KRIMINALITET OG ARVELIGHED.

 

AF

 

Direktøren for Københavns Universitets arvebiologiske Institut

 

DR. MED. TAGE KEMP.

 

Forestillingen om Sammenhænget mellem forbryderiske Tilbøjeligheder og arvelige Anlæg er gammel i den kainsmærkede Menneskeslægt.
    Den kom stærkt, maaske for stærkt, til Udtryk i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede bl. a. i LOMBROSOS Lære om Forbrydermennesket, den fødte Forbryder, kendetegnet ved legemlige og sjælelige nedarvede Egenskaber. L'uomo og la donna delinquente vandrede ad deres skæbnebestemte Baner ind i Kriminalitet og Prostitution. De degenererede Slægter var prægede af de psykiske og somatiske Degenerationstegn, herunder moral insanity og egentlig Forbrydelse.
    Der er utvivlsomt en Kærne af Sandhed i disse gamle Teorier, omend de rummer Misforstaaelser og paa visse Punkter skyder over Maalet. Først i dette Aarhundrede har man lært at skelne skarpt mellem det arvede og det erhvervede mellem Anlægspræg og Milieu ogsaa for Kriminalitetens Vedkommende. For de Egenskaber, der disponerer til Forbrydelse, gælder det som for alle andre Egenskaber, at de fremkommer ved et Sammenspil mellem Arveanlæg og Livsvilkaar. Undertiden kan de ganske overvejende være kaarbetingede, i andre Tilfælde kan de næsten udelukkende være afhængige af de arvelige Anlæg; men langt det hyppigste er det dog, at de fremkommer ved et intimt Sammenspil mellem disse to Faktorer, mellem »nature» og »nurture» som Englænderne udtrykker det. Problemet bliver da i hvert enkelt Tilfælde at udrede, hvor stor Betydning man maa tillægge henholdsvis Arv og Milieu. Dette Spørgsmaal er gennem den sidste Menneskealder

 

Meddelt i forkortet Form ved Kriminalpolitiska Sällskapets Møde i Stockholm den 14—12—1945 og i Dansk kriminologisk Selskabs Møde i København den 27-3-1946. 

570 TAGE KEMP.blevet belyst gennem omfattende Undersøgelser, som skal omtales i det følgende.
    Kriminalitet er ikke noget fikseret Begreb, selv om man helt bortser fra de politiske Forbrydelser; der indgaar etiske og socialjuridiske Vurderinger i det, som ændres efter Tid og Sted. Kriminalitet kan da heller ikke betegnes som et rent biologisk Begreb, og det udgør slet ikke nogen ætiologisk Enhed. Det er derfor egentlig ikke rigtigt at undersøge Arveligheden af Kriminalitet som saadan. Det vil være mere hensigtsmæssigt at søge at udfinde Kriminalitetens Aarsager og nærmere analysere, hvilke arvelige Sygdomme og Anomalier, der fortrinsvis forekommer hos kriminelle og derefter undersøge, hvorledes disse Sygdomsenheder nedarves.
    Undersøgelsen af Kriminalitetens Arvelighed indgaar derfor som et Led i Kriminalbiologien i det hele taget og støtter sig paa Kriminalstatistikens Resultater.
    I de sidste Aartier er der foretaget talrige psykiatriske Undersøgelser af forskellige Grupper af kriminelle, der i Hovedsagen har givet overensstemmende Resultater. Her skal kun de danske kort omtales.
    G. E. SCHRØDER (1917) har undersøgt 1,000 mandlige Fanger i danske Straffeanstalter og fandt 45 % psykisk abnorme; 20 % var Psykopater, 10 % aandssvage, 1 % sindssyge og blandt de øvrige var talrige Alkoholister. C. CLEMMESEN (1934) undersøgte 140 københavnske Smaaforbrydere; 47 % var psykisk abnorme; 21 % Psykopater, 5 % aandssvage, 13 % Sinker og 3 % psykotiske. T. KEMP (1936) fandt blandt 530 prostituerede Kvinder, der var tiltalt af Kobenhavns Politi, 58 % psykisk defekte; 23 % var Psykopater, 8 % aandssvage, 19 % Sinker og 8 % psykotiske eller paa anden Maade psykisk afvigende. K. O. CHRISTIANSEN (1943) har foretaget en Opgørelse over 126 mandlige Fanger i et dansk Statsfængsel. 36,5 % var psykisk abnorme, 30 % Psykopater, 5 % Sinker og 1,5 % aandssvage.
    Endelig har K. FREMMING (1946) bestemt Kriminalitetsfrekvensen i et Landdistrikt med en Del mindre Købstæder (Bornholm) ved at efterundersøge alle de Personer (5529), der var født paa denne Ø i 1883—1887. I dette Materiale var Risikoen for, at Mænd skulde have begaaet en Forbrydelse i Alderen 15 til 55 Aar 2,8 %, for Kvinder 0,6 %. Efter G. DAHLBERGS (1943) Undersøgelse er Kriminalitetsfrekvensen i Sverige 7 % for Mænd, som lever

KRIMINALITET OG ARVELIGHED. 571til de er 70 Aar, og 0,8 % for Kvinder, dobbelt saa stor i Byer som i Landdistrikter; i andre Lande har man fundet tilsvarende Tal. Fremming fandt nu blandt 57 kriminelle i sit Materiale godt 50 % psykisk abnorme, nemlig 36 % Psykopater eller karakterdefekte, 4 % Sinker, 6 % aandssvage, 4 % Alkoholister og 4 % psykotiske.1
    Sammenfatter man Resultatet af alle disse Undersøgelser bliver det, at blandt kriminelle af forskellige Grupper under et findes:

 

ca. 50 % som er psykisk abnorme, nemlig
20—30 % » » Psykopater
5—20 % » » Sinker (Inferioritas mentis)
5—10 % » » aandssvage (Debilitas eller Imbecillitas)
ca. 5 % » » lider af Psykoser eller beslægtede Tilstande.

 

    De psykiske Defekter er imidlertid langt hyppigere blandt stærkt kriminelle (Fleregangslovovertrædere, Vaneforbrydere, Recidivister) end det fremgaar af ovenstaaende Tabel. Fremming fandt saaledes ingen psykisk normale blandt dem, der var straffet 3 Gange eller mere; 85 % af denne Gruppe var Psykopater. STUMPFL og flere andre Undersøgere har ligeledes fundet op mod 100 % Psykopater blandt Fleregangslovovertrædere.
    Intelligens- og Karakterdefekter, der saa hyppigt er arveligt betingede, er altsaa særlig fremherskende blandt de kriminelle; men mange svære Forbrydelser maa dog føres tilbage til egentlig Sindssygdom. Saaledes begaar de schizofrene lejlighedsvis uforstaaelige, grusomme og meningsløse Mord eller Voldsforbrydelser, eller efterhaanden som deres Personlighed opløses kommer de ind paa Tiggeri med tiltagende Smaakriminalitet. Paranoikerne kan undertiden begaa kriminelle Handlinger under Frygt for indbildte Forfølgelser, eller de paranoide begaar de saakaldte Overbevisningsforbrydelser af politiske og religiøse Grunde; de egentlige


1 Tilføjelse ved Korrekturen: For nylig er der fremkommet den første summariske Meddelelse om en omfattende Undersøgelse foretaget under Ledelse af Overlægen i Psykiatri ved Københavns Politi Dr. MAX SCHMIDT omfattende 1221 Fanger i københavnske Fængsler arresterede som Landsforrædere eller Landssvigere for deres Forhold under den tyske Besættelse. Overlæge Schmidt har i et Foredrag givet en kort Meddelelse om Undersøgelsen og senere har den danske Justitsminister i et Foredrag refereret i Dagspressen omtalt nogle af Undersøgelsens Resultater. Det fremgaar heraf, at af de 1221 undersøgte kunde ca. 50 % betegnes som psykisk normale, 29 % som Psykopater, 7 % som Sinker, 12 % som aandssvage og 7 % som psykotiske. Blandt Stikkerne og de saakaldte Hipoer fandtes mange Tilfælde af meget svær Psykopati, og en stor Del af dem vil næppe kunne resocialiseres.

572 TAGE KEMP.saakaldte politiske Forbrydelser kan imidlertid slet ikke sammenstilles med anden Kriminalitet, og de skal ikke nærmere omtales i denne Afhandling; i mange Tilfælde maa de jo opfattes som Heltegerninger, der er beundrings- og ikke strafværdige. Hos Melankolikerne forekommer ikke alene Selvmord, men ogsaa Mord af enkelte Familiemedlemmer eller hele Familien. Manikerne kan i deres opstemte Periode begaa forskellige kriminelle Handlinger; Epileptikerne udfører alle Slags Voldsforbrydelser, medens de aandssvage hyppigst gør sig skyldige i Sexual- eller Berigelsesforbrydelser.
    Kriminalitetens Arvelighed er paa forskellige Maader undersøgt direkte. Her skal væsentlig omtales 3 Grupper af Undersøgelser over Forbrydelsens Afhængighed af arvelige Faktorer, nemlig Tvillingundersøgelser, Slægtsundersøgelser og Undersøgelser af særlige Befolkningsgrupper.
    Tvillingundersøgelserne udføres paa den Maade, at man bestemmer, hvor hyppigt der er Overensstemmelse (Konkordans) mellem de to Partnere i henholdsvis eenæggede og toæggede Tvillingpar med Hensyn til Kriminalitet. Det har derved vist sig, at der er langt større Konkordans hos eenæggede end hos toæggede Tvillinger, og dermed er Beviset i Virkeligheden ført for, at Kriminaliteten i væsentlig Grad er afhængig af arvelige Faktorer.
    Den første Undersøgelse af denne Art blev udført af JOHS. LANGE (1929) og offentliggjort i hans kendte Afhandling »Verbrechen als Schicksal». Hans Undersøgelse omfattede væsentlig stærkt kriminelle Personer, der fandtes i Tysklands Tugthuse, og viste fuld Overensstemmelse hos 10 af 13 eenæggede Tvillingpar baade med Hensyn til Forbrydelsens Art og Antallet af Straffe hos de to Partnere i samme Par; hos toæggede Tvillinger fandt Lange kun Konkordans hos 2 af 17 Par. Senere foretog KRANZ (1936) en lignende Undersøgelse, der væsentlig omfattede Førstegangslovovertrædere (smaakriminelle, konfliktkriminelle, »Lejlighedsforbrydere»). Han fandt kun en forholdsvis ringe Overvægt af Konkordans hos de eenæggede Tvillinger som Udtryk for, at de arvelig Anlæg kun spiller en forholdsvis ringe Rolle i denne Gruppe af kriminelle. Senere har STUMPFL foretaget en Opgørelse af en Række forskellige Tvillingmaterialer og derved tilfulde bekræftet Langes Iagttagelse for de stærkt kriminelles Vedkommende; hos 28 af 31 eenæggede Par, hvor den ene Partner hører til denne Gruppe, var der fuld Konkordans med Hensyn

KRIMINALITET OG ARVELIGHED. 573til Kriminaliteten; ogsaa amerikanske Undersøgelser (ROSANOFF) har givet lignende Resultat. Der er altsaa ingen som helst Tvivl om de arvelige Anlægs afgørende Betydning for den stærke Kriminalitet, de spiller en fremtrædende Rolle hos Fleregangslovovertrædere, hos Vaneforbryderne.
    Systematiske Slægtsundersøgelser over Kriminalitet i forskellige Slægtningegrupper til kriminelle er særlig udført af STUMPFL (1935, 1939). Han undersøgte 195 Fleregangsforbrydere og deres Slægter; bland de 195 kriminelle var næsten 100 % Psykopater af den holdningsløse, hypertyme eller følelsesfattige Type; Karaktersvagheden, den emotionelle Hypoplasi eller den overdrevne Opstemthed er karakteristisk for denne Gruppe. Blandt Søskende til de nævnte 195 Forbrydere fandtes 34.5 % kriminelle, blandt Fædre 31.4 % (og 34.7 % Alkoholister), blandt Mødre 16.0 % og blandt Fætre 17.5 %, og kun faa blandt disse Slægtninge var Førstegangslovovertrædere. Blandt Hustruerne til de 195 Forbrydere var ikke færre end 45 % kriminelle.
    Der forekommer saaledes utvivlsomt i visse Slægter en stærkt forøget Kriminalitetsfrekvens. Man kan imidlertid ikke formode, at dette alene skyldes den arvelige Belastning i Slægterne. Milieuforhold har utvivlsomt en meget væsentlig Betydning i denne Forbindelse, i mange af disse Slægter er det ligefrem Tradition at blive Forbryder, eller de lever under saadanne Forhold, at der næsten ikke aabner sig andre Udveje for deres Medlemmer.
    Det er bemærkelsesværdigt, at ikke mindre end 45 % af de kriminelles Hustruer selv er kriminelle. Der foregaar et selektivt Partnervalg, Krage søger Mage; ogsaa derigennem sker der en Ophobning af uheldige Arveanlæg i disse Slægter. Kriminaliteten findes ligesom Epilepsi og Aandssvaghed fortrinsvis i Samfundets laveste Klasser, hvor der sker en Ophobning af forskellige andre socialt forringende, ofte egentlig patologiske Arveanlæg. Bærerne af disse synker efterhaanden ned gennem Samfundets Lag, og da de ofte vælger Ægtefæller med tilsvarende Egenskaber, bliver deres Afkom af endnu ringere Kvalitet, og denne Proces kan fortsættes gennem mange Generationer.
    Der er da ogsaa i mange forskellige Lande undersøgt og beskrevet talrige saadanne asociale eller direkte antisociale Slægter, blandt hvis Medlemmer forekom talrige kriminelle, Vagabonder, Alkoholister, inferiøre, debile og Psykopater.
    I Danmark er der dog ikke foretaget mange systematiske Un-

574 TAGE KEMP.dersøgelser af store asociale Slægter, derimod har man udført omfattende genealogiske Studier af Befolkningsgrupper, der ved deres Levevis, Afstamning eller lignende afviger paa karakteristisk Maade fra Gennemsnitsbefolkningen.
    Som Eksempel herpaa kan nævnes KEMPS (1936) og BREDMOSES (1937) Undersøgelser over prostituerede Kvinder i København og BARTELS OG BRUNS (1943) Undersøgelser over samtlige i Danmark levende Zigeunerslægter. I disse Befolkningsgrupper forekommer der netop et stort Antal Slægter med mange asociale eller antisociale Medlemmer, Løsgængere, arbejdsuvillige, Vagabonder og kriminelle. Det samme finder man i en Del Slægter, der kan betegnes som »Forbryderslægter», og som findes registreret i Arvebiologisk Instituts Kartotek (se nedenfor S. 576); i disse Slægter forekommer der ligesom i de ovenfor nævnte prostitueredes foruden de kriminelle og asociale tillige et stort Antal psykisk defekte, inferiøre, debile, psykopatiske, egentlig psykotiske, Alkoholister etc.; hos Zigeunerne finder man jo først og fremmest mange psykopatiske Træk.
    Nærmere Analyse af disse Slægter viser, at Anti- og Asocialiteten i betydeligt Omfang er milieubetinget, men dog i endnu højere Grad beror paa Tilstedeværelsen af, ofte rent patologiske, Arveanlæg. Som tidligere nævnt er det specielt Intelligens- og Karakterdefekter, der er hyppige hos de kriminelle. Om Oligofrenierne ved man, at de i Almindelighed er arvelige; for Aandssvaghedens Vedkommende i mindst 3/4 af Tilfældene, for de debile alene og de inferiøre antagelig endnu hyppigere. Psykopatierne er ligeledes meget ofte arveligt betinget, men man kan endnu ikke angive noget nøjagtigt om, hvor hyppigt det er Tilfældet. Karakteranomalierne, ogsaa de svære, er ikke helt sjældent milieubetingede eller paa anden Maade erhvervede; det følelseskolde og afstumpede hos Forbryderen kan lige saa vel være post som propter, eller det kan være Udtryk for en situationsbetinget Dækreaktion beroende paa de særlige Forhold, hvorunder Undersøgelsen af en Fange ofte finder Sted. Det kan være meget vanskeligt ved Undersøgelsen af en kriminel Psykopat at afgøre, hvor meget af hans Psykopati, der skyldes en arvelig Kerne, og hvor meget der senere er bygget ovenpaa denne som Følge af særlige Livsvilkaar. Og det maa naturligvis altid erindres, at saavel Karakter- som Intelligensdefekterne kan være Følger af rent ydre Aarsager som Hovedtraumer, Hjernebetændelse etc., specielt naar disse Beskadigelser indtræder tidligt i Livet.

KRIMINALITET OG ARVELIGHED. 575    Epilepsien, der forekommer med forøget Hyppighed blandt kriminelle og deres Slægtninge, er i en stor Del af Tilfældene arvelig. Schizofrenien og den manio-depressive Psykose, som begge er arvelige Lidelser, forekommer ikke med forøget Hyppighed blandt kriminelles Slægtninge, og der er heller ikke særlig mange kriminelle blandt Slægtninge til Patienter med disse Lidelser.
    Endelig maa det nævnes, at visse Grupper af Forbrydelser særlig hyppigt er forbundet med patologiske Tilstande; dette gælder saaledes Mord og Drab, Barnemord, Brandstiftelse uden økonomisk Motiv, Sexualforbrydelser og Førstegangslovovertrædelse hos gamle, medens Berigelsesforbrydelser ikke i saa høj Grad beror paa psykiske Abnormiteter.

 

    De senere Aars Undersøgelser har altsaa vist, i hvor høj Grad Kriminaliteten beror paa sjælelige Afvigelser hos den kriminelle; Vaneforbryderne er praktisk talt altid psykisk defekte; det kan skyldes saavel erhvervede som arvelige Faktorer, men de arvelige Anlæg spiller i denne Forbindelse en meget fremtrædende Rolle.
    Hvordan kan man benytte denne Viden ved Forebyggelse og Behandling af Forbrydelse?
    Uretfærdige Samfundsforhold vil naturligvis altid skabe en gunstig Jordbund for Forbrydelse; Milieubeskadigelsernes Omfang og Antal kan begrænses gennem hensigtsmæssige sociale, pædagogiske og mentalhygiejniske Forholdsregler. Hvorledes det bedst kan ske, er imidlertid et Spørgsmaal, der ikke nærmere skal diskuteres paa dette Sted.
    Derimod skal det kort omtales, hvad der kan gøres for at begrænse Udbredelsen af de syge Arveanlæg i Befolkningen, særlig de Arveanlæg, der som tidligere omtalt ved deres Tilstedeværelse skaber en væsentlig Forudsætning for Forbrydelsens, specielt den svære og recidiverende Kriminalitets, Opstaaen.
    Der findes nu i en Del Lande (de nordiske Lande, Svejts, nogle Stater i U.S.A. og Canada) arvehygiejniske (eugeniske) Lovbestemmelser, der muliggør Anvendelse af de negative arvehygiejniske Forholdsregler. Sverige og Danmark, der vist maa siges at være de Lande, der er videst fremme paa dette Omraade, anvender følgende arvehygiejniske Foranstaltninger: Sterilisation, Ægteskabsforbud, Svangerskabsafbrydelse og visse Bestemmelser i Sociallovgivningen om Inddragelse under Særforsorg; endvidere har den Segregation, der finder Sted ved Hospitalisering eller Asylering af forskellige Grupper af psykisk defekte ogsaa en vis

57 6 TAGE KEMP.arvehygiejnisk Betydning; og det samme gælder den Ægteskabsraadgivning, som i ikke ringe Omfang udøves af Læger.1
    En vigtig Foranstaltning for Gennemførelsen af de arvehygiejniske Forholdsregler er Indførelse af en arvehygiejnisk Registrering, ved hvilken man saa vidt muligt søger at udarbejde et fuldstændigt Register eller Kartotek over alle de Patienter, der findes i Landet med alvorligere arvelige Sygdomme og deres Slægter. En saadan Registrering er siden 1938 udført paa Universitetets arvebiologiske Institut i København, hvor der findes et arvehygiejnisk Kartotek, som omfatter hele Danmark. Her søger man saa vidt muligt at skaffe Oplysninger om alle de Personer, som lider af alvorlige arvelige Sygdomme og Defekter, samt om deres Slægter. Indtil nu er der registreret omtrent 100,000 Personer med arvelige Lidelser i dette Kartotek, og da der tillige findes Oplysninger om mange af de registreredes Slægtninge, vil det sige, at mellem 1/2 og 1 Milion af Danmarks Befolkning indgaar i denne Registrering. Registeret omfatte mange forskellige Kategorier:
    Alle de aandssvage, der har været under Forsorg, under Oplæring eller paa Anstalt i de sidste 3 Menneskealdre i Danmark, findes registrerede. Endvidere alle, der i de sidste 5—6 Aar er inddraget under Særforsorg, d. v. s. døve, blinde, Epileptikere, vanføre og talelidende; dernæst alle der i de senere Aar er blevet indlagt paa Sindssygehospitaler eller psykiatriske Afdelinger. Ogsaa mange neurologiske og medicinske Sygdomme omfattes mere eller mindre fuldstændigt af Registreringen. Ligeledes registreres mange kriminelle, navnlig for saa vidt de er psykiatrisk undersøgt, f. Eks. fra Psykopatanstalter, Ungdomsfængsler og Speciallægen i Psykiatri ved Københavns Politi. Endeligt registreres mange svagt begavede eller vanskelige Børn, som gaar i Hjælpe- og Særklasser i Skolerne eller undersøges af de Skolepsykiatere og -psykologer, der er knyttet til Skolevæsenet i visse større Byer og Kommuner. I Tilslutning til Registreringen foretages naturligvis talrige Slægtundersøgelser, hvorved Materialet forøges yderligere, og ligeledes samarbejdes det med andre Registre som f. Eks. Politiefterretningerne og Forsørgelsesvæsenets Registre.
    Det arvehygiejniske Register har baade videnskabelig og praktisk Betydning. Videnskabeligt kan det danne Udgangspunkt for Udforskningen af forskellige Sygdommes Arvegang og Aarsags-

 

1 Nærmere herom se f. Eks. i kEMP, Arvelighedslære for Studerende og Læger Side 257—275, København 1943.

KRIMINALITET OG ARVELIGHED. 577forhold i det hele taget samt for Studiet af visse Befolkningsgruppers Sammensætning. Praktisk Betydning har det paa mange forskellige Omraader. Bliver Spørgsmaalet om et arvehygiejnisk Indgreb f. Eks. rejst, kan man i Kartoteket søge Oplysning om den eller de Personer, Indgrebet angaar, og om deres Slægter. Derigennem lettes Afgørelsen af det Spørgsmaal i mange Tilfælde betydeligt; noget lignende gælder for Forespørgsler i Forbindelse med Ægteskabsraadgivning og Adoption.
    Ogsaa for Strafferetsplejen har Registeret en vis Betydning; for kriminelle, der anbringes i Ungdomsfængsler og Psykopatanstalter, rettes der Forespørgsler til Registeret om deres Slægtsforhold, og de Oplysninger, der herved fremkommer, kan være vejledende for den videre Behandling af de paagældende Fanger, f. Eks. ved Prøveløsladelse etc.
    Den arvehygiejniske Registrering danner imidlertid ikke blot Grundlag for Anvendelse af de arvehygiejniske Forholdsregler, den skaber ogsaa Mulighed for at føre en vis Kontrol med, om de bliver anvendt paa rette Maade, om Bekæmpelsen af de arvelige Sygdomme sker planløst og tilfældigt eller maalbevidst og systematisk. Den rette Anvendelse af disse Forholdsregler vil ogsaa være af Betydning for Begrænsning af Kriminalitet.

 

    Den nyere Opfattelse af Kriminaliteten som noget skæbnebestemt for en væsentlig Del beroende paa ofte arvelige sjælelige Afvigelser eller Defekter hos Forbryderen maa naturligvis medføre et ændret Syn paa Spørgsmaalet om, hvad der er Straffens Formaal.
    I denne Forbindelse maa Generalprœventionen omtales; man gyser, naar man tænker paa, hvad dette for en væsentlig Del rent fiktive Begreb til ingen Nytte har kostet af Tusinder og atter Tusinder bitre Fængselsaar, og hvor mange Menneskeskæbner, der lige saa godt kunde have været reddet, det har ødelagt. Man faar langt mindre Tro paa Generalpræventionens Nødvendighed, hvis man i Stedet for at betragte Kriminaliteten summarisk udfra tør juridisk, livsfjern Formalisme anlægger mere individualiserende Synspunkter præget af den nyere kriminalpsykologiske og socialbiologiske Forsknings Resultater.
    Den i udtalt Grad karakter- eller intelligensdefekte Forbryder lader sig ikke af Frygt for af generalpræventive Hensyn fastsatte Straffebestemmelser slaa ud af Forbryderbanen, for ham er

 

37—467004. Svensk Juristtidning 1946.

578 TAGE KEMP.Straffen en uafvendelig Ulykke, som højere Magter lader ramme ham for at fuldstændiggøre Ødelæggelsen af hans Liv. Derimod kan man naturligvis ikke nægte, at Generalpræventionen kan have Betydning overfor andre Grupper af »kriminelle»; saaledes er der ikke Tvivl om, at strenge Straffebestemmelser mod berusede Førere af Motorkørtøjer i høj Grad bidrager til at hindre, at der bliver vist Letsindigheder i denne Henseende.
    Men selv om man ikke helt kan se bort fra Ønskeligheden af at anvende visse generalpræventive Straffebestemmelser, der muligvis ogsaa kan virke moraldannende, maa det dog fastholdes, at der ingen Nødvendighed er for at give saadanne Bestemmelser Karakter af uhensigtsmæssige Straffemetoder, som f. Eks. Anvendelse af langvarig Frihedsberøvelse under almindelige Fængselsforhold uden egentlig Oplæring eller Behandling overfor psykisk defekte Forbrydere.
    Hœvn- og Gengœldelsesmotiver havde i Aarene før sidste Krig i væsentlig Grad mistet deres Betydning som Straffeaarsag; men efter Kapitulationen er de atter kommet mere i Forgrunden i de Lande, der var besat af Aksemagterne, og over for Krigsforbrydere i de besejrede Lande. Landssvigere, Stikkere og Krigsforbrydere kan jo hverken betragtes som politiske Forbrydere eller som fjendtlige Soldater, og i Betragtning af de Ugerninger, de har udøvet, er det ikke overraskende, at der baade hos dem, der direkte har lidt under disse Overgreb, og hos andre bestaar et stærkt Ønske om Hævn og Gengældelse overfor denne særlige Kategori af Forbrydere. Ogsaa almindelig Retfærdigheds- og Anstændighedsfølelse spiller i denne Forbindelse en Rolle, medens de præventive Hensyn formentlig er mindre fremtrædende. Endvidere gør en vis Farisæisme sig utvivlsomt gældende, ikke mindst hos dem, der saa længe Krigen varede, i national Henseende var noget blakkede; for dem gælder det nu at komme paa den rigtige Side, og de haaber paa at opnaa en letkøbt Berømmelse for Fædrelandssind og Retsindighed ved at være ivrige i deres Krav om Strafforfølgelse.
    Men naar disse særlige Efterkrigsforhold formodentlig snart er klinget af, vil Hævn- og Gengældelsesmotiver ligesom de generalpræventive Hensyn som Straffeaarsager atter glide i Baggrunden.
    Hvis man tillige tør haabe paa en stadig fremadskridende Udligning af sociale Forskelligheder, vil en vigtig Aarsag til Kri-

KRIMINALITET OG ARVELIGHED. 579minalitet dermed bortfalde. »Organisering» foretaget af Nød, saadan som den fandt Sted i Koncentrationslejrene, betragtes jo næppe som en Forbrydelse, og det samme kan vel til en vis Grad siges at gælde Lovovertrædelser foretaget for at udligne alt for store økonomiske Uligheder. Milieuforbedring er et vigtigt Middel i Kampen mod Kriminaliteten.
    Sker der en saadan Udvikling, vil man i endnu højere Grad end før kunne vente at finde mange psykisk defekte imellem de kriminelle.
    Faar Gengældelse og Generalprævention samtidigt stadig mindre Betydning som Straffemotiver, bliver Uhensigtsmæssigheden af den hidtil mest anvendte Straffeform, tidsbegrænset Fængselstraf uden særlig Oplæring eller Genopdragelse, endnu mere indlysende end forhen, ligesom Anvendelse af Dødsstraf formentlig atter vil ophøre.
    Tiden er da inde til en gennemgribende Ændring af Straffemetoderne, saaledes som den allerede er paabegyndt ved Anvendelse af betinget Dom, Prøveløsladelse med effektiv Tilsyn efter Løsladelsen, psykiatrisk Undersøgelse af de kriminelle, Anbringelse af disse i særlige Institutioner som Psykopatanstalter, Ungdomsfængsler og lignende, hvor der er Mulighed for Behandling og Oplæring, og hvor Anbringelse evt. kan ske paa ubestemt Tid, d. v. s. til den har ført til det ønskede Resultat. Meget vigtigt i denne Forbindelse er det, at der skabes Mulighed for en virkelig effektiv Hjælpevirksomhed kombineret med Kontrol og Tilsyn i Tiden efter Straffen er udstaaet gennem en sufficient Tilsynsinstitution, som raader over tilstrækkelig Myndighed og Midler til sin Virksomhed, og hvis Tilsyn i nogle Tilfælde helt kunde træde i Stedet for Straf.
    Man er ikke lige langt fremme med denne Reform af Strafferetsplejen i de forskellige Lande, og intet Sted er man endnu kommet ud over Begyndelsesstadiet; paa dette Omraade har de Lande, der er kommet forholdsvis uskadte gennem den sidste Krigs Aar, og hvor Forudsætningerne, som i de nordiske Lande, iøvrigt er til Stede, en særlig Forpligtelse til at gaa i Spidsen.