BERNHARD GOMARD. Forholdet mellem Erstatningsregler i og udenfor Kontraktsforhold. Kbhvn 1958. Gads. 493 s. Dkr. 30,00.
Omtrent samtidig med, at Professor BERNHARD GOMARD modtog Udnævnelse til den af Erwin Munch-Petersen tidligere beklædte Lærestol i Retspleje ved Københavns Universitet, fik han ovennævnte Værkantaget til Forsvar for Doktorgraden. Forsvaret fandt Sted i Oktober 1958. Dette Arbejde, der her skal gøres til Genstand for Omtale, er et meget stort Værk, der beskæftiger sig med centrale Problemer indenfor Obligationsretten. Det skal indledningsvis siges, at det er prægetaf betydelige Studier af Retshistorie og fremmed Ret og af meget grundige Analyser af et overordentlig stort Antal danske og fremmede Retsafgørelser; det indeholder skarpsindige Diskussioner af en Række både teoretiske og praktiske Spørgsmål, de giver Anledning til. Af handlingens Behandling af historiske Spørgsmål og udenlandsk Ret vil formentlig blive bedømt i Anmeldelser fra videnskabelig Side. Herom må henvises til sådanne Anmeldelser, idet den her følgende Omtalealene prætenderer at være et Forsøg på en Vurdering ud fra en Praktikers Forudsætninger.
Formålet med Afhandlingen er, som det også vil fremgå af dens Titel, at undersøge, om den traditionelle Sondring mellem to Regelsæt, et for Erstatning udenfor Kontrakt og et for Erstatning indenfor Kontraktsforhold, altid er berettiget, eller om det ikke måtte være bedre i Grænsetilfælde at anvende friere, særlig tilpassede Regler. Bogen behandler dette Spørgsmål i Almindelighed. Der redegøres, siger Forfatteren,1 ikke for alle de Situationer, hvor der rejser sig Problemer af denne Art — en sådan Undersøgelse vilde omfatte store Dele af Obligationsretten — men kun et lille Udvalg af Emner er medtaget, bestemt af de enkelte Spørgsmåls Egnethed til at belyse almindelige, retlige Synspunkter og til at vise Værdien af en Konfrontation af Delikts- og Kontraktsreglerne. Det kan måske til denne beskedne Bemærkning siges, at Bogen indeholder et Væld af udførligt behandlede Enkeltspørgsmål.
Efter at Forfatteren i Kapitel 2 har behandlet Sondringen mellem Erstatning i og udenfor Kontrakt i Romerretten og i ældre dansk ogengelsk Ret, går han i Kapitel 3 over til at undersøge det teoretiske Grundlag for Sondringen og begynder med at fremstille Teorier om Grundlaget for denne. Nogle Forfattere har set Erstatning som en Konsekvens af en Rets-krænkelse, mens andre har opfattet den somen Følge af pligtstridig Adfærd. Til den første Gruppe hører i dansk Ret BORNEMANN, der inddeler Erstatningsreglerne i to Kategorier, Kontrakt og Delikt, eftersom Skaden har ramt en tinglig eller en obligatorisk Ret. Herimod er det blevet indvendt, at Rettighedsbegrebet ikke har noget bestemt Indhold. Navnlig LUNDSTEDT har anset det
for meningsløst. Forfatteren anfører, som det synes ikke uden Finhed, heroverfor, at selve det, at Definitionen af Begrebet er uklar eller cirkulær, ikke er tilstrækkeligt til at forkaste dets Brug. Samme Kritik kan anføres mod de fleste juridiske Begreber.2 Forkastes kan et Begreb kun, dersom det, det giver Udtryk for, end ikke er et rigtigt Udgangspunkt. Gør det blot det, kan det gøre en vis Nytte; thi Problemerne må præsenteres for Retsfølelsen i en Terminologi, man er fortrolig med fra almindelige Sprogbrug.
Pligtstridighedsbegrebet er på den anden Side Grundlaget for Opbygningen af engelsk Erstatningsret. Ifølge Forfatteren er det vanskeligt at afgøre, om et objektivt Retstridigheds- eller Pligtstridighedsbegreb er at foretrække. Løsningen må bero på, hvilket der giver den bedste Støtte for Retsfølelsen; Terminologien spiller en større Rolle for Tanken, end man almindeligvis på Grundlag af de gængse Definitioner skulde tro. Kun Brugen af Begreberne kan give Vejledning. Til Belysning heraf fremdrages to Exempler, det ene Spørgsmålet om Gyldigheden af Ansvarsbegrænsning, det andet Spørgsmålet om, hvilke Personer der kan blive erstatningsberettigede eller -forpligtede. I dansk Ret, vises det, kan således en Trediemand udenfor en Kontrakt kræve Erstatning af Debitor, dersom denne på uforsvarlig Måde har overgivet en Ting til Kreditor, f. Ex. uden at advare om den Risiko, der er forbundet med Brug af Tingen, og Tingen derefter volder Trediemand Skade. Dette Ansvar bortfalder dog, hvis Trediemand ulovligt har benyttet Tingen. Disse Regler er ikke optaget i dansk Teori. Debitor bliver endvidere erstatningspligtig overfor Trediemand, dersom han har påtaget sig Pligt til at foretage de Sikkerhedsforanstaltninger, som ellers efter Deliktsreglerne vilde på hvile Kreditor. Endvidere drøftes Spørgsmålet, om en Trediemand, der står i Kontraktsforhold til Kreditor, kan få et Erstatningskrav mod Debitor for Skade lidt på Grund af dennes Ydelse. Det er vanskeligt at opstille Regler om Spørgsmålet i dansk Ret, men Skyldneren er antagelig ansvarlig efter en Culparegel ikke blot for Integritetskrænkelser, men også for andre let konstaterlige Tab.
Andre Teorier opbygger derimod et fælles Grundlag for Ansvaret i og udenfor Kontrakt. Da Deliktsreglerne i Hovedsagen fremkommer ved en Rationalisering af Culpastandarden, der hviler på en almen Vurdering, mens Fortolkningen og Udfyldningen af Aftaler retter sig efter en mere konkret Bedømmelse af, hvad Parterne vilde have aftalt, eller hvad der tjener deres Interesser, synes en Dualisme indenfor Erstatningsretten uundgåelig. Forskellen træder dog i Baggrunden i det Omfang, Kontraktsretten antages at være bestemt af objektive Hensyn. Det er imidlertid ikke ganske klart, hvori Forskellen mellem den subjektive og den objektive Kontraktsopfattelse består. Enhver Fortolkning må bygge på objektive Data. Det er derfor vist nu den almindelige Mening, at netop Kontraktserstatningsreglerne bestemmes af objektive Hensyn. En lignende blandet Opfattelse kan også hævdes at gælde for Deliktsrettens Vedkommende, der af adskillige moderne Forfattere anses begrundet i sociale Hensigtsmæssighedsbe-
tragtninger. Fortolkningen er hverken rent subjektiv eller objektiv. Det hævdes derfor almindeligt, at både Kontrakts- og Deliktsreglergrundes i sociale Hensigtsmæssighedsbetragtninger. Hvis det er rigtigt, skulde der, som hævdet bl. a. af USSING og LUNDSTEDT, således ikke bestå nogen principiel Forskel. Denne Opfattelse sætter Forfatteren et Spørgsmålstegn ved. Et sådant almindeligt Udsagn kan, da der ihvert Fald er nogle Spørgsmål, der besvares forskelligt i de to Discipliner, og Fællesprincippet derfor kun kan være et Udsagn om Resultatet af en Sammenligning, d. v. s. kun udtrykke, at Ligheden er størreend Forskellighederne; et sådant Udsagn har måske sociologisk, men ikke juridisk Værdi. Forfatteren tilføjer herved en overfor den for Tiden gængse Modetænkning i sociale Baner, frisk og rigtig Betragtning: Hverken Kontrakts- eller Deliktsreglerne er alene bestemt af, hvad der tjener Samfundet. »Forestillingen om, at visse Løsninger ermere rimelige og retfærdige end andre, kan ikke undværes i Praxis»;thi Valget mellem flere mulige Løsninger har ofte slet ingen Betydning for Samfundets Trivsel, og hvor den har det, er den nærmere Årsagssammenhæng ofte uklar.3 Forfatteren vender iøvrigt andetsteds tilbage til denne Betragtning om de »samfundsmæssige» Hensyns Utilstrækkelighed.4
I den nævnte Forbindelse behandles et ikke i dansk, men i fremmed Ret dyrket Problem, nemlig om »Konkurrence» mellem Kontrakts- og Deliktsreglerne, hvor begge Sæt kan anvendes. De fleste Forfattere har ment, at Sagsøgeren, når han har kunnet påberåbe sig begge Regelsæt, måtte vælge, hvilket af dem han vilde gøre gældende;en sådan Retstilstand kendes på visse Områder i dansk Ret. Forfatteren kritiserer den nævnte Lære, som man ikke i Almindelighed bør acceptere i dansk Ret, selvom den kan være til Nytte ved Koordinering af Delikts- og Kontraktsreglerne. Det kan således være gavnligt at undersøge, om de Regler, der er opstillet, egner sig til Brug på begge Områder.
Til Belysning af, at det kan være en Hjælp til at finde frem til debedste Løsninger at bedømme et Forhold både ud fra Kontrakts- og Deliktsrettens Regler, anføres, at flere Skadevoldere i Delikt hæfter solidarisk. I Kontrakt hæfter extranei derimod kun under strengere Betingelser og ifølge Praxis i adskillige Tilfælde — således Sagførere og Mæglere — kun subsidiært i Forhold til Skyldneren. Dette Resultat kritiseres af Forfatteren. For umyndiges Vedkommende opstår bl. a.Spørgsmålet om en urigtig Vitterlighedspåtegning pådrager dem Ansvar efter Kontraktsregler (som Kautionister) eller efter Deliktsregler. En svensk Dom fra 1901 har antaget det sidste. Forfatteren mener, at Kontraktsreglerne bør smitte så meget af, at Ansvar kun pådrages, når den umyndige måtte vide, at Underskriften er falsk. Endvidere mener han, at der — hvad den svenske Dom ikke gjorde —efter Omstændighederne bør foretages en Nedsættelse af Kravet. Lignende Spørgsmål kan opstå med Hensyn til en umyndigs Ansvar for Beskadigelse af Ting, han køber på Kredit, og med Hensyn til hvilke
han ifølge Kontraktsreglerne kun har Tilbageleveringspligt, hvis de er i Behold. Hæfter han for culpøs Tilintetgørelse? Der findes ingen sikker Rettesnor til Afgørelse af, hvilke Forhold der her er culpøse, og der er derfor intet, der hindrer, at man kan finde rimelige Løsninger.
Synspunktet kan også anvendes på Kvasiløfter, hvor der kan være Trang til en Mellemløsning i Stedet for enten fuldtud at forpligte Sagsøgte eller frifinde ham. Det kan efter Omstændighederne være Tilfældet, når en Person ikke reagerer, vidende om, at en anden har modtaget en falsk Erklæring, der fremtræder som hidrørende fra ham. Ansvaret beregnes efter Praxis som den negative Kontraktsinteresse, men bør efter Forfatteren ikke altid ubetinget bindes tildenne.
Kapitel 4 behandler Lovgivningens Stilling til Delingen af Erstatningsreglerne i Delikts- og Kontraktsregler. Der findes ikke mange Regler i dansk Ret, som bindende forudsætter en bestemt Afgrænsning mellem Kontrakt og Delikt. Blandt Exemplerne er Bestemmelserne om Forældelse. Her kan Tvivl opstå. Deponentens Krav på Tilbagegivelse af Penge overgivet som depositum regulare ligner, dersom Beløbet af Depositaren sammenblandes med egne Midler, både et Opfyldelseskrav og et Erstatningskrav. Hvad angår Forældelse, finder Forfatteren det klart, at det bør behandles som et Opfyldelseskrav. Noget tilsvarende bør gælde Krav på Erstatning i Anledning af, at en Ting efter Overgivelsen fravindiceres Erhververen, men måske ikke Krav på Erstatning i Anledning af for sen eller mangelfuld Erlæggelse eller i Anledning af Skade voldt på Person af en erlagt farlig Ydelse. På disse Områder har man været tilbøjelig til ved Fortolkningen af Forældelsesreglen blot at henholde sig til Sondringen mellem Delikt og Kontrakt i den traditionelle Betydning, men der findes ingen fast og klar Afgørelse af, hvordan man skal fordele Kravene. Fortolkningen er derfor ikke vellykket; andre Fortolkningsmidler må tages i Brug f. Ex. en Sondring mellem Krav, der bør behandles på samme Måde som Krav på den principale Ydelse, og »selvstændige» Erstatningskrav.
I det hele konkluderer Forfatteren, at den systematiske Sondring i Lovgivningen, som alene er bestemt af fremstillingstekniske Hensyn, ikke tvinger til et Enten-Eller. Reglerne regulerer de typiske Tilfælde, men overlader det til Praxis at finde den mest hensigtsmæssige Løsning. Heri må man formentlig give Forfatteren Ret.
I Kapitel 5 drøftes Spørgsmålet om, hvilken Misligholdelse af en Aftale, der kan anses som væsentlig, således at den begrunder Ret tilat hæve Aftalen. Kun når dette er Tilfældet, kan de kræves Erstatning. Der hersker ikke Klarhed om disse Problemer i dansk Bet.
Ser man på Skyldnerens culpøse Beskadigelse af Salgsgenstanden efter Leveringen, er han ansvarlig efter Deliktsreglerne, men han erikke forpligtet til at betale Konventionalbod, og Køberen kan ikke hæve. Forfatteren kritiserer den gængse Fortolkning af Købelovens § 44, hvorefter Beskadigelser af Salgsgenstanden, der indtræder, efterat Leveringen har fundet Sted, men inden Overgivelsen, behandles som Mangler, hvis Skaden er voldt ved Køberens Forsømmelse. Ikke
enhver sådan Skadeforvoldelse er hævebegrundende. Den må værevoldt af Sælgeren under Opfyldelsen af hans Kontraktspligter. Ellers må den behandles som Delikt. — Dette er sikkert rigtigt.
Anden Krænkelse af et Købsforhold kan efter Omstændighederne foreligge, hvis en Grossist, der har solgt til en Detaillist, også sælger Varer til en Konkurrent, eller i Lejeforhold, hvis Udlejeren af en Butik udlejer en anden Butik til en Konkurrent af første Lejer. Herkan der være Spørgsmål, om den krænkede kan hæve og/eller kræve Erstatning. Adgangen til at søge Dom til Ophævelse af Lejeforhold 2 eller til at søge Erstatning kan efter Omstændighederne ikke være tilstrækkelig. Forfatteren behandler også Spørgsmålet, om en mere almindelig Ødelæggelse af Tillidsforholdet mellem Parterne kan være hævebegrundende. Det er således almindeligt antaget, at Svig giver Ret til at hæve Aftalen, selvom der ikke foreligger væsentlig Misligholdelse. Det er ikke sikkert, at dette er rigtigt, hvis Svig, som det hævdes i Litteraturen, kan bestemmes som retstridig og forsætlig Fremkaldelse af en Vildfarelse; thi sådant Forhold synes ikke altid at berettige til at hæve. Det synes hos Forfattere af herskende Teori at være stiltiende forudsat, at Svigen kun har Retsvirkning, hvis den har påvirket Aftalens Indhold. Det er Forfatterens Opfattelse, at en forsætlig Vildledelse ikke bør give ubetinget Ret til at hæve. Men sådanAdgang bør gives, hvis der er handlet klart uhæderligt, og i så Fald også, uanset om Svigen har fremkaldt Løftet eller ikke.
Kapitel 6 behandler Culpareglen, der af de fleste anses for at væreden almindelige Erstatningsregel både i og udenfor Kontrakt. Det ansvarsbegrundende Forhold kan imidlertid ikke beskrives under eet; en culpøs Ikke-Opfyldelse behøver ikke være et Delikt. Når den almindelige Opfattelse alligevel kan hævdes, skyldes det, at den er vanskelig at gendrive, fordi Culpareglen gengives ved talrige og vage Formler. Hvis man kommer til Klarhed over, hvad Culpabegrebet dækker over, vil mange Spørgsmål, der knytter sig til Forskellen mellem Delikts- og Kontraktsreglerne løse sig selv. Det er imidlertid ikkelet at komme til sådan Klarhed, udvikles det i det følgende indledende Afsnit.5 Her railleres der først lidt over de gængse Sætningerom bonus pater familias-Skønnet. Det er tvivlsomt, om det er denne bonus paters Meninger eller hans Handlemåde — der desværre ikkebehøver stemme overens — der afgiver Målestokkn for Culpaskønnet. Det er i det hele ikke muligt at arbejde med en Gennemsnitshandlemåde. Sætningen om Samfundsnytten får også en ret ilde Medfart. Den gængse Sondring mellem Regler, der gælder for Integritets- og IkkeIntegritetskrænkelser, og Interesseafvejningslæren forkastes som værende uden synderlig Værdi,6 og der findes heller ikke at være tungtvejende Grunde til kun at anerkende Culpareglen for Handlinger og ikke for Undladelser. Forfatterens Resultat er, at Culpaskønnet ikke klart lader sig adskille fra en Fornemmelse af, hvad der er rimeligt; Afgørelsen træffes på Grundlag af Retsfølelsen, særlige sociale Hensynog Kravet om Harmoni med fastslåede Retssætninger.7 Udsagnet om,
at Culpareglen gælder på et Område, indeholder dog een konstant Størrelse, nemlig en Negation af et objektivt Ansvar. En Sammenligning med dette er et nyttigt Udgangspunkt for Belysning af Culpastandardens Indhold; der kan tænkes en Række Ansvarsregler, der danner en jævn Overgang mellem ubetinget Ansvar, og Ansvar betinget af Skyld.8 Det er således almindeligt antaget, at der kan pålægges Ansvar efter Culparegeln, selvom det var umuligt for Skadevolderen at forudse Faren eller undgå Skaden, og i Domme i Erstatningssager anvendes også ofte et ganske neutralt Ordvalg ved Beskrivelsen af Ansvarsgrundlaget.9
Der foretages derefter en Jævnførelse af Culpabegrebet med Umulighedsbegrebet, der i nogle Love bruges ved Beskrivelsen af den almindelige Ansvarsregel, og som i en Variant ofte anvendes i Kontraktsretten. Heller ikke dette Begreb benyttes altid i samme Betydning. Det adskiller sig fra Culpabegrebet, i det det kun tager Sigte på, hvorvidt Skadevolderen (Debitor) kunde have hindret Skaden på det Tidspunkt, den indtræder, mens Culpabedømmelsen udstrækkes til at omfatte hele hans Adfærd i Tiden før Skaden. Et sådant Umulighedsbegreb er uden erstatningsretlig Betydning. Forfatteren finder, at Reglerne om Debitors Ansvar også — og måske med større Fordel —kan beskrives ved Hjælp af Culpareglen og enkelte objektive Ansvarsregler (for Pengemangel og Hindringer, der skyldes Debitors personlige Forhold). Henvisningen til at udøve et fornuftigt Skøn giver herer godt Udgangspunkt.
Kapitel 7 handler om Culpa i Kontraktsforhold og om Særregler om kvalificeret Culpa. Formålet med Undersøgelsen er gennem en Sammenligning mellem Kontrakts- og Deliktsansvaret at belyse Spørgsmålet om, på hvilken Måde Ansvarsgrundlaget påvirkes af Kontrakten. I fremmed Ret hævdes det undertiden, at Culpamålestokken i Kontrakt er en anden end i Delikt. I visse Kontraktstyper er Ansvaret således — og det gælder også i dansk Ret — mildere, såsom i Gaveforhold, Låneforhold etc. Der kan derfor opstå det Spørgsmål, om den almindelige Culparegel skulde kunne påberåbes ved Siden af de for Kontraktsforholdet gældende Regler. Som sådanne fra Culpareglen afvigende Grundsætninger undersøges Grundsætningen i diligentia quam in suis rebus og Regler om Ansvarets Begrænsning til grov Uagtsomhed. Den første Grundsætning er ikke udtrykkelig anerkendti dansk Ret; Reglerne i D. L. 5—7—1 og 5—8—14 er nærmest Bevisregler, og den romerretlige Grundsætning eller andre efter Skadevolderens personlige Egenart variable Ansvarsregler synes ikke egnet, til Omplantning til dansk Ret som gældende for Misligholdelse af visse Kontraktssorter eller Grupper af skadegørende Adfærd. Den Tilpasning, der bør ske, afhænger af Handlingens nærmere Beskaffenhed og Forholdet mellem Parterne. Noget rigtigt er der dog i Sætningen, idet et vist Hensyn i visse Kontrakter, såsom i Afleveringskontrakter og Kontrakter om Opbevaring af andres Ting, kan tages til Indretningen af Skyldnerens Virksomhed (moderne, gammel, stor, lille) ved Be
dømmelsen af Ansvarsgrundlaget. Medkontrahentens Forhold vil her jævnlig indebære et stiltiende Samtykke. Nog et tilsvarende gælder omde Erstatningsspørgsmål, som kan opstå, når en Person kommer til Skade under Udførelse af Arbejde for en anden, og dette er forbundetmed en særlig Risiko. Hvis Arbejderen er bekendt med Risikoen ved Virksomhedens Indretning, kan der være Spørgsmål om at lade Erstatningsansvar bortfalde. Derimod bør man ifølge Forfatteren ikke — som Praxis har været tilbøjelig til at gøre det — når man vil give Erstatning, nedsætte denne efter Reglerne om egen Skyld, fordi man anser det som en Slags egen Skyld, at Skadelidte har fortsat Arbejdet uanset Faren. Heri finder jeg, at Forfatteren har Ret.
I Romerretten findes Regler, der kun pålægger Ansvar for grov Uagtsomhed, der karakteriseres som den Skyldform, der grænser optil Forsæt. I dansk Ret anvendes Begrebet kun i beskedent Omfang, navnlig i Forsikringsaftalelovens § 25. Dennes Formulering tyder på, at man har anset grov Uagtsomhed for et nogenlunde fast Begreb. Dette er næppe rigtigt. Når LASSEN definerer Begrebet som Tilsidesættelse af den Agtpågivenhed, som selv skødesløse Personer plejer atudvise, er denne Sætning ikke meget vejledende. Mens det måske noker muligt at danne en Handlenorm ved Studiet af gode Borgeres sædvanlige Adfærd, er det samme ikke Tilfældet for skødesløse Personers Vedkommende. Retspraxis vedrørende grov Uagtsomhed er ikke klar. Noget tyder på, at Domstolene fortolker Begrebet forskelligt i de forskellige Lovbud, hvori det forekommer. (Det er utvivlsomt rigtigt.) I visse Tilfælde synes Dommene at lægge Vægt på andre Faktorer end de subjektive, når sådanne Faktorer findes at være af Betydning for, om det er rigtigt at behandle en Sag efter de strengeste Ansvarsregler. Denne Tendens, der strider skarpt mot den teoretiske Opfattelse, har dog ikke fundet direkte Udtryk i Præmisserne. I visse Relationer synes Domstolene uden udtrykkelig Hjemmel at lempe Skyldkravet, så at Ansvar alene ifaldes i Tilfælde af grov Uagtsomhed. — Denne meget udførlige Udvikling konkluderer derhen, at Begrebet grov Uagtsomhed ikke har noget bestemt Indhold, men blot betegner en ikke nærmere angivet Lempelse i det normale Skyldbegreb. De Forsøg, der i engelskog romersk Ret er gjort på differentiere Culpabegrebet, kan heller ikkeføre til en Opstilling af bestemt udformede praktiske Direktiver for dansk Ret. Selvom man ikke kan nå hertil, bør man forhindre, at den traditionelle, altfor stive og urealistiske Begrebsopbygning af Skyldkravet i Erstatningsretten gør Skade.
Kapitel 8 behandler Betydningen af Aftalen — eller rettere hverenkelt Bestanddel af Aftalen — for Ansvarsgrundlaget i Kontraktsforhold. Først vises det, at Vederlagets Størrelse kan spille en Rolle ved Kontraktens Fortolkning bl. a. for Afgørelsen af Spørgsmålet, om der foreligger en Mangel eller ikke. Ligesom Domstolene synes at opfatte et kvalificerende Adjektiv i en Lovregel (som f. Ex. grov Uagtsomhed) som et carte blanche til at lade Retsfølgen indtræde efter etfornuftigt Skøn over, om den bør indtræde, således synes de også atlade Retsfølgerne af væsentlige Mangler indtræde efter et lignende Skøn over Sagens Omstændigheder, herunder den aftalte Pris.
I et følgende Afsnit behandles Aftalens Indflydelse på det objektive
Kontraktsansvar. De mere generelle Teorier, som er opstillet som Begrundelse for det objektive Kontraktsansvar — Tanken at Vederlaget dækker Ansvarsbyrden efter forsikringslignende Principper, Tanken om Erstatningspligt for den, der i sin Interesse udfører en skadegørende, men forsvarlig Handling, Tanken om at Ansvaret hviler på Løftet — drøftes og kritiseres. Man kan kun nå til Klarhed, hvis man opgiver den Forestilling, at Reglerne fremtræder som Konsekvens af et enkelt Hovedsynspunkt.
Til Illustration behandles bl. a. Reglerne om Overdragerens Ansvar for farlige Egenskaber ved Ydelsen. Disse Regler er ikke klart beskrevet i Litteraturen. Mangelsreglerne i Købelovens §§ 42 og 43 omfatter måske Tab, der opstår ved, at en Køber anvender en mangefuld Råvare til Fremstilling af et Produkt, men næppe det (indirekte) Tab, der følger af, at Tingen ved sine farlige Egenskaber har forvoldt Skade på Køberens øvrige Gods eller Person. Der sondres altså efter Skadens Art, ikke efter dens Årsag. Grænsen mellom Mangler og farlige Egenskaber er ikke skarp, men heraf følger ikke, at Reglerne børvære ens. — Sælgeren er ikke altid — det viser Praxis om Kalvekastning — ansvarlig for Skade voldt ved skjulte Mangler, men på den anden Side er der i andre Tilfælde objektivt Ansvar. Forfatteren mener, at der ved Salg til Forbrug af massefremstillede Varer bør væreet objektivt Ansvar. Men Ansvarsreglen kan fraviges, når skadelidte selv har bidraget til Skaden, således at der ikke gives Erstatning; i Kontraktsretten er det jo i det hele sådan, at egen Skyld oftest medfører Erstatningens Bortfald, ikke dens Nedsættelse. Det her nævnteobjektive Ansvar er begrænset til Kontraktsretten. Kontraktsforholdet kan også have Betydning for Ansvarets Omfang. Gode Grunde taler således for, at Modtagerne af en Ydelse efter en Afleveringskontrakt ikke har Ansvar for Tingen udover, hvad han måtte regne med, at den i det højeste var værd. Dette stemmer i det hele med dansk Praxis.
Hvad angår Culpaansvaret for Misligholdelse af Kontrakt kan der ikke gives en udtømmende Beskrivelse af Aftalens Indflydelse på Culpastandarden, men der kan nævnes Tilfælde, hvor Aftalens Indhold ikke påvirker den, og Tilfælde, hvor det er Tilfældet. Det første gælder således som oftest, hvor Debitors Ydelse forudsætter en særlig kvalificeret Uddannelse (Læger, Advokater, Revisorer). Om der betales Vederlag eller ikke, og Størrelsen af Vederlaget spiller her ingen Rolle for Bedømmelsen af Skyldnerens Ansvar. Han må leve op til Professionens Krav. Nogle anser Ansvaret i disse Forhold for et Delikts- og ikke et Kontraktsansvar. Det giver det rimelige Resultat, at deom Delikt gældende Forældelsesregler finder Anvendelse. Andre opfatter imidlertid Professionsansvaret som et Kontraktsansvar.
Af stor Interesse er Forfatterens Undersøgelse i Kapitel 9 af Reglenom casus mixtus cum culpa og beslægtede Tilfælde af Risikoansvar. I engelsk Ret findes fra ældre Tid Regler om »Trespass», som er forsætlig Krænkelse af en andens Person eller Besiddelse af Løsøre eller fast Ejendom. Her pålægges Ansvar for forvoldt Skade, selvom Skadevolderen troede, at Handlingen var retmæssig, og hvad enten Vildfarelsen var faktisk eller retlig. Tanken er formentlig, at den, der griber ind i en andens Rådighedssfære, bør være objektivt ansvarlig for
Tab, han forvolder, dersom det viser sig, at hans Handling ikke varret mæssig: »He does so at his peril.» Forfatteren finder Spor af enbeslægtet Opfattelse i dansk Retspraxis. Den, der begår Selvtægt, den der egenmægtigt flytter eller behandler en Ting, der ikke er undergivet hans Rådighed, i Søretten den, der foretager Deviation eller sender Varer med andet Skib end aftalt; den der fingererer ved en andens Ting; den der krænker Grænserne for en andens Ejendom, krænker en andens Eneret eller uretmæssigt berører en andens Person, synes at blive ansvarlig for de skadelige Følger af sådan Handlemåde, selvom selve Handlingen ikke var culpøs, fordi Skadevolderen i Handlingens Øjeblik ikke indså og heller ikke burde indse Faren. Som Exempel nævnes en Dom, hvor en Person, der i Kådhed gav en anden et uskyldigt Puf, blev ansvarlig for en i og for sig upåregnelig ulykkelig Følge af det. Her synes der altså at være en Udvidelse af Ansvaret, som ikke ganske kan begrundes med den traditionelle Culparegel. Hvisman accepterer en sådan Regel om et udvidet Ansvar — et Risikoansvar — vil det ifølge Forfatteren have den gavnlige Virkning, at det bliver muligt at markere, at disse Tings- og Personkrænkelser er forkastelige, og det vil føre til rimelige Resultater i Praxis.
I visse af de nævnte Tilfælde fører også den romanistiske Regel omcasus mixtus til at pålægge et strengere Ansvar. Det er imidlertid ikke klart, hvilken Betydning denne Regel har indenfor Kontraktsforhold, og det er omtvistet, om Ansvaret skal begrænses til Tilfælde af grove Retsbrud, eller om det også påhviler den, der kun har udvist simpel Uagtsomhed. Ifølge Forfatteren kan man næppe nå til en tilfredsstillende Afgrænsning af Ansvaret ved at stille kvalificerede Krav til Skadevolderens Skyld. Accepterer man derimod den foreslåede Regel om Risikoansvar for forsætlige Krænkelser, skulde man kunne nå til rimelige Resultater og skulde kunne undvære Reglen om casus mixtus, der i det hele pålægger Skadevolderen for tunge Byrder ved Bedømmelsen af Ansvarets Omfang.
Forslaget ser interessant ud, og jeg er efter en foreløbig Overvejelse tilbøjelig til at mene, at det fortjener at prøves nærmere.
Desværre har Pladsen ikke tilladt andet end foranstående, meget kortfattede Omtale af den Mængde af tankevækkende Problemer, som er behandlet i dette meget betydelige Værk, som nordisk Retslitteratur her er blevet beriget med. Det vil antagelig ofte blive rådspurgt både af Teorien og Praktikere. Dets Betydelighed og Vægt vil næppe mindskes ved, at det ikke er helt let Kost. Fremstillingen er bred og ikke sjældent tung, og ofte spækket med interpolerede Drøftelser af fremmed Ret. Den praktiske og ikke altfor teoretisk kyndige Læser savner af og til nogen Bistand hos Forfatteren i Form af Forhåndsudtalelser før de brede Undersøgelser af de forskellige Emner om den kommende Udviklings Formål og Placering i Sammenhængen og — efter Undersøgelsen — Efterudtalelser, hvor Forfatteren i et kort Resumé kunde opsummere de Konklusioner, han mener at være kommet til. Dette være kun sagt som et lille Hjertesuk. Forfatteren stiller store Krav til sin Læser. Det ligger imidlertid i Emnets Natur, at han til envis Grad må gøre det. Men selvom han lejlighedsvis måske kunde have
lettet Byrden, skal det endnu engang understreges, at det er et usædvanligt vægtigt Værk, der her er fremkommet, og at Retsvidenskabenhar al Anledning til at vente sig særdeles meget af dets Forfatter i Fremtiden.
Jørgen Trolle