NORDISKT OCH INTERNATIONELLT
Ministrenes ansvarlighed. Den af statsministeriet i 1959 nedsatte kommission (se SvJT 1960 s. 458) har afgivet betænkning i maj 1962.
Ud fra den nugældende grundlovs (og alle tidligere grundloves) bestemmelse om, at ministrene er ansvarlige for regeringens førelse, og at deres ansvarbestemmes nærmere ved lov, har kommissionen foretaget en grundig gennemgang af bestemmelsens historiske baggrund, de hidtil behandlede rigsretssager og de tilfælde, hvor man overvejede at anlægge rigsretssag, men opgav det. Endvidere har kommissionen undersøgt de tidligere lovforslag om emnet, den statsretlige teoris behandling af spørgsmålet og fremmed rets stilling til dette. Kommissionens flertal (alle medlemmer med undtagelse af professor Poul Meyer) kommer imidlertid til det resultat, at en særlig ministeransvarlighedslov ikke bør gives. Flertallet bestrider naturligvis ikke, at et retligt ansvar mod en minister i givet fald kan og bør gøres gældende, men påviser, at det retlige ansvar er blevet af mindre betydning, navnlig fordi det politiske ansvar med parlamentarismens indførelse er blevet langt mere effektivt, og fordi også ministrene nu er underlagt ombudsmandens kontrol. Flertallet gør endvidere gældende, at grundlovens bestemmelse om, at ministrenes ansvar bestemmes ved lov, ikke medfører nogen pligt for lovgivningsmagten til at gennemføre en særlig ministeransvarlighedslov, i hvert fald ikke i dag, hvor straffelovens bestemmelser om embedsforbrydelser, parlamentarismens gennemførelse og ombudsmandsinstitutionens indførelse helt har forrykket grundlaget for løftebestemmelsen i grundloven af 1849. Om en sådan lov bør gennemføres, må derfor alene afgøres på grundlag af forfatningspolitiske overvejelser overdens hensigtsmæssighed. Herom mener flertallet, at de allerede gældende lovbestemmelser, navnlig straffelovens bestemmelser om misbrug af offentlig tjeneste eller hverv, om pligtforsømmelse og om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten, er så omfattende, at ethvert forhold fra en ministers side, der kan tænkes at medføre rigsretsansvar, dækkes afdisse straffebestemmelser. Omvendt mener flertallet ikke, at ansvarsgrundlaget for ministre på udtømmende måde kan angives i præcise regler. Der kan opstå vanskelige grænsespørgsmål vedrørende lovgivningsmagtens kompetence over for grundloven, og det kan være betænkeligt at låse retsudviklingen fast og således hindre, at forfatningslivet tilpasser sig de skiftende retsopfattelser.
Poul Meyer er enig med flertallet i, at der ikke er nogen pligt for lovgivningsmagten til at gennemføre en ministeransvarlighedslov, men han mener, at en udtrykkelig beslutning om, at der ikke skal gennemføres en sådan lov, vil blive opfattet som en endelig afskrivning af muligheden for at rejse rigsretstiltale, og allerede af den grund finder han flertallets resultat urigtigt. Han henviser til den enorme udvidelse af ministrenes funktioner. Både borgernes retsstilling og folketingets mulighed for at beslutte og kontrollere eri voksende omfang blevet afhængig af, at ministrene loyalt opfylder derespligter, og dette har netop skabt et øget behov for en retlig prøvelse af ministrenes embedsførelse. Det politiske ansvar er over for en enkelt ministers embedsførelse en fiktion, fordi regeringen normalt vil stå solidarisk med den