OM EKSPROPRIATION OG GRÆNSER FOR EJENDOMSRETTEN EFTER DANSK RET.1
AF
PROFESSOR KNUD ILLUM.
Den danske, den norske og den amerikanske grundlov indeholder særlige forskrifter om ejendomsrettens beskyttelse. I alle disse lande har der været mange processer om overtrædelse af denne grundlovsbestemmelse. I Norge og Amerika har man ikke sjældent fået dom for, at en lovbestemmelse var stridende mod grundloven; tilsvarende har ikke været tilfældet i Danmark. Her har domstolene været meget tilbageholdende og har ikke i noget tilfælde underkendt en af rigsdagen vedtagen lov. Det har også ud fra almindelige statsretlige synspunkter været hævdet af en række forskellige jurister, at det ikke var stemmende med forfatningen, at spørgsmålet om en lovs grundlovsmæssighed påkendtes af domstolene. Men på dette punkt forudsætter adskillige domme dog klart, at domstolene er kompetente.
I den danske grundlov hed det oprindelig, at ejendomsretten er »hellig og ukrænkelig». Ingen kan tilpligtes til at afstå sin ejendom, uden at almenvellet kræver det. Det skal da ske vedlov og mod fuld erstatning. Ved grundlovsrevisionen i 1915 udgik — i overensstemmelse med den almindelige devaluering af den private ejendomsret, som foregår i hurtigt tempo — ordet hellig. Det hedder derfor nu i grundlovens § 80, at ejendomsretten er ukrænkelig.
Med princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed stiller det sig alligevel nok så usikkert. Ordet ukrænkelig er genstand for fortolkning. Hvis man helt skal afstå sin ejendom, skal man altid have erstatning; pålægges der ejendommen en servitut, er det også en ekspropriation, for hvilken der skal svares erstatning. Men tillige kan lovgivningsmagten fastsætte almindelige grænser for ejendomsretten. I landbrugslovgivningen findes forskrifter, der forbyder udstykning og navnlig sammenlægning af ejendom-
me uden landbrugsministeriets tilladelse. I bygningslovgivningen findes regler om bygningers indretning, i sundhedslovgivningen om deres benyttelse o. s. v. Fastsættes der almindelige grænser for ejendomsretten, skal der ikke svares erstatning for det tab, som tilføjes ejeren af fast ejendom på denne måde; for bedømmelsen af den beskyttelse, som grundlovens § 80 giver ejendomsrettens indehaver, bliver det derfor af afgørende betydning, hvorledes man drager grænsen mellem ekspropriationsservitutter og almindelige indskrænkninger i ejendomsrådigheden fastsat ved lov.
Denne afgrænsning gav i tiden fra grundlovens givelse i 1849 og til et stykke ind i dette århundrede ikke anledning til særlige vanskeligheder. De regler, som lovgivningen indeholdt om grænser for ejendomsretten, var få, og de var navnlig formuleret almindeligt. De var givet enten for alle ejendomme eller for alle ejendomme af en vis art, f. ek.s for skovejendomme eller for købstadsejendomme. Var der tale om ekspropriationsservitutter, blev de derimod pålagt i de enkelte tilfælde og kun med det formålat gennemføre offentlige foranstaltninger, såsom kommunikationen, vandtilførsel, beskyttelse mod havet ved opførelsen af diger eller lignende.
Siden den første verdenskrig har reguleringen af ejendomsretten imidlertid været langt mere indgribende end tidligere. Men jo mere indgribende man regulerer ejendomsretten, jo mindre er det muligt at gøre det ved almindelige forskrifter. Bygningslovgivningen er et udmærket eksempel herpå. De ældre bygningslove indeholdt kun forskrifter om højeste tilladte byggehøjde, mindste ubebyggede areal, konstruktive krav og lignende. Til en moderne bygningslovgivning stiller man derimod det krav, at bebyggelsen på hvert enkelt sted skal udformes efter stedets særlige forhold. En udtømmende regulering kan derfor ikke ske ved selve loven, men må i vidt omfang overlades til administrationens afgørelse i de enkelte tilfælde.
Denne udvikling har også ført til en ændring i den juridiske teoris stilling til afgrænsningen af ekspropriationsservitutter og grænser for ejendomsretten. Den danske jurist MATZEN, der som den første kom ind på spørgsmålet, antog, at almindelige bestemmelser gældende over for alle ejendomsbesiddere eller dog givne om alle ejendomme af en vis klasse altid kunne gennemføres
uden erstatning. Bestemmelser givne for enkelte ejendomme skulle derimod altid medføre erstatning.1
Efter at det imidlertid har vist sig, at de indskrænkninger, der tidligere hvilede på bestemmelser for alle ejendomme, nu må fastsættes for de enkelte ejendomme, er det klart, at man ikke af den grund kan gå over til at give erstatning. De krav, der stilles efter bygningslovgivningen, må i almindelighed honoreres uden erstatning, uden hensyn til om de følger af lovens almindelige regel, eller om de stilles af bygningsmyndighederne efter et skøn over det enkelte tilfældes særegenheder.
Inden man nåede så vidt, blev der imidlertid gennemført to love, som giver erstatning i meget vid udstrækning, loven om naturfredning fra 1917 og loven om bygningsfredning af 1918. Navnlig naturfredningsloven har betydelig interesse.
Naturfredningsloven er i Danmark en meget vigtig lov, fordi der er så sparsomt med natur. Man er derfor nødt til at sikre de naturskønne steder, som findes. Det kan ske ved en kendelse, der pålægger ejeren, at ejendommen skal bevares i den tilstand, hvori den findes. Desuden kan det bestemmes, at befolkningen skal have fri adgang til naturen, navnlig til skov og strand. Også dette betegnes som fredning, selv om resultatet ofte er det modsatte af en fredning af naturen.
Under drøftelsen af naturfredningsloven gik man fra alle sider ud fra, at en fredning måtte kendetegnes som en ekspropriation, og ejeren måtte have krav på fuld erstatning for det tab, som forvoldtes ved fredningen. Det var vistnok en fejl, man derved begik. Ganske vist kan der være tilfælde, hvor det er påkrævet, at man må give erstatning for fredningen, nemlig, hvor et arealer modent til anvendelse til et andet formål, der giver en større afkastning, og hvor der derfor er sket en reel stigning i arealets værdi. Men endnu i 1917 var sommerhusbyggeriet ikke rigtig kommet i gang. Jorden på de naturskønne steder havde derfor ikke væsentlig værdi ud over landbrugsprisen. Netop i årene derefter satte sommerhusbyggeriet ind; og hver gang en ny egner truet, og grundene stiger i værdi, bliver fredningsspørgsmålet rejst. Nu er det imidlertid så sent, at fredningen bliver meget kostbar. Naturfredningen er således gennemført i alt for langsomt et tempo, og den har været urimelig kostbar.
I 1921 udarbejdede en af regeringen nedsat boligkommission et udkast til en byplanlov. Grundtanken i loven var den, at en regulering af den bymæssige bebyggelse måtte medføre forskydninger i ejendomsværdierne. Navnlig måtte priserne stige på arealer, der kunne benyttes til høj bebyggelse eller til fabrikker. Derimod kunne der lides tab for andre grundejere, for hvis vedkommende byggeretten indskrænkedes, eller som iøvrigt havde særlig ulempe som følge af byplanens krav. De grundejere, der led tab, skulle derfor have ret til erstatning; men den erstatning, der skulle udredes, skulle pålignes de grundejere, som havde fordel af byplanen. En sådan ordning ville sikkert have været meget vanskelig at praktisere; da man derfor gav den første byplanlov i 1925, indskrænkede man sig til at fastsætte, at der skulle ydes erstatning for tab, der skyldtes byplanen. Men erstatningen skulle udredes af det offentlige.
Kort efter blev der imidlertid fremsat en ny teori om erstatning for ejendomsindgreb af VINDING KRUSE. Han hævdede, at også reguleringer, som blev fastsat administrativt for de enkelte ejendomme, kunne ske erstatningsfrit, nemlig når de skete ikke tilfældigt, men efter almene og saglige kriterier. Denne opfattelse var som foran nævnt en naturlig konsekvens af den stedfundne udvikling. Navnlig måtte den omstændighed, at byggeriets udformning ikke mere sker ved almindelige bestemmelser for alle ejendomme, men ved særlige bestemmelser for mindre områder og i visse tilfælde ved bestemmelser for den enkelte ejendom, ikke give selve reguleringen en sådan karakter, at der burde kunne kræves erstatning for indgrebet.
Vinding Kruse gav imidlertid sin lære en yderligere udformning, hvis berettigelse kunne være tvivlsom. Han foretog nemligen ny Sondring. I de tilfælde, hvor den byrde, der blev lagt på ejendommen, var så stor, at ejendommens værdi blev nul eller noget, der nærmede sig dertil, skulle der altid ydes erstatning; et sådant forhold måtte sidestilles med en fuldstændig afståelse af ejendomsretten til arealet. I alle andre tilfælde, hvor samfundshensyn bevirkede et indgreb i ejendomsretten, skulle det kunne ske erstatningsfrit. Om indgrebet f. eks. medførte, at ejendommens værdi sank til halvdelen, måtte være uden betydning. En sådan opfattelse er naturligvis farlig for grundejerne. Skal de afstå blot en ubetydelig strimmel af grunden til offentlig vej, skal de ubetinget have grundlovsmæssig erstatning for afstå-
elsen. Men indefra kan man uden begrænsning udhule ejendommens værdi gennem regulerende bestemmelser. Senere har Vinding Kruse i tilknytning til Troels G. Jørgensen givet teorien den tilføjelse, at der, uden hensyn til om reguleringen er mere eller mindre indgribende, altid skal svares erstatning, hvis bestemte ejerbeføjelser er overført til det offentlige eller andre.
Den opfattelse, som Vinding Kruse havde fremsat, blev navnlig bestemmende for den nye byplanlov, der blev gennemført i 1937. I modsætning til den gamle byplanlov er det denne lovs hovedprincip, at samtlige nødvendige bestemmelser i en byplan navnlig om beliggenheden af veje og torve, om bebyggelsesarterne, om grundudformningen, om beliggenheden af offentlige bygninger og anlæg etc. træffes uden erstatning til grundejerne. Det er i den henseende ligegyldigt, om der lides et betydeligt tab. Undtagelse gøres kun i to tilfælde, nemlig dels, hvor en grundskal anvendes til vej eller til offentligt anlæg, og dels hvor en grund efter byplanen vil blive så lille, at den slet ikke kan bebygges. I begge tilfælde kan arealet forlanges overtaget af det offentlige mod erstatning. Når en grund slet ikke kan bebygges, nærmer værdi en sig til nulpunktet, og det stemmer derfor med Vinding Kruses lære, at der da skal betales erstatning. Medfører byplanen derimod, at arealet vel er bebyggeligt, men langt ringere end ellers, skal der ikke svares nogensomhelst erstatning.
En ordning efter disse retningslinier kan være fuldt forsvarlig, hvis byplanlægningen foregår efter det princip, at man skal søge at udforme byplanen således, at de i ejendommene liggende værdier bedst muligt udnyttes i forhold til ejendommens beliggenhed. I Danmark er afgørelser om byplaner dog i alt væsentligt overladt til de kommunale myndigheder; de træffer undertiden deres afgørelser ud fra kommune egoistiske synspunkter, således at byplanens udformning sker med henblik på de kommunale interesser mere end efter almene synspunkter. Selv bortset herfra kan det næppe undgås, at der ved en byplan undertiden må træffes bestemmelser, som det er mindre rimeligt, at ejeren skal finde sig i uden erstatning.
I et enkelt tilfælde har man forsøgt gennem søgsmål at få fastslået, at byplanlovens erstatningsregler ikke fyldestgør lovgivningens forskrifter om fuld erstatning for ejendomsafståelse. I en købstad blev der lagt en gadelinie tværs over et bestående grundareal. Følgen var, at et allerede udarbejdet projekt til grun-
dens bebyggelse ikke kunne gennemføres. Derimod oplystes det, at grunden — når der blev givet visse dispensationer fra bygningslovgivningens regler — ville kunne bebygges i lignende omfang som efter projektet, selv om det måske blev noget dyrere. Ved taksation blev der tillagt grundejeren en erstatning på 27,000 kr. Ved domstolene blev det imidlertid fastslået, at byplanloven ikke hjemlede noget erstatningskrav. Da grunden trods gadelinien kunne bebygges, var det også stemmende med byplanloven; men det bemærkelsesværdige ved dommen var, at den ikke nøjedes med at henvise hertil. Den sagde, at ejendommen trods vejen kunne benyttes til en efter omstændighederne rimelig bebyggelse. Havde der vel kunnet bygges på grunden, men ikke med en rimelig bebyggelse, synes man at forudsætte, at erstatning kunne være tilkendt; byplanloven hjemler derimod ikke erstatning i et sådant tilfælde. Ej heller ville det stemme med Vinding Kruses almindelige opfattelse at give erstatning.
Ved naturfredningslovens revision i 1938 syntes man at falde tilbage til den gamle teori, som Matzen havde opstillet, hvorefter erstatning ikke skal ydes, når en byrde lægges på alle ejendomme af en vis klasse. Man har stadig opretholdt adgangen til at frede ved særlig kendelse afsagt af naturfredningsråd. Men derudover har man givet en almindelig regel om, at der ikke uden særlig tilladelse må bygges i en afstand af 300 m. fra skov og 100 m. fra strand. Når man således opstillede en almindelig regel gældende for alle ejendomme, mente man at kunne komme ud over grundlovens erstatningsfordring. I virkeligheden varder tale om, hvad man på tysk kalder »Keine Hexerei, nur Behändigkeit». Regelen skal nemlig ikke gælde for alle skove og alle strande; det var under rigsdagsforhandlingen forudsat, at der oftest skal gives dispensation. Forholdet er altså det, at vedskov og strand kan der kun bygges med tilladelse af naturfredningsrådet. Tilladelsen gives ikke, hvor fredningshensyn forbyder det, og der betales ingen erstatning. På andre steder må der ikke bygges, når naturfredningsnævnet forbyder det af fredningshensyn. Men ejeren kan da kræve fuld erstatning.
I virkeligheden havde den rigtige løsning sikkert været et kompromis mellem de to muligheder, enten at give fuld erstatning eller slet ingen. I de mange tilfælde, hvor udnyttelsen af grunden til naturskønne steder ligger fjernere frem i tiden og ikke har nedfældet sig i grundens værdi som nogen afgørende
faktor, burde fredningen ikke kunne give anledning til erstatningskrav. Men hvor man fremsætter fredningskrav for byggegrunde i umiddelbar nærhed af byerne, eller hvor udstykning allerede er sket, eller grundene allerede er solgt til bebyggelse, er det urimeligt, om man vil gennemføre fredningen uden erstatning.
Næste gang, der fremkom en kollision mellem private og offentlige interesser, var ved gennemførelsen af en lov om boligsanering. Hovedbestemmelsen i denne lov gik ud på, at brugen af en bygning til bolig eller ophold for mennesker kunne forbydes, når denne anvendelse kunne anses for uforsvarlig på grund af sundhedsfare eller brandfare. Herved var der ikke noget principielt betænkeligt. Også tidligere har man i sundheds- og brandlovgivningen haft bestemmelser af denne karakter.
Der var imidlertid i loven optaget en bestemmelse om, at man kunne kondemnere en bygning, selv om de forefundne mangler kunde afhjælpes, når bygningen dog ville være væsentlig ringere end andre, nye bygninger, der opfyldte den nugældende bygningslovs krav. Bestemmelsen var vistnok ment som en ren undtagelsesbestemmelse; men af myndighederne blev den opfattet som en grundsætning, der gav adgang til at kondemnere bygninger, hvis anvendelse ikke var uforsvarlig på grund af brandfare eller fare for sundheden, når blot bygningen var væsentligt ringere end de bygninger, som opføres i henhold til den gældende bygningslov.
Normalt vil man ikke kondemnere en bygning, hvis anvendelseer forsvarlig, fordi den ikke opfylder den gældende bygningslovs fordringer. En ny bygningslov finder kun anvendelse på de bygninger, der herefter opføres. Har en bygning opfyldt de fordringer, der stilles til den på byggetiden, kan den blive stående, indtil brugen findes ganske uforsvarlig. Spørgsmålet har imidlertid sin meget store økonomiske betydning, hvor der er spørgsmål om sanering af hele boligkvarterer. I sådanne tilfælde vil man i regelen side om side inden for saneringsområdet kunne finde ganske uforsvarlige bygninger og gamle bygninger, der vel ikke er tidssvarende; men hvis det ikke havde været, fordi man ville modernisere hele kvarteret, kunne de måske have stået i mange år endnu.
Da man i København umiddelbart før krigen stod over for en omfattende sanering i de indre bydele, påbegyndte den kommu-
nåle boligkommission en kondemnering af næsten alle bygningerinden for saneringsområdet. Kondemneringen omfattede både de helt dårlige bygninger og de bygninger, der var ret gode. Efter kondemneringen ville man derefter kunne overtage grundene uden nogen erstatning for bygningerne, der dog skulle nedrives. Afgørelserne kunne imidlertid indankes for en kommission, der var uafhængig af de kommunale myndigheder; her forandredes de i meget stor udstrækning; mange kondemneringer omstødtes, og i andre tilfælde benyttede man sig af adgangen til at kondemnere med en tidsfrist, således at det kun pålagdes ejeren at ophøre med brugen ved fristens udløb. Selv efter disse afgørelser blev der ikke ro om sagen; der optoges nye forhandlinger med kommunen om en for grundejerne mere gunstig ordning. Senere har spørgsmålet ikke været aktuelt på grund af krigen og den dermed følgende boligknaphed, der har bremset saneringsplanerne.
Iøvrigt har myndighederne i København søgt at sikre sig en større mulighed for at gennemføre saneringen uden hindring i private krav. Efter den københavnske byggelov af 1939 er alle nye byggetilladelser givet for 100 år. For alle tidligere opførte bygninger ophører byggetilladelsen at have virkning 100 år efter lovens ikrafttræden. En regel af dette indhold spiller næsten ikke nogen rolle på det tidspunkt, hvor den bliver givet. Derimod tør man forudse den harme, som det vil volde om 100 år, når myndighederne vil benytte sig af retten til at forlange ellers gode bygninger, der kunne stå i endnu 100 år, fjernet uden erstatning, fordi en ny gadelinie skal føres frem eller af andre grunde. Det vil også være ganske umuligt at vurdere bygninger, som er over 100 år gamle, og om hvilke man ikke på forhånd kan vide, om de skal nedrives om 2 eller om 100 år. Man må kun trøste sig med den gamle sætning, at om hundred år er alting glemt. Men netop derfor kan man undre sig over, at man har dristet sig til at fastsætte lovregler, hvis virkning først indtræder, når seklet er gået.
Jeg kommer derefter til en lov, som har langt mindre vidtrækkende betydning end de hidtil nævnte, nemlig en lov fra 1947 om anlæg af flyvepladser. Men den har megen interesse, for såvidt som loven bryder med det princip, der var lagt til grund for byplanloven, og som var grundlaget for Vinding Kruses opfattelse. Omkring flyvepladserne er det nødvendigt at pålægge grun-
dene servitutter. De allernærmeste grunde må slet ikke bebygges. I lidt større afstand må der opføres lav bebyggelse; i endnu længere afstand kan bygningshøjden forøges noget. Havde man fulgt byplanlovens princip, skulle der svares erstatning til de grundejere, som helt mistede byggeretten, men ikke til dem, hvis ret kun blev begrænset. I stedet fastsatte man en helt anden grænse. Hvor der må bygges i indtil 25 m højde, betales ingen erstatning. I alle andre tilfælde betales der erstatning. Det vil sige, at man har anerkendt, at bygning indtil 25 m må anses for en rimelig bebyggelse. Lavere bygningshøjde kan i hvert fald ikke altid kendetegnes som en rimelig bebyggelse.
Noget af en særstilling inden for spørgsmålet om ejendomsgrænser indtager problemet om maksimalpriser. Det rejstes for første gang under den første verdenskrig, hvor det offentlige rekvirerede korn. Det blev da gjort gældende, at grundloven, når den hjemler fuld erstatning for afståelse, må have gået ud fra, at det var markedsprisen under et frit marked, der måtte være bestemmende for den erstatning, der skulle ydes. Men denne opfattelse er ikke anerkendt. Det hører principielt til de grænser for ejendomsretten, som lovgivningsmagten kan fastsætte, at der bestemmes maksimalpriser, og den fastsatte maksimalpris må også tages i betragtning, når varer eksproprieres. En anden sager det, hvorvidt lovgivningsmagten kan fastsætte en hvilkensomhelst maksimalpris, eller om det kan kræves, at maksimalprisen skal være fastsat under rimelig hensynstagen til vedkommende sælgers berettigede interesser. I den henseende kan det næppekomme i betragtning, at maksimalprisen kan komme til at virke noget urimelig over for enkelte sælgere, der måske har købt deres varer til en særlig høj pris, eller som har haft særlig høje omkostninger ved fremstillingen. Men hvis prisfastsættelsen sker på en måde, som er ganske ubillig mod sælgerne i almindelighed, og indeholder en upåkrævet begunstigelse af køberen, er det muligt, at sælgerne ville kunne søge værn herimod ved domstolene.
Spørgsmålet har i øjeblikket betydelig interesse i Danmark. Under den herskende boligmangel har man givet regler, hvorefter lejerne af boliger og forretninger som hovedregel slet ikke kan siges op, og ved nyt lejemåls indgåelse er det ikke tilladt at betinge sig højere leje end den hidtidige. Stort set er derfor lejen for de før krigen opførte ejendomme forblevet uforandret, skønt prisniveauet ellers er steget til det dobbelte. Navnlig er vedlige-
holdelsesudgifterne steget stærkt, selv om husejerne har søgt at foretage så lidt vedligeholdelse som muligt. Dette forhold mærkes naturligvis stærkest for de ældre ejendomme, der kræver megen vedligeholdelse. For mange ejendommes vedkommende er derfor et tidligere overskud forvandlet til et underskud; som helhed betragtet er overskudet af faste ejendomme i hvert fald blevet forringet, dels absolut, dels også derved, at pengene har en lavere værdi. Regeringen kvier sig til det yderste ved at gå med til en lejeforhøjelse, der ville få det almindelige pristal til at stige endnu mere end hidtil. Tendensen til stigende priser og stigende lønninger er i forvejen så stærk, at det volder store betænkeligheder.
I den sidste tid er husejerne begyndt at støtte deres krav på grundlovens § 80. I et indhentet responsum har professor Vinding Kruse for nylig anført, at man ved at tvinge udlejerne til at stille deres ejendomme til rådighed for lejerne til en pris, der ikke dækker omkostningerne eller i hvert fald ikke levner en rimelig fortjeneste til ejerne, overfører værdier til lejerne på en måde, der strider mod grundloven. Om man vilde kunne få domstolene til at tiltræde denne opfattelse, er dog meget tvivlsomt.
Det som man imidlertid kan få ud af udviklingen i Danmark i de sidste 40 år, er vistnok, at det er umuligt at opstille skarpe kriterier for, hvornår der bør betales erstatning til grundejerne for de byrder, der pålægges dem ved lovgivningen. Sætter man et almindeligt kriterium, vil man enten — som ved gennemførelsen af naturfredningsloven — komme til at yde erstatning i alt for vidt et omfang; eller man vil komme til at drage grænsen for ekspropriationstilfældene så snævert, at det bliver ubilligt for grundejerne. Man må derfor ved fortolkningen af den danske grundlovs § 80 falde tilbage på, hvad der er ret og billigt. Det giver naturligvis beskyttelsen for ejendomsretten en ikke ringe usikkerhed, fordi man må overlade et ret vidtgående skøn over, hvad ret og billighed kræver, til lovgivningsmagten. Nogle vejledende synspunkter kan dog opstilles.
For en gruppe tilfælde er det ganske klart, at erstatning ikke skal udgå, nemlig i alle de tilfælde, hvor en bestemmelse på en gang tilsigter at varetage privat og offentlig interesse. Når der gives regler om de tekniske krav, der stilles til bygninger, er det til værn om offentlige interesser; men det er også i de private grundejeres egen interesse. Når de private grundejere skal ud-
lægge vej ved udstykning til bebyggelse, har det betydning både for ejendommene selv og for den offentlige kommunikation. Erstatning skal ikke betales. Det sker imidlertid, at det offentlige stiller krav, der går ud over, hvad der er foreneligt med den private interesse. F. eks. kan det forekomme, at en vej kræves udlagt med en større bredde end den almindelige, fordi der er trang til en hovedfærdselsåre. For sådanne tilfældes skyld optager bygningslovgivningen bestemmelser om den største bredde, hvori ejeren skal udlægge vej uden erstatning.
I en særstilling står også de tilfælde, hvor det offentlige forbyder en absolut uforsvarlig tilstand på en ejendom. Kan enejendom ikke forsvarligt benyttes til bolig eller ophold for mennesker, kan man ikke tænke sig at yde erstatning for ejendommens kondemnering. Ligeledes må ejeren på egen bekostning foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at tilvejebringe forsvarlige tilstande. Nogen klar rettesnor giver det dog ikke, når man henviser til uforsvarligheden. Anskuelserne kan hurtigt skifte. I sin tid har den danske højesteret fastslået, at der ikke kunne tilkomme de private erstatning for mistet næring, da der indførtes forbud mod handel med spirituøse drikke på Island. Det måtte nemlig antages, at forbudet skyldtes den opfattelse, at handel med spiritus var en uforsvarlig og forkastlig næring til trods for, at samme handel i Danmark anses som en hæderlig næring; det varede heller ikke mange år, før den islandske regering optog den uforsvarlige handel under et statsmonopol svarende til det svenske.
Er talen f. eks. om uforsvarlig forurening af et vandløb, kan forholdet også være det, at man i virkeligheden står over for en regulering af to modstående, private interesser, f. eks. interessen i afløb fra byer og fabrikker over for fiskeriets interesser. Uforsvarligheden giver da ikke nogen klar løsning.
Selv om der ikke er tale om et indgreb i den privates egen velforståede interesse eller mod uforsvarlige tilstande, må indgrebet kunne ske uden erstatning, jo snarere, jo mere vidtrækkende de offentlige interesser er, som står bagved og kræver regulering. Men der må herved kunne tages hensyn både til, hvor hårdt indgrebet rammer, og til, om det er en mere tilfældig kreds, der berøres. Eksempel på, at der tages hensyn til, hvor hårdt indgrebet rammer, har man ved loven om lufthavne, hvor man, som jeg har omtalt det, kan pålægge mere lempelige bygge
indskrænkninger uden erstatning. Mere tyngende byrder skalder derimod ydes erstatning for. Ved gennemførelsen af erstatningsbestemmelser i loven om naturfredning kan det sikkert have spillet en rolle, at ingreb på grund af naturskønheden haret særlig præg af vilkårlighed.
En betydelig vægt må man tillægge den omstændighed, om indgrebet har øjeblikkelig betydning eller ikke. Når man f. eks. pålægger alle ejere af skov, at skoven skal fredes og opretholdes som skov, er et sådant påbud i regelen fremkaldt af, at der er enkelte ejere, der har påbegyndt eller påtænker at hugge skovned for fode. For det store flertals vedkommende kunne det måske betale sig at gøre det samme en gang i fremtiden. Nogensærlig aktuel betydning har påbudet derimod ikke. At dette hensyn til indgrebets aktualitet har betydning, har man også kunnet se af en dansk lov. Under den første verdenskrig kom der et almindeligt forbud mod nedrivning af bygninger. Naturligvis gaves der ikke i almindelighed erstatning for derved forvoldt tab; men havde en grundejer allerede påbegyndt eller blot projekteret nedrivning, fik han erstatning for det derved forvoldte tab. Fejlen ved den danske naturfredningslov, der i princippet giver erstatning for fredning, er netop, at man ikke på en eller anden måde i 1917 indskrænkede sig til at give erstatning for de dengang aktuelle, betydelige tab, som enkelte grundejere kunne lide.
Er der tale om gennemførelsen af offentlige foranstaltninger, såsom kloakering, fremføring af jernbaner, vandforsyning og lignende, må man anvende den grundsætning, at disse foranstaltninger ikke skal gennemføres på enkeltes, men på alles bekostning. De servitutter, som lægges på de enkelte ejendomme, må derfor altid give anledning til erstatning. Mærkeligt nok har man i Danmark opretholdt en enkelt undtagelse fra denne regel. Både vejvæsenet og jernbanerne har ret til uden erstatning at tage materialer til jernbanen og vejbygningen på private grunde. De skal vel erstatte markskaden, men skal ikke betale nogen pris for materialerne. I ældre tid havde materialerne næppe nogen særskilt handelsværdi; men dette gælder ikke mere.
En særlig vægt må der lægges på, at erstatning ydes, hvor man kan tale om en egentlig overførelse af ret fra den private til andre private eller til det offentlige. Der er derfor god mening i, at der ydes erstatning, hvor det offentlige overtager et vinmonopol, men ingen erstatning, hvor al vinhandel forbydes. Hvor
der gives nogen ret til færdsel på andenmands grund, bør erstatning som regel også gives. Undtagelsesfrit gælder dette dog ikke; f. eks. har den danske naturfredningslov gennemført en regel om fri adgang til færdsel på den ubevoksede strandbred uden erstatning til grundejerne. Til begrundelse herfor anførte man, at selvom der kunne blive spørgsmål om tab for grundejerne, vilde det dog være ganske ubetydeligt.
Hvis et indgreb har en ganske midlertidig karakter, er det i sig selv af mindre indgribende betydning. Derfor er der mindre grund til at give erstatning for midlertidige indgreb end for varige. De midlertidige indgreb forekommer også navnlig i nødstid, f. eks. under krig, hvor også den personlige pligt til at stille sig til disposition for de offentlige formål bliver stærkt udvidet, være sig ved værnepligten eller ved arbejdspligt af anden art. Det er da ganske naturligt, at det offentliges adgang til at kræve ejendomstillet til disposition om fornødent uden erstatning bliver udvidet.
En afgrænsning af det offentliges rimelige krav over for grundejerne er stedse vanskelig, og den må i vid utstrækning blive afhængig af opfattelsen til de skiftende tider og under skiftende forhold. Det har man næppe forudset, da man i den danske grundlov fastlagde princippet om ejendommens ukrænkelighed. Havde man holdt stift fast ved de opfattelser, som var de herskende på grundlovens tid, ville en tidssvarende udvikling af lovgivningen om de faste ejendomme slet ikke have kunnet finde sted. Samtidig ser man, hvor ringe værdi det har at søge et almindeligt, tidsbestemt princip fastslået i en grundlov. Også grundloven ligger under udviklingens lov. Hver tidsalder søger at lægge ind i den det indhold, der svarer til tidens behov.