Dansk lovgivning 1963—66

 

Af de love, der er gennemfort i folketingsårene 1963—64, 19 64—65 og1965—66, skal følgende fremhæves:
Lov nr. 412 af 18. december 1963 om ændringer i skifteloven
Denne lov, der trådte i kraft den 1. april 1964 samtidig med den nye arvelov (omtalt i SvJT 1964, s. 207), indeholder dels en række ændringer af reglerne om behandlingen af dødsboer, som navnlig har til formål at styrke den efterlevende ægtefælles retsstilling, dels nye regler om skifte ved separation og skilsmisse m.v.
    De førstnævnte ændringer bygger på den af arvelovsudvalget afgivne betænkning (nr. 291/1961). Vigtigst af disse ændringer er en bestemmelse, hvorefter det i forbindelse med reglen om ægtefællens adgang til i fornødent omfang forlods at udtage bohave, arbejdsredskaber og andet løsøre fastsættes, at ægtefællen altid har ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med hans boslod og arvelod og hans særeje udgør indtil 12 000 kr.
    Denne bestemmelse, som har sit forbillede i den svenske giftermålsbalk 13 kap. 12 § afviger — foruden ved beløbsgrænsen — fra den svenske regel ved, at udtagelsesretten kan gøres gældende ikke blot over for fælleseje, men også over for særeje, og ved, at retten kan gøres gældende, også hvor den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særbørn.
    På baggrund navnlig af denne bestemmelse er der i loven indført adgang for skifteretten til uden skiftebehandling at udlægge såvel fællesboet som førstafdødes særeje til den efterlevende ægtefælle, såfremt det skønnes, at der under hensyn til ægtefællens særlige rettigheder intet bliver at udlodde til arvingerne, og ægtefællen erklærer at ville overtage ansvaret for afdødes gæld.
    De nye regler om skifte ved separation og skilsmisse m.v. bygger på den første betænkning (nr. 305/1962) fra justitsministeriets ægteskabsudvalg, der ligesom arvelovsudvalget har samarbejdet med tilsvarende udvalg i de andre nordiske lande.
    Ved de nye bestemmelser udvides adgangen til at fravige den alminde lige regel om fællesejets ligedeling ved separation og skilsmisse. Hvis en ægtefælle har indbragt den væsentligste del af fællesboet ved ægteskabets indgåelse, gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller ved overførsel til fællesboet fra eget særeje, og hvis en ligedeling ville være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, har skifteretten efter de nye regler adgang til efter begæring at bestemme, at boets deling, i det omfang det findes begrundet, skal ske efter reglerne om skifte i anledning af ægteskabs omstødelse, d. v. s. således, at hver af ægtefællerne forlods udtager så meget af fællesboet, som svarer til, hvad han har indbragt i dette.
    Loven ændrer imidlertid ikke blot reglerne om beregningen af hver af ægtefællernes lod i fællesboet, men også bestemmelserne om ægtefællernes

 

adgang til at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering, evt. mod betaling af det beløb, hvormed værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Hvis ægtefællerne kræver samme ejendel udlagt, har den ægtefælle, til hvis bodel ejendelen hører, ganske vist ligesom tidligere fortrinsret til at få ejendelen udlagt, men fra denne regel gælder nu en række undtagelser. Således vil fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kunne udlægges til den anden ægtefælle, såfremt boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse. Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan ligeledes udlægges til den anden ægtefælle, hvis sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne. Endvidere vil en erhvervsvirksomhed kunne udlægges til den anden ægtefælle, hvis den pågældende alene eller i det væsentlige har drevet virksomheden. Og endelig vil hovedreglen kunne fraviges med hensyn til erhvervsløsøre samt bohave o.lign.

 

Lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed
Den danske grundlov indeholder en bestemmelse om, at ministrenes ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov. Selv om samtlige grundlove siden 1849 har indeholdt en tilsvarende regel, blev en særlig lov om ministres ansvar først gennemført i 1939. Denne lov trådte imidlertid ikke i kraft, idet dens ikrafttræden var knyttet til gennemførelsen af det grundlovsforslag, som samme år blev forkastet ved folkeafstemning.
    I 1962 blev der afgivet betænkning (nr. 312/1962) af en af regeringen nedsat kommission til nærmere undersøgelse og overvejelse af problemerne i forbindelse med ministrenes ansvarlighed. Af kommissionens 13 medlemmer fandt 12 det rigtigst ikke at søge en særlig ministeransvarlighedslov gennemført.
    Regeringen erklærede sig imidlertid i folketinget villig til at medvirke til, at spørgsmålet om gennemførelsen af en sådan lov blev gjort til genstand for forhandling i tinget, og efter at der i folketingsåret 1962—63 var blevet fremsat to private lovforslag om spørgsmålet, fremsatte regeringen i det følgende folketingsår det lovforslag, som senere gennemførtes med en enkelt ændring.
    Det præciseres i loven, som alene angår ministres ansvar for deres embedsførelse, at borgerlig straffelovs almindelige del finder anvendelse. Den heri indeholdte henvisning til straffelovens almindelige regler om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse uddybes nærmere i loven, dels i relation til underordnedes handlinger, dels i relation til beslutninger underskrevet af kongen.
    I den førstnævnte henseende fastsættes det, at ministeren skal anses for medvirkende, når 1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget og har undladt at søge dette hindret, 2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig, eller 3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.
    Ansvaret for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, som har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse.

 

    Et selvstændigt »gerningsmandsansvar» påhviler efter loven en minister, der forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller den øvrige lovgivning eller efter hans stillings beskaffenhed. Det fastsættes udtrykkeligt, at denne bestemmelse firder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildedende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.
    Strafferammen er bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år — i uagtsomhedstilfælde bøde eller hæfte — medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, og strafansvaret forældes efter de almindelige regler herom, dog i intet tilfælde på mindre end 5 år.
    Vedrørende erstatningsansvar i anledning af ministres handlinger henviser loven til de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i statens tjeneste.

 

Lov nr. 122 af 15. april 1964 om, hvilket lands retsregler der skal anvendes på løsørekøb af international karakter
Denne lov tager sigte på gennemførelse af Haagerkonventionen af 15. juni1955.

 

Lov nr. 141 af 13. maj 1964 om partsoffentlighed i forvaltningen
Loven bygger på en betænkning (nr. 325/1963) fra en kommission, som i 1956 blev nedsat til at overveje, hvorvidt og eventuelt i hvilket omfang og på hvilken måde offentlighed vil kunne gennemføres i den statslige og kommunale forvaltning.
    Med hensyn til spørgsmålet om indførelse af et almindeligt offentlighedsprincip delte kommissionen sig i et flertal på 11 medlemmer og et mindretal på 9 medlemmer. Medens flertallet fandt, at der ikke var tilstrækkelig samfundsmæssig trang til gennemførelse af en så gennemgribende reform, gik mindretallet ind for gennemførelse af en almindelig offentlighedsordning. Et medlem af mindretallet mente dog, at man foreløbig alene burde gennemføre lovgivning om partsoffentlighed i forvaltningen og derefter senere på grundlag af de indhøstede erfaringer gennemføre et almindeligt offentlighedsprincip.
    Kommissionens medlemmer var enige om, at de hidtil gældende regler om ansøgeres, klageres og andre parters adgang til at varetage deres interesser under deres sagers behandling i forvaltningen var utilstrækkelige, og at en partsoffentlighedsordning derfor burde søges gennemført.
    Efter loven har enhver part i en sag, der behandles i den offentlige forvaltning, adgang til dels at blive gjort bekendt med sagens dokumenter, dels at forlange sagens afgørelse udsat, indtil han har afgivet en udtalelse om sagen.
    Adgangen til at blive gjort bekendt med sagens dokumenter omfatter også sager, der er afgjort af forvaltningen, men gælder ikke, hvis den pågældendes interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.
    Ordningen omfatter alle dokumenter, der vedrører den pågældende sag, med undtagelse af internt arbejdsmateriale (referater, koncepter, udkast etc.), korrespondance inden for samme myndighed samt myndigheders kor-

 

respondance med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.
    Det afgøres efter loven af vedkommende myndighed, om der skal gives parten adgang til at gennemlæse dokumenterne på stedet, eller om der skal gives ham afskrift af dokumenterne. En begæring om afskrifter af dokumenterne skal dog imødekommes, hvis besiddelsen af afskrifter har betydning for partens mulighed for at varetage sine interesser.
    Hvis en begæring om at blive gjort bekendt med sagens dokumenter fremsættes under sagens behandling, og begæringen efter loven skal imødekommes, skal sagens afgørelse som hovedregel udsættes, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumentet.
    Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen eller sager angående ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste.

 

Lov nr. 186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom
Loven, der er udarbejdet på grundlag af en kommissionsbetænkning (nr.330/1963), angår ekspropriation for staten eller koncessionerede selskaber og afløser de grundlæggende ekspropriationsprocedureregler i den såkaldt e»jernbaneforordning» af 1845, jfr. lov nr. 6 af 10. januar 1928.
    Loven finder anvendelse ikke blot ved ekspropriation af ejendomsret til fast ejendom, men også ved ekspropriation, hvorved der pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over fast ejendom, samt ved ekspropriation, hvorved der sker erhvervelse, ophævelse eller begrænsning af brugsrettigheder, servitutrettigheder eller andre rettigheder over fast ejendom.
    Selve begrebet »ekspropriation» er ikke søgt defineret i loven, hvori det anvendes som betegnelse for sådanne indgreb i ejendomsrettigheder, som efter grundlovens § 73 kun kan ske, hvor almenvellet kræver det, ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
    Ved loven er der ikke sket nogen ændring af det i dansk lovgivningspraksis hidtil bestående forhold, at selve hjemmelen til at iværksætte ekspropriation gives i særskilte love, og loven indeholder derfor ingen regler om, til hvilke formål ekspropriation kan ske. Nogen fortolkning af grundlovens begreb »fuldstændig erstatning» er heller ikke optaget i loven, men visse forudsætninger herom fremgår af dens forskrifter om indholdet af ekspropriationskommissionernes kendelser om erstatning. Sådanne kendelser skal angive det afståedes værdi i handel og vandel eller ved pålæggelse af rådighedsindskrænkninger den forringelse, der herved sker af denne værdi; såfremt der påføres ejeren eller andre berettigede andet økonomisk tab, skal erstatningen herfor angives som en særlig post, så vidt muligt med oplysning om, hvorledes den er beregnet. Ved den sidstnævnte bestemmelse åbnes der adgang til, at der i det konkrete tilfælde ydes erstatning, der beregnes som genanskaffelsesværdi eller brugsværdi, såfremt forholdene tilsiger det.
    Ekspropriationerne ledes af kommissarier ved statens ekspropriationer, medens erstatningen fastsættes af faste ekspropriationskommissioner. Enekspropriationskommissionskendelse, hvorved erstatning gives eller nægtes, kan indbringes til efterprøvelse ved en taksationskommission, der kan tagestilling til ethvert spørgsmål om erstatningen. I øvrigt kan ethvert spørgs

 

mål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse indbringes for domstolene, men indbringelse for domstolene af spørgsmål, der kan prøves af taksationskommissionen, kan dog først ske, når kommissionens afgørelse foreligger.

 

Lov nr. 193 af 4. juni 1964 om borne- og ungdomsforsorg
Angående denne lov, der bygger på en udvalgsbetænkning (nr. 326/1963),henvises til omtalen af betænkningen i N.T.f.K. 1963, s. 246 ff.

 

Lov nr. 47 af 10. marts 1965 om fragtaftaler ved international vejtransport
Loven, som bygger på en betænkning (nr. 319/1962) fra et udvalg, der har samarbejdet med tilsvarende udvalg i de andre nordiske lande, tilsigter at muliggøre dansk ratifikation af ECE-konventionen af 1956 om fragtaftaler ved international godstransport ad landevej.

 

Lov nr. 149 af 21. april 1965 om ændringer i lov om rettens pleje (Vidner m. m.)
Loven er udarbejdet på grundlag af en betænkning (nr. 316/1962) fra et af justitsministeriet nedsat udvalg og indeholder i første række ændringer af retsplejelovens regler om pligt til afgivelse af vidneforklaring.
    Medens tjenestemænd og andre, som handler i offentligt hverv, efter detidligere gældende regler ikke måtte afkræves vidneforklaring om forhold, der er omfattet af deres tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede myndighed gav sit samtykke, gælder dette nu kun, hvor tavshedspligten er pålagt i det offentliges interesse. Hvis samtykke i sådanne tilfælde nægtes, kan retten, hvis forklaringen findes af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives, medmindre nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter. — Er tavshedspligten ikke begrundet i det offentliges interesse, kan retten bestemme, at vidneforklaring ikke skal afgives, hvis hemmeligholdelse af det forhold, forklaringen angår, findes af væsentlig betydning.
    Også reglerne om vidnepligt for pressens medarbejdere er ændret ved den nye lov. Tidligere kunne redaktøren og redaktionssekretæren ved et trykt skrift nægte at afgive vidneforklaring om, hvem der var forfatter eller kilde til en unavngiven artikel eller meddelelse, medmindre sagen angik en lovovertrædelse, som kan medføre højere straf end hæfte, eller den angik brud på tavshedspligt, som påhviler nogen i offentligt hverv, eller sagen var rejst for at søge den unavngivne forfatter draget til ansvar efter presseloven. Denne bestemmelse er nu udvidet til at omfatte også journalister og andre, der i kraft af deres tilknytning til vedkommende skrift, trykkeri, nyhedsbureau eller forlag har fået kendskab til forfatterens eller kildens identitet. I forbindelse hermed er undtagelserne fra vidnefritagelsen begrænset, således at pligt til afgivelse af vidneforklaring ikke består i sager, der er rejst for at drage den unavngivne forfatter til ansvar, og således at den ubetingede vidnepligt i de øvrige kategorier af sager er erstattet af en adgang for retten til, hvor vidneførslen findes nødvendig af hensyn til sagens

 

opklaring, at pålægge vidnepligt, når hensynet til vægtige offentlige eller private interesser afgørende taler derfor.

 

Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) samt lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m.v.
Om disse love, der bygger på en betænkning fra straffelovrådet (nr 355/1964), samt på utrykte indstillinger fra rådet, henvises til omtalen i N.T.f.K. 1965, s. 86 ff og s. 171 ff.

 

Lov nr. 195 af 8. juni 1966 om bygningsfredning
Loven afløser bygningsfredningsloven af 1918, men opretholder i det væsentlige de hidtil gældende regler i forenklet og ajourført form.
    Dette gælder såvel med hensyn til de to fredningsklasser (klasse A for bygninger, hvis arkitektoniske eller kulturhistoriske værdi er særlig stor, og klasse B for andre bygninger, hvis bevaring er af væsentlig betydning) som med hensyn til kompetenceordningen, hvorefter afgørelse om fredning træffes af ministeren for kulturelle anliggender efter indstilling af et nævn, »Det særlige bygningssyn».
    Visse bygninger, der er fredet i klasse B, opnår dog ved den nye lov en øget beskyttelse, idet bygningsarbejder vedrørende sådanne bygningers facader og tagflader mod offentlig gade, vej eller plads ikke blot som hidtil skal anmeldes til bygningstilsynet, men kræver tilladelse fra bygningssynet på samme måde som indvendige og udvendige bygningsarbejder vedrørende bygninger fredet i klasse A.
    Ved loven er der oprettet en fond, »Statens bygningsfredningsfond», hvis midler tilvejebringes ved årlige statstilskud. Fonden har til opgave at løse særlige frednings- og bevaringsopgaver, hvortil udgifterne ikke kan afholdes af de midler, der på de årlige bevillingslove stilles til rådighed for det særlige bygningssyn.

 

Lov nr 199 af 8. juni 1966 om ejerlejligheder
Begrebet ejerlejlighed, som kendes i en række europæiske lande, har ikke hidtil eksisteret i Danmark, hvor ejendomsret for beboerne har måttet etableres som fælleseje i form af interessentskaber, aktieselskaber eller andelsforeninger.
    Ved den nye lov, der bygger på en betænkning (nr. 395/1965) fra et af boligministeriet nedsat udvalg, er der imidlertid åbnet mulighed for etablering af ejerlejligheder.
    Dette begreb er i loven defineret som lejligheder, der ejes særskilt, men lovens regler finder tilsvarende anvendelse på butikker, kontorer, lagerrum, værelser til beboelse m.v. Ejerlejligheder kan kun oprettes i ejendomme, som i deres helhed opdeles i sådanne lejligheder.
    Ved opdelingen bliver hver enkelt lejlighed en selvstændig fast ejendom. Ejeren kan sælge, pantsætte og råde over ejendommen som en ejer, og ved hans død falder lejligheden i arv efter ham. Hver ejerlejlighed i en ejendom får sit særlige blad i tingbogen, hvor etageareal, adkomst, servitutter og panterettigheder indføres.
    Til den grund, hvorpå ejendommen er beliggende, og til fælles bestanddele og tilbehør m.v. (kælder, tekniske installationer, ydermure, tag, trappe-

 

gange, loftsrum) har ejeren af en ejerlejlighed sammen med andre lejlighedsejere ejendomsret efter et fordelingstal, der fastsættes som en brøkdel. Til lejligheden hører i samme forhold rettigheder og forpligtelser for ejeren som medlem af en såkaldt ejerforening, der består af samtlige ejere af lejligheder i ejendommen. I forholdet mellem ejerne indbyrdes er fordelingstallet endvidere afgørende for, hvilken del den enkelte ejer skal bære af de fælles udgifter, herunder udgifter vedrorende grunden, vej- og kloakbidrag, forsikringspræmier, administration og vedligeholdelse af fælles bestanddele og tilbehør.

 

Næringslov nr. 212 af 8. juni 1966
Loven, der bygger på en betænkning (nr. 360/1964) fra handelsministeriets næringslovskommission, er trådt i kraft den 1. januar 1967 og har hermed afløst næringsloven af 1931, der i væsentligt omfang opretholdt den næringsretlige ordning, der blev etableret ved næringsloven af 1857.
    Den nye lov gælder for næringsvirksomhed som handlende, håndværker og industridrivende samt speditør, vognmand, auktionsholder, vekselerer og ejendomshandler.
    De væsentligste ændringer i loven angår handel, håndværk og industri Disse ændringer må ses som udtryk for ønsket om at give friere rammer for de erhvervsdrivendes initiativ, således at konkurrencen og produktiviteten kan fremmes under hensyn til den stedfundne udvikling i produktions- og afsætningsteknik. Fra 1970 ophæves det hidtil gældende forbud mod, at handlende har mere end én butik i hver kommune, ligesom de hidtil gældende begrænsninger i håndværkeres og industridrivendes afsætningsret bortfalder. Med virkning fra lovens ikrafttræden ophæves endvidere forbudet mod, at en person, hvis ægtefælle har næringsbrev, selv får udstedt næringsbrev. Yderligere ophæves adskillelsen mellem handelsnæring, industrinæring og håndværksnæring, og der udstedes ét næringsbrev fælles for handel, håndværk og industri. Fra 1970 skal lovens regler om næringsbrev for handlende, håndværkere og industridrivende, speditører og vognmænd erstattes af en »anmeldelsespligt». Bestemmelsen herom angiver ikke, hvorledes en sådan ordning skal udformes, men vil formentlig forudsætte en ny revision såvel af næringsloven som af den ovrige erhvervslovgivning, der bygger på næringsbrevsordningen.

 

Lov nr. 213 af 8. juni 1966 om translatører og tolke, lov nr. 215 af s.d. om dispachører, lov nr. 217 af s.d. om statsautoriserede vejere og målere og lov nr. 218 af s.d. om ejendomsmæglere
Også disse love, som angår erhverv, hvis udøvelse hidtil har været reguleret i næringsloven, bygger på en betænkning (nr. 374/1965) fra handelsministeriets næringslovskommission. Af kommissionen var der yderligere udarbejdet udkast til love om statsautoriserede revisorer samt om skibsmæglereog varemæglere, men disse love nåede ikke at blive gennemført i folketingsåret 1965—66.
    Grundlaget for udøvelsen af de erhverv, som lovene angår, er som hidtilen særlig beskikkelse, og lovene opretholder i det væsentlige de hidtidigeregler. Dog indeholder lovene om translatører og dispachører — ligesomdet er foreslået for statsautoriserede revisorer og for skibsmæglere og varemæglere — en ny bestemmelse, hvorefter beskikkelse kan nægtes, såfremt

 

den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive den pågældende virksomhed på forsvarlig måde. Endvidere er der i lovene om dispachører og om vejere og målere optaget nye regler om administrativ fratagelse af beskikkelsen, såfremt vedkommende har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed, og de udviste forhold giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil udøve virksomheden på forsvarlig måde. Spørgsmålet om berettigelsen af såvel nægtelse som fratagelse af bevilling kan kræves forelagt domstolene til prøvelse.

 

Lov nr. 216 af 8. juni 1966 om licitation m.v.
Ved licitation forstås efter loven, at et arbejde eller en leverance udbydes, således at flere opfordres til inden samme bestemte tidspunkt og på sammeudbudsgrundlag at give skriftlige og bindende bud, i det det ved opfordringen tilkendegives, at også andre er opfordret til at byde.
    Lovregler om licitation har ikke tidligere været gennemført i Danmark, men licitation er inden for bygge- og anlægsfagene sket på grundlag af den såkaldte licitationsordning, der hvilede på privat indgåede aftaler under monopolmyndighedernes tilsyn. Efter denne ordning kunne parterne i en licitation underskrive en »licitationserklæring», hvorefter de bydendes organisation forpligtede sig til ikke som omtalt nedenfor at »regulere» tilbudsprisen inden budenes afgivelse, medens bygherren til gengæld forpligtede sig til at give organisationen adgang til over for ham at fremsætte begæring om »udskydning» af bud, som efter organisationens opfattelse ikke indeholdt dækning for tarifmæssig arbejdsløn, udgift til materialer og et efter forholdene passende beløb til omkostninger og fortjeneste. — Ville bygherren ikke underskrive licitationserklæring, havde de bydendes organisation ret til inden afgivelsen af budene at underkaste disse en forhåndsregulering i overensstemmelse med de regler herom, som efter monopolloven måtte være registreret hos monopoltilsynet, oftest på grundlag af et middeltal af budene med fradrag af 8 pct.s tolerance. Organisationen kunne endvidere påbyde sine medlemmer at tage forbehold om, at deres bud ikke måtte åbnes, hvis der blev åbnet bud fra bydende uden for organisationen.
    Denne ordning, som gav anledning til mange tvivlsspørgsmål, blev kritiseret for at medføre en for vidtgående begrænsning af konkurrencen ved licitation, og ved lov nr. 155 af 4. maj 1955 blev der nedsat en licitationskommission, hvis betænkning (nr. 323/1963) danner grundlag for den nu gennemførte lov; kommissionsflertallets lovudkast er dog på væsentlige punkter ændret under lovforslagets behandling i folketinget.
    Loven, hvis definition af licitation er gengivet ovenfor, finder anvendelse på tilbudsgivning ved arbejder og leverancer inden for bygge- og anlægsvirksomhed og omfatter således også tilbudsgivning, hvor der ikke afholdes licitation.
    Der opstilles i loven en sondring mellem »offentlig» licitation, hvor opfordringen til at byde ved bekendtgørelse i dagspressen eller på lignende måde rettes til en ubestemt kreds, og »bunden» licitation, hvor opfordringen direkte og alene rettes til dem, fra hvem tilbud ønskes. Ved den sidstnævnte form for licitation er udbyderen i overensstemmelse med, hvad der hidtil har været antaget som hovedregel, forpligtet til, medmindre andet udtrykkelig fastsættes, at antage det billigste bud eller forkaste dem alle.

 

    Det er endvidere bestemt, at ved licitation må et bud, som er højere end et andet ved licitationen afgivet bud, ikke nedsættes. Denne beskyttelse af de bydende svarer til den hidtil gældende beskyttelse, men bestemmelsen er i modsætning til tidligere regler herom ikke blot bindende for medlemmerne af de bydendes organisationer, men også for bygherren og for bydende, der måtte stå uden for vedkommende organisation.
    Ved al tilbudsgivning, som er omfattet af loven, forbydes såvel forudgående regulering som udskydning af bud, ligesom det forbydes at fasisætte betingelser for åbning af bud.
    Endvidere forbydes aftaler og vedtagelser (herunder vedtægtsbestemmelser hos de bydendes organisationer) om pligt til forudgående anmeldelse af licitationsbud til organisationerne eller om pligt for bydende til at forhandle eller på anden måde samarbejde inden tilbudsgivningen.
    Endelig fastsættes det, at bydende forud for licitationen kun må afholde møder vedrørende licitationen til drøftelse af udbudsgrundlaget, herunder spørgsmål om teknisk begrundede forbehold, og kun, såfremt udbyderen opfordres til at komme til stede, og såvel organiserede som uorganiserede bydende på lige vilkår har adgang til mødet.
    Til beskyttelse af afgivne bud er det i loven fastsat, at underhåndsbud ikke må modtages, såfremt der tidligere på samme arbejde eller leverance er modtaget licitationsbud eller mere end ét underhåndsbud, og der ikke er forløbet enten mindst 6 måneder fra licitationsdagen, henholdsvis efter modtagelsen af det seneste underhåndsbud, eller 3 måneder efter annulleringen af licitationen eller underhåndsbudene.
    Loven må opfattes som et supplement til monopolloven, hvis bestemmelser fortsat finder anvendelse på de af loven omfattede forhold.

 

Lov nr. 219 af 8. juni 1966 om overformynderiet, lov nr. 220 af s.d. om ændringer i myndighedsloven, lov nr. 221 af s.d. om anbringelse af umyndiges midler og lov nr. 222 af s.d. om ændring i arveloven
Siden overformynderiets oprettelse i 1857 har dets hovedopgave været at bestyre to hovedgrupper af midler, nemlig dels umyndiges ikke-båndlagte midler, dels båndlagte midler tilhørende såvel umyndige som myndige.
    Ved arveloven af 1963 blev der åbnet mulighed for, at myndige arvingers arv kunne båndlægges i andre pengeinstitutter, og ved de nu gennemførte love, der er udarbejdet på grundlag af en betænkning (nr. 358/1964) fra et af justitsministeriet nedsat udvalg, er overformynderiets opgave begrænset til bestyrelse af umyndiges midler, borteblevnes midler og visse specielle midler. Andre midler, som hidtil har været undergivet overformynderiets bestyrelse (navnlig båndlagte midler tilhørende myndige personer, rentenydelseskapitaler samt midler tilhørende legater, stiftelser og lignende institutioner), skal inden 1. april 1969 afgives til bestyrelse af andre pengeinstitutter.
    Samtidig er overformynderiet, der hidtil som en selvstændig institution har skullet administrere bestyrede kontante midler som en særskilt formue, hvori kontohaverne var anpartshavere, overgået til at være en ren statsinstitution, således at kontohavernes anpartsret erstattes af en fordring på statskassen.
    Under overformynderiets bestyrelse hører som nævnt først og fremmest umyndiges midler. Undtaget herfra er dog bl. a. a) beløb under en af ju

 

stitsministeren fastsat grænse (for tiden 2 000 kr.), b) gaver, der efter giverens bestemmelse skal holdes uden for overformynderiet, c) arv, som ikke er tvangsarv, og som efter arveladerens bestemmelse skal holdes uden for overformynderiet, og d) faste ejendomme, løsøre, fordringer på naturalydelser o.lign.
    Værdipapirer, der overgives til bestyrelse i overformynderiet, eller som indkøbes af overformynderiet for en kontohavers regning, bestyres som hidtil særskilt, og adgangen til at anvende kontante indskud til indkøb af værdipapirer er udvidet, således at sådanne indkøb i princippet altid kan finde sted. Endvidere er der gennemført en ordning, hvorefter forrentningen af kontante indskud i det væsentlige svarer til den forrentning, der ydes af banker og sparekasser.
    Ved den nye lovgivning er der endvidere sket en liberalisering af reglerne om, i hvilke aktiver umyndiges midler, legatmidler og båndlagt arv kan anbringes; det kan således nævnes, at der er åbnet adgang til at anbringe indtil 15 % af en umyndigs midler i aktier eller som indskud i en investeringsforening.

Ole Unmack Larsen