LOVGIVNINGSPROBLEMER
VEDRØRENDE ERSTATNING AF
OG TVUNGEN FORSIKRING MOD
SKADE
VED AUTOMOBILKØRSEL.
AF
PROFESSOR HENRY USSING.
Det Emne, jeg skal tale om, er ikke særlig aktuelt. Men hvis vi atter faar Fred og fri Samfærdsel mellem de nordiske Lande, vil det være meget ønskeligt at faa fœlles nordiske Regler om disse Spørgsmaal. Tanken herom er da ogsaa blevet fremsat fra flere Sider. Der har endogsaa været Planer fremme om Regler, der var fælles for mange Lande. Det internationale Institut i Rom for Tilvejebringelse af fælles Privatret nedsatte i 1935 en Komité, som i Løbet af et Par Aar udarbejdede foreløbige Udkast dels om Erstatning dels om tvungen Ansvarsforsikring. Ifjor blev Udkastene endelig trykt, vel nærmest fordi Arbejdet var gaaet i Staa. Udkastene har derfor ikke aktuel Betydning. Men det er naturligt ved Övervejelser her i Norden at søge Inspiration fra de internationale Udkast. Efter mit Skøn kan de nordiske Lande dog ikke hente stor Belæring af Udkastene.
De gældende nordiske Love1 er det naturlige Udgangspunkt for Overvejelsene om fælles nordiske Regler. Men Opgaven kan ikke begrænses til at foretage en simpel Udjœvning af Forskellene mellem de gældende Love. Det er nemlig et Spørgsmaal, om man derved faar den bedste Ordning. Naar der vedtages fælles nordiske Love, skulde Reglerne jo gerne staa fast en Række Aar, og erfaringsmæssigt er det ret vanskeligt at faa de nordiske Love ændret senere. Derfor maa Problemerne undersøges til Bunds,
før Retsenheden gennemføres. Der kan tænkes andre Løsninger, og de gældende Love er ikke saa gamle og fastgroede i Retsopfattelsen, at det er betænkeligt at ændre dem.
I een Retning kan det formentlig betragtes som givet, hvorledes Reglerne skal være. Automobilejere maa have Pligt til at tegne Forsikring, der garanterer de skadelidende, at de faar Erstatningen betalt. Dette er allerede Reglen i Finland, Sverige og Danmark, hvor der er tvungen Ansvars- eller Trafikforsikring, I Norge er der ikke Forsikringspligt, men en Pligt til at stille en Garanti, hvilket i Praksis fører til, at der tegnes Ansvarsforsikring. Forsikringspligt er for nylig ogsaa gennemført i Tyskland (ved Gesetz. 7. Nov. 1939 Art. 1) og var foreslaaet af Romerinstituttet.
Gaar man ud herfra, er Hovedproblemet, under hvilke Betingelser der skal paalœgges Erstatningsansvar. De fleste Lande har som bekendt indført et særlig strengt Erstatningsansvar for Ejere, Brugere eller Besiddere af Motorkøretøjer. Nogle Lovgivninger har ogsaa givet særlige Regler om Førerens Ansvar. Dette sidste Spørsgsmaal lader jeg foreløbig ligge.
Først skal omtales Hovedprincipperne om Ejerens eller Brugerens Erstatningsansvar. I evropæisk Lovgivning findes saa at sige alle tænkelige Ansvarssystemer repræsenteret. Af de fire nordiske Lande1 er Danmark det, der har de mildeste Ansvarsregler, ialfald i Princippet. Ejer eller Bruger undgaar Ansvar, naar han oplyser, at Skaden ikke kunde være afværget ved den Agtpaagivenhed og Omhu, der udkræves ved Benyttelsen af Motorkøretøjer saavel i Henseende til Driften som i Henseende til Materiellet (dansk Motorlov § 38, Stk. 1). Men i Praksis betyder Reglen, at Ejer eller Bruger næsten altid anses som ansvarlig. Finland og Sverige har forsaavidt strengere Regler, som Ejeren for at undgaa Ansvar tillige maa bevise, at Skaden ikke er foraarsaget af »bristfällighet» ved Køretøjet, se svensk AL § 2 ,finsk L. § 1. Den norske Lov endelig har gennemført et rent objektivt Risikoansvar (§ 30).
Det internationale Udkast indtager en mæglende Stilling. Efter dets Hovedregel i art. 2 gaar Besidderen af Bilen fri for Ansvar, naar han beviser, at Skaden er forvoldt udelukkende ved Skadelidendes eller Trediemands Fejl eller ved force majeure. Udkastet gennemfører altsaa en vis major Regel. Som Kompromis
betragtet er det en meget rimelig Løsning, da vis major Regler er indført i en Række Lande, bl. a. Tyskland og Schweiz. Og hvis der ikke gjaldt Forsikringspligt, kunde Løsningen fortjene Overvejelse. Men Reglen betyder næppe noget Fremskridt i Forhold til den finske og den svenske Lovs Regel, og navnlig ikke, hvis den i Overensstemmelse med Udkastets Motiver forstaas saaledes, at der ikke altid indtræder Ansvar før Køretøjets »bristfällighet». — I denne Sammenhæng kan dog oplyses, at Tyskland ved Revisionen i 1939 holdt fast ved sin vis major Regel, skønt der fra ret indflydelsesrig Side var stillet Forslag om mildere Ansvarsregler. — Iøvrigt er Begrebet vis major saa omtvistet, at det ikke er særlig tillokkende at indføre det paa nye Omraader.
Min Hovedindvending mod det internationale Udkast er imidlertid, at Udkastets Forfattere har taget Stilling til Ansvarsspørgsmaalet uafhœngigt af Spørgsmaalet om Forsikring. Dette viser sig klart i, at der er lavet to forskellige Lovudkast, som ikke behøver at gennemføres samtidig, et om Erstatning og et om Forsikring. Efter min Mening bliver Ansvarsproblemet nemlig stillet i et helt nyt Lys, naar der indføres Forsikringspligt.
Tanken om at den tvungne Forsikring kan motivere ændrede Erstatningsregler, er først fremsat i Norge, hvad der vel hænger naturligt sammen med, at den strenge norske Risikoregel har været Genstand for særlig kraftige Angreb.1
I Norsk Retstidende 1934. 865 skitserede daværende Advokat EMIL STANG en Ordning, hvorefter det objektive Ansvar skulde erstattes af en Ulykkesforsikring, som endda skulde give den skadelidende Krav paa Erstatning, selv om han ved egen Skyld havde været medvirkende til Skaden. Personligt Erstatningsansvar skulde kun paalægges ved Forsæt eller grov Uagtsomhed.
Uden Sammenhæng hermed fremsatte jeg for godt tre Aar siden beslægtede Forslag. Spørgsmaalet om en ny dansk Færdselslov stod paa Dagsordenen, og samtidig fik jeg Kendskab til det internationale Udkast. Mine Overvejelser resulterede i et skitsemæssigt Udkast, som jeg sendte ind til vort Justitsministerium. Hovedtankerne er i noget forkortet Form gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1938 B. 100. Teknisk laa mit Forslag nær-
mere ved de Ordninger, der var i Brug, end Emil Stangs. Ejeren af et Motorkøretøj skulde i Princippet være erstatningspligtig uden Culpa. Men han var forpligtet til at tegne Ansvarsforsikring, og naar han havde gjort det, skulde han ikke have nogen personlig Forpligtelse til at betale Erstatning, medmindre han havde handlet med Forsæt eller grov Uagtsomhed. Bortset fra disse sidste Tilfælde skulde han altsaa kun hæfte med Ansvarsforsikringen, ikke med hele sin Formue.
Kort efter blev beslægtede Tanker fremsat i Sverige i en Betænkning med Forslag til ny Trafikforsikringslov.1 Komitéen foreslog Trafikforsikringen udvidet, saa den gav de skadelidende Krav paa Erstatning, selv om der ikke var udvist Culpa. Men hvor der ikke forelaa Culpa, skulde Erstatningen fastsættes efter særlige Regler, der var beslægtet med Ulykkesforsikringslovgivningens. Til Gengæld vilde man ophæve alle særlige Regler om Erstatningspligt for Ejer. Bruger eller Fører af Motorkøretøj. Personligt Ansvar skulde de saaledes kun ifalde efter almindelige Erstatningsregler.
Denne Ordning blev imidlertid ikke gennemført. Foreløbig nøjedes man med nogle mindre Ændringer i de svenske Love, se lag 22 juni 1939.
Det vil ses, at alle disse Forslag bygger paa en fælles Tanke. Ved Hjælp af den lovbefalede Forsikring skaffer man de skadelidende Erstatning i videst muligt Omfang. Men det personlige Ansvar for Bilens Ejer, Bruger eller Fører indsnævres til Gengæld. Det skal ialfald ikke paalægges efter særlig strenge Ansvarsregler, ja efter de norske og danske Forslag skulde Ansvaret endda gøres mildere end efter almindelige Regler.
Disse Tanker anser jeg stadig som rigtige. Naar tvungen forsikring indføres, er der Grund til at fravige de almindelige Regler om Erstatningspligt for Skadevolderen.
Derved bliver det muligt paa een Gang at tilfredsstille Interesserne baade hos de motorkørende og hos den almindelige Befolkning. De almindelige Mennesker beskyttes ved at faa Ret til Erstatning efter en objektiv Risikoregel. Og Automobilisterne slipper fri for det særlig strenge personlige Ansvar, et Ansvar, som mange har fundet urimeligt. Dermed er Sagen dog ikke afgjort. Fra et Samfundssynspunkt er det ikke det væsentlige at udligne de modstridende private Interesser, men almene Hen-