tilfælde. Endelig kan der, når omstændighederne taler derfor, af ministeren
efter indhentet erklæring fra vedkommende organisation gives en af de således domfældte tilladelse til, eventuelt på nærmere angivne betingelser, at virke som sagfører, læge, tandlæge, dyrlæge, jordemoder, apoteker eller i anden virksomhed, der kræver en offentlig autorisation.
I SvJT 1947 s. 625 er omtalt loven om strafforfølgning mod krigsforbrydere i Danmark, hvorefter Københavns Byret er værneting for disse sager. For at lette afviklingen af sagerne er der ved lov af 7. oktober 1947 åbnet mulighed for at forøge antallet af byretsdommere ved konstitution og for — når retten skal sættes udenfor København — at udtage domsmænd af den stedlige underdomstols liste over domsmænd og for at anvende en af de lokale beskikkede forsvarere.
Ifølge loven om ægteskabs indgåelse og opløsning (30. juni 1922) må ægteskab ikke indgås mellem personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linie, dog at undtagelse herfra kunne gøres ved kgl. bevilling, når det tidligere ægteskab er opløst ved døden, når der i dette ægteskab ikke er fællesbørn, og når iøvrigt ganske særlige grunde taler for bevillingens meddelelse. Ved lov af 15. marts 1947 er reglen blevet lempet således, at undtagelse fra hovedreglen kan gøres ved kgl. bevilling, når det tidligere ægteskab er opløst ved døden, og når ganske særlige grunde taler for bevilling ensmeddelelse; er der fællesbørn i det tidligere ægteskab, kan bevillingkun meddeles, såfremt hensynet til disse børn ikke taler derimod. Efter denne ændring vil der f. ex. kunne gives tilladelse til indgåelse af ægteskab mellem en mand og hans afdøde hustrus datter af et tidligere ægteskab, selvom han havde fællesbørn med hustruen.
Den siden 1906 gældende lov om modarbejdelse af offentlig usædelighed og venerisk smitte er afløst af lov af 4. juni 1947 om bekæmpelse af kønssygdomme. Ledelsen af bekæmpelsen påhviler embedslægerne. Personer, der ved eller har grund til at formode, at de lider af kønssygdom er forpligtet til at underkaste sig undersøgelse og eventuelt behandling for sygdommen hos en læge, overfor hvem de er forpligtet til at opgive navn, stilling og bopæl og meddele de fornødne oplysninger med hensyn til, af hvem de kan være blevet smittet; får indehaveren af forældremyndigheden for et barn under 18 år, værgen for en sindssyg eller åndssvag eller personlig umyndiggjort eller den, der under sin pleje eller opsigt har en sådan person eller nogen, der iøvrigt er uskikket til at varetage sine anliggender, kendskab til eller grundet formodning om, at den pågældende lider af kønssygdom, påhviler det ham at sørge for, at vedkommende bliver undersøgt og eventuelt behandlet, og give de nævnte oplysninger. Al undersøgelse og behandling sker for offentlig regning. Enhver læge, der modtager en patient til undersøgelse eller behandling for kønssygdom, skal straks give patienten pålæg om til bestemte tider at møde til behandling (undersøgelse) hos ham, sålænge lægen af hensyn til faren for smitte eller overførelse til afkommet anser det for nødvendigt, eller til ved skriftlig erklæring fra en anden læge godtgøre, at behandlingen (undersøgelsen) er overtaget af denne; er patienten under 16 år, sindssyg, åndssvag eller personlig umyndiggjort,
skal pålæget gives forældremyndighedens indehaver (værgen). Lægen skal altid straks ved mundtlig vejledning og udlevering af en trykt meddelelse gøre patienten (værgen m. m.) opmærksom på den med kønssygdommen forbundne smittefare samt forbyde ham at have samleje eller andet kønsligt forhold, indtil lægen ophæver det givne forbud. Lægen har pligt til hos patienten at søge oplysning om, fra hvilke personer smitten kan hidrøre, og give dem pålæg om inden en fastsat frist at lade sig lægeundersøge samt til at påse, at sådant pålæg efterkommes. — Undlader en patient eller en person, der er opgivet som smittekilde, at efterkomme pålæg om at møde til undersøgelse eller behandling, eller kan smittekilden ikke findes, sker der indberetning til embedslægen, som kan lade de efterladende fremstille ved politiets foranstaltning, ligesom embedslægen kan begære politiets hjælp til eftersøgning af smittekilden. — Hvis det under de givne forhold af hensyn til smittefaren eller særlige forhold ved behandlingen må anses for nødvendigt, at en person indlægges på sygehus til undersøgelse eller behandling for kønssygdom, kan indlæggelse finde sted for offentlig regning. Tvangsindlæggelse kan finde sted, når en patient har gjort sig skyldig i grov eller gentagen forsømmelse ved gennemførelsen af den påbudte behandling, når en person med føje mistænkes for erhvervsmæssigt at udøve utugt og er sigtet for overtrædelse af de gældende bestemmelser om modarbejdelse af offentlig usædelighed, og når ganske særlige omstændigheder, f. ex. den pågældendes mentale tilstand, tidligere vandel eller erhverv, giver grund til at tro, at sygdommens overførelse til andre ikke på betryggende måde kan påregnes forebygget uden sygehusindlæggelse. Afgørelsen om tvangsindlæggelse træffes af politimesteren, men kan begæres forelagt en domstol med ret til påkære til landsret.
Under en fire måneder lang konflikt i foråret 1947 i typograffaget i København var det udelukket at få love og anordninger m. v. kundgjort på sædvanlig måde, hvorfor der den 17. marts blev stadfæstet en midlertidig lov, hvorefter love og ministerielle anordninger indtil videre skulle kundgøres ved, at lovens eller anordningens titel på et af justitsministeren fastsat tidspunkt oplæstes i radioen. Lovens og anordningens text udsendtes til en række offentlige kontorer og til de offentlige biblioteker, hvor de lå til almindeligt eftersyn. De pågældende love og anordninger trådte i kraft ugedagen efter kundgørelsen i radioen, medmindre loven eller anordningen indeholdt nogen herfra afvigende bestemmelse, i hvilket tilfælde ikrafttrædelsesdagen meddeltes i radioen samtidig med lovens eller anordningens titel. Den midlertidige lov indeholdt desuden bestemmelser om indkaldelse til generalforsamlinger i aktieselskaber og andelsselskaber og om kundgørelse af tid og sted for forskellige valg, som skulle foretages. De gennem radioen bekendtgjorte love og anordninger blev efter strejkens ophør optaget i lovtidende.
Johannes Faurholt.