ARVERETTEN OG DEN HØJE LEVEALDER

 

AV LANDSDOMMER JØRGEN TROLLE

 

I Professor ILLUM'S lille både underholdende og tankevækkende Bog »Lov og Ret» findes en såre træffende Bemærkning om, at Jurister gennemgående er noget kølige og konservative Naturer. Sådan må det også være, for det ligger i selve Juraens Væsen, at det, som var ret igår, også må formodes at være billigt idag. Ensartetheden i Afgørelsermå til en vis Grad fastholdes; det sætter sit Præg på vort hele Væsen, og det har vi godt af at mindes af og til. Ikke sjældent ser man, at det passer, som Goethe — der vel nok er vort Fags største Digter —siger: »es erben sich Gesetz und Rechte, wie eine ew'ge Krankheitfort...»
    Der skal gå meget lang Tid, og forholdene vi lever under, skal have ændret sig ganske væsentligt, før vi, Fru Justitias Børn vågner op, gnider Øjnene, ser os om og opdager, at Verden har ændret sig, ogat de overleverede Regler ikke længere passer — som det måske var Tilfældet før — til Livet, som Hånden passer til Handsken efter den Udvikling, der er sket, mens vi blundede. — Og selv om vi ser det, mander vi os oftest ikke op til mere end at lappe lidt på den bestående Tilstand; det er kun sjældent, man søger med frisk Initiativ at bryde ny Veje. — Juristerne bærer i øvrigt ikke Skylden alene — den almindelige Befolkning er også, til Trods for, at Bladene gerne griber selv mindre gennemtænkte nye Idéer som kærkomment Underholdningsstof — i Bund og Grund konservativ i sit Syn på Lov og Ret, og det ganske uanset politiske Meningsforskelligheder.
    Nu er Forholdet det, at der ingensinde i Menneskehedens Historie har fundet en så revolutionerende Udvikling Sted som i de sidste 150 eller måske blot de sidste små Hundrede År. Jeg skal ikke komme indpå de mange Felter, hvor dette gør sig gældende, men kun fremhæve, at det om alle Tiders Mennesker i Sammenligning med os kan siges, at de fulgte Devisen: at leve stærkt og dø ung. Gennem Lægevidenskabens Fremskridt har man nået en Effektivitet i Bekæmpelsen af Sygdomme og Dødelighed, som allerede nu har haft uoverskuelige Virkninger på Samfundets Konstruktion og antagelig kan påregnes at villehave det i forstærket Grad i en længere Periode ind i Fremtiden. Nedgången i Børnedødeligheden har bevirket en voldsom Tilvæxt i Befolkningerne, som kan betyde dels en Fare for Fornyelse af Stammernes Arveegenskaber — noget der ikke vedkommer os Jurister — men også at Problemet opstår om Opretholdelse af Levefoden. Overbefolkningen rejser sig overalt i vor Tid som et truende Spøgelse. I vor Verdensdel er Levefoden imidlertid ikke blot holdt, men er hævet takket være tekniske og videnskabelige Fremskridt, som er sket i Takt med Lægevidenskaben. Menneskeheden er, som en Bjergbestiger, der klatrer op på bestandig højere og stejlere Tinder, eller som en Spiller, der stadig må øge Indsatsen på samme Kort.

 

¹ Foredrag holdt i » Sagførerforeningen af 1924».
19—547004. Svensk Juristtidning 1954.

    Mens Befolkningen i tidligere Tider nærmest lignede en noget affladet Bikube med en lille Gruppe gamle på Toppen, et bredt Lag af Personer i deres bedste År i Midten og nederst en lidt bredere, men til Gengæld ret tynd Sokkel af uproduktive Børn — så tenderer Udviklingen nu hen imod at gøre Figuren smallere og højere; den nærmer sig til at være en nogenlunde lige Søjle. I Toppen mange gamle, i Midten et ikke meget større Lag midaldrende, og Bundlaget af forsørgede Børn er væsentligt tykkere end for 100 År siden, for så vidt som de unge går stadig senere ind i Produktionen — en Følge af de stigende Krav, det komplicerede Samfund må stille til Uddannelsen. Den Byrde, der ligger på den »mellemste» — og aktivt producerende — Generation er således voxende: Børnene arbejder ikke med, før de er 16 År, stundom ikke før de har passeret de tyve eller Midten af Tyverne. De gamles Antal er efterhånden meget stort, og begge Grupper lægger Beslag på et stigende Kvantum af den mellemste Generations Arbejdskraft til henholdsvis Uddannelse og Hjælp til Pasning foruden tilegentlig Forsørgelse. Men samtidig med, at denne mellemste Gruppe således bliver stadig mindre — relativt set — og stedse hårdere belastet med Byrder, bevirker den længere Levetid også indirekte, at dens materielle Reserver er aftagende. Den ejer en stedse ringere Andel af Samfundets Produktionsmidler. Den kommer til at arve senere og får derfor senere Rådighed over Formue og Produktionsapparat. Den naturlige Dødelighed bevirkede tidligere, at største Delen af Samfundets Formuemasse ved Arv var tilfaldet de Aldersklasser, som dels vari deres bedste År og dels havde Byrden ved at opfostre den næste Generation. Nu går det stadig hyppigere således, at den ældre Generation lever så længe, at den næste først ved Arv får Rådigheden over Produktionsapparatet, når den er blevet ældre og har Børnene fra Hånden. Stillingen er altså den, at Formuerne i større Omfang endfør tilhører Mennesker, der dels er gamle og dels ikke længere har nogen Forsørgerbyrde. De befinder sig i stort Omfang i Toppen af Søjlen.
    Nu ved jeg meget vel, at der er dem, der straks hertil vil sige, at Formue ikke bør erhverves ved Arv, man bør skabe den selv. Men det er en meget letkøbt Betragtning, der accepteres af alt for mangeuden nærmere Eftertanke. Det er selvfølgelig rigtigt, at mange enkelte, der begyndte med bare Hænder, har skaffet sig betydelige Jordejendomme eller industrielle eller Handelsvirksomheder. Men set underen bredere Synsvinkel modsvares det af, hvad andre har tabt. Hver Generation set som Helhed har kun skabt den Del af Nationalformuen, som betyder en Forøgelse i Forhold til forrige Generations Opsparing.
    Kaster vi et Blik ud over det danske Land, består den Formue, hvoraf vi lever, af Jord, Bygninger, Maskiner og andre Produktionsmidler. Jord og Bygninger er stort set de samme som forrige Generations. Noget er nyt, men noget har blot erstattet andet, som er slidtop — altså forbrugt — og en mindre Del er nyt, men modsvares afen øget Befolkning. Det er absurd at tale om, at hver Generation skal skabe sin Formue, såvist som Jord og Huse ikke nyskabes af hver Generation, men ved Arv går over fra den ene til den næste.
    Det er derfor af allerstørste Betydning, at Samfundets Komplex af

Arveregler fungerer sådan, at Arvegangen sker på en sådan Måde og på et sådant gennemsnitligt Tidspunkt, at de aktive Aldersklasserstedse har Rådighed over de fornødne Midler til deres Indsats i Produktionen, den Indsats, hvorved de skal forsørge hele Resten. Det kan måske indvendes, at det moderne Samfunds økonomiske Struktur, dergør det let at lade Kapital blive flydende, så at Lånemulighederne erbetydelige, gør det lettere for de aktive men kapitalløse Aldersklasserat få Kredit. Men rent bortset fra at det ikke altid — selvom Staten efterhånden også er en stor Långiver — er let at få Lån, når manikke ejer noget videre, er det at låne og at eje noget ikke det samme. Mulighederne for Udfoldelse af Initiativ er større, når man ejer noget, end når man skylder bort. Stort set sker der derfor det, at der målånes hos den ældre Generation, der i Kraft af sin voksende Størrelseog højere Levealder ejer relativt mere. Måske kan det også hævdes, at den højere Levealder til en vis Grad medfører, at Menneskene ældessenere, således at den Periode i deres Liv, hvor Sjælen begynder atstivne, Modet at blive mindre og Horizonten at indsnævres, nu indtræder noget senere end før, men det gør sig sikkert ikke gældende i en sådan Grad, at det opvejer den voksende og i mange Tilfælde meget høje Levealder, som nu opnås.
    Men for at komme tilbage til Arveretten, hvis Funktion jeg for et Øjeblik siden strejfede, så er Situationen den, at Reglerne i vort Landi ganske særlig Grad bidrager til at gøre Stillingen vanskelig for de produktive Aldersklasser. Vi har en mere vidtgående Ret til Hensidden i uskiftet Bo end de fleste andre Lande. Den længstlevende Ægtefælle har hos os en ubetinget Ret til, når den første dør, at overtage ogbeholde hele Formuen Resten af sit Liv, således at Børnene først arver, når begge Forældrene er døde. Sålænge blot en af dem lever, får de ingen Arv, og hvis een af dem bliver meget gammel, bliver det altså sent — hvis ikke denne længstlevende som Følge af en tiltagende Ungdommelighed i de ældre Aldersklasser indgår nyt Ægteskab, og et Skifte derved fremkaldes.
    I forrige Århundrede og indtil 1926 var denne Adgang til uskiftet Bo kun en Ret for Manden, men Konen kunde også få den, hvis Manden traf testamentarisk Bestemmelse herom. I en Tid, hvor Kvinder i mindre Omfang bestyrede Formuer, og hvor Formuerne, som denøkonomiske Tilstand var, mindre bestod af Penge end af Virksomheder i Drift, var det vel nok naturligt, at Manden ved sin Kones Dødbeholdt Virksomheden og drev den videre, mens Konen ved Mandens Død lod den overgå til Sønnerne, som så ydede hende et passende Underhold. Dette at Formue, som består i et Produktionsapparat, kungiver Afkastning, når der arbejdes med det, har man den Dag idag en naturlig Forståelse for indenfor Landbruget, hvor de ældre, når Kræfterne svigter, går på Aftægt og overlader Gården til Børnene, der driver den videre.
    Men efter at Kvinderne var begyndt at deltage i Erhvervslivet pålige Fod med Mændene, og efter at Formuerne var blevet lettere konvertible til Penge og Papirer, var denne Ulighed mellem Kønnene naturligvis ikke holdbar, og ved Loven af 1926 fik derfor begge Ægtefæller — som rimeligt var — lige og ubetinget Adgang til at sidde iuskiftet Bo med deres Fællesformue.

    Ser vi et Øjeblik på de andre skandinaviske Lande, er Forholdet det, at Norge, hvis Retsordning i mangt og meget er som vor, har et System med uskiftet Bo, der ganske ligner det danske. Men i vort Naboland Sverige er uskiftet Bo ejendommeligt nok ganske ukendt. Yderligere har Ægtefæller ikke Arveret efter Loven ved Siden af Børn. Resultatet er derfor det, når der ikke er Testamente, at Børnene vedden ene Ægtefælles Død får Halvdelen af Fællesformuen, mens den længstlevende kan beholde den anden Halvdel. Den svenske Ordning betragtes i Sverige som lige så naturlig, som vor Ordning føles dethos os; så stærk er det tilvantes Magt i de to Lande, hvis Forholdi øvrigt ligner hinanden ganske. Også i andre fremmede Lande er Ægtefællens Ret betydelig mindre end hos os og i Norge.
    Det uskiftede Bo er så dybt rodfæstet her i Landet, at der ikke kanvære Tale om at afskaffe det. Men det kunde vel nok drøftes, om manikke ved en vis Fornyelse eller Udbygning af Retsreglerne kunde gøre noget for at støtte den »mellemste Generation», der stadig bliver relativt mindre og i stigende Omfang klemmes inde mellem en voksende ældre Generation af Rentenydere, som de er i Gæld til, og de unge, som de skal forsørge og uddannne ved gennem deres Arbejde at få Samfundets Produktionsapparat til at virke.
    Allerede Familieretskommissionen, der ikke for intet havde den kloge Viggo Bentzon til Formand, var inde paa den Tanke, at uskiftet Bo, ligesom selve det ægteskabelige Formuefællesskab, nok havde Rimelighed for sig, når Formuerne var mindre, men at det ikke var uden Betænkelighed, når Formuerne var store. Man overvejede et Øjeblik, om den nyindførte delte Rådighed i Ægteskabet kunde medføre, at Retten til uskiftet Bo indskrænkedes til egen Bodel, men man veg tilbage for tekniske Vanskeligheder herved og trøstede sig — det være sagt uden Kritik, for Penicillinet havde ikke den gang gået sin Sejersgang endnu — med nogle noget magre Betragtninger om, at Tiden gik i Retning af at begunstige Ægtefællen, og de gamle skulde nok sørge for, at Børnene fik passende Arveforskud. — Idag er det vel nok klarere, atmed høj Levealder forøges Ængsteligheden og Påholdenheden, og atmange ældre har svært ved at forstå, at voksne Børn har trådt deres Børnesko og er fornuftige Mennesker, som har Indtægter behov, somefter Pålydende måske er store, målt med de gamles tilvante Målestok, men som takket være Faldet i Pengeværdien, dog ikke er urimelige.
    Ogsaa Arveretskommissionen havde i sit Udkast af 1941 et lille Øje åbent for Spørgsmålet. Det indeholdt en såre beskeden Regel, som gik ud på, at en Enke eller Enkemand, som hensidder i uskiftet Bo, på Forlangende af Børnene kunde tilpligtes at udbetale dem Forskud på deres faldne Arv, når dette kunde ske, uden at Ægtefællens Levevilkår væsentligt forringedes, således navnlig når Fællesboet var betydeligt, og Udbetalingen vilde være af væsentlig Betydning for dem ved Stiftelsen af eget Hjem (der tænkes navnlig på Udstyr til Døtre) eller Begyndelsen af selvstændig Virksomhed.
    Reglen var lidet indgribende, da den som sagt forudsatte, at Udbetalingen ikke var til væsentlig Gene for Ægtefællen. Men dog støtte den pa væsentlig Modstand og blev ikke optaget i det Regeringsforslag, som Justitsminister Elmquist i 1946/47 fremsatte i Landstinget. Betragtningen imod Reglen var den, at det kunde være odiøst, om

Børn skulde kunne blande sig i deres Forældres Affærer og rejse Krav imod dem, selvom det var voksne Børn i Trediverne eller Fyrrerne, som havde god Brug for Kapital til deres Virksomhed og havdeflere eller færre Børn, hvis Uddannelse de måtte bekoste. I Almindelighed tænker ikke mange på, at det er Børnenes retmæssige Arv efter deres afdøde Fader eller Moder, som den efterlevende sidder inde med. Der er ikke Tvivl om, at Modstanden imod denne Regel har Sangbund i vide Kredse. Mange ser ikke med Velvilje på privat Kapitalbesiddelse og betragter navnlig Arv som en ufortjent Gevinst. En Arving har end ikke den samme Sympathi som den, der vinder det store Lod i Lotteriet eller på en Præmieobligation. Mange glemmer, at Samfundets store Masse af Jord og Bygninger og andre Aktiver må gå videre fra Generation til Generation gennem Arv, og at Ejendomsretten til Penge og Virksomheder — hvordan man nu end ser på det — er Hovedbasis for Samfundets Arbejde og de Indtægter, det skaffer alle. Samfundet er idag noget »gammelmands-minded», kunde man sige. Offentlighedens Øre er af let forståelige og på skønnelsesværdige, menneskelige Grunde let at fange, når der er Tale om Begunstigelser af de gamle, f. Eks. om Lettelse med Hensyn til Beskatning eller Tvangsopsparing, idet man ofte glemmer, at de gamle som Regel ikke harså tyngende Forsørgerbyrder og så store Arbejdskrav at svare til som de noget yngre. Man finder det naturligt, at en ældre Enke eller Enkemand skal kunne leve på samme Fod som hidtil, selvom hendes eller hans voksne Børn måske kæmper med Vanskeligheder med atskaffe det fornødne til deres Virksomheds Udøvelse eller deres Børns Uddannelse.
    Med det er et stort Spørgsmål, om denne almindelige Holding virkelig er retfærdig, og om Samfundet ikke i noget større Grad end deter Tilfældet ud fra rent praktiske Helhedsbetragtninger gennem Arvelovgivningen kunde yde de producerende Aldersklasser noget større Støtte, end det i Øjeblikket gør.
    I første Række bør det drøftes, om Reglerne om uskiftet Bo virkelig er tilfredsstillende, og om de ikke bør underkastes betydende Modifikationer. Det meget moderate Forslag, Arveretskommissionen fremkom med, gik den rigtige Retning. Det var et sørgeligt Tidens Tegn, at det vandt så ringe Påskønnelse — et Vidnesbyrd om, at man tænkermere følelsebestemt end praktiskt og dristigt, og om, at man ikketager eller tør tage et bredere Vue om Samtiden og Fremtiden, som den er ved at forme sig til Forskel fra tidligere Tider. I Virkeligheden kunde man godt overveje at gå videre end Arveretskommissionen, hvis Forslag — det må erkendes — lider af den Svaghed, at Skifteretten og de øvrige Domstole skal træffe frie Afgørelser, om de vil bevilge Arveforskud eller ikke. Det er Afgørelser, som dels på Grund af de meget individuelle Forhold, de vedrører, og det ubestemte Skøn, der skal anvendes, er lidet egnede til retlig Behandling. Vi skal nødig indunder et Dommerformynderskab, man må hellere have klare Lovregler at arbejde med.
    Den Tanke, som Familieretskommissionen nævnede, at indskrænke Retten til uskiftet Bo til det, vedkommende Ægtefælle selv råde de over, altså hans Bodel, er næppe anbefalelseværdig. Den vil virke fortilfældig, og som en Art Særejeordning. Den vil også på urimelig Måde

begunstige Mændene, der stadig gennemgående er de erhvervende Parter i Ægteskabet, og den vil være for hård i de mange Tilfælde, hvor Formuen er beskeden, altså i alle de Tilfælde, hvor Formuefællesskabet har sin Berettigelse som den eneste retfærdige Ordning af Ægtefællers økonomiske Forhold. Dertil kommer de tekniske Vanskeligheder, som Familieretskommissionen talte om, og som vil blive så store, at man næppe tør tænke på dem.
    Større Grund kunde der være til at overveje, om man ikke kunde undergive det uskiftede Bo en vis kvantitativ Begrænsning, således at Børnene, når Formuen var over en vis betydelig Størrelse, f. Eks. 150—200 000 Kr. kunde fordre en Brøk af deres Arv udbetalt. Denne Brøk kunde godt være stigende med Formuens Størrelse. Hvis der tilfaldt den efterlevende Livsforsikring, Livrente eller Pension — eller han i Forvejen havde sådanne Rettigheder — burde de måske til Forskel fra Reglen i Ægteskabslov II § 15, Stk. 2, regnes med, men mulig, for ikke for stærkt at svække Lysten til at tegne slige Forsikringer, med noget nedsatte Værdier.
    For strax at imødegå den Indvending, som kan ventes rejst, nemlig, at det, som idag er en pæn Formue at leve af, måske ikke vil være det om et Par Aar, og at det derfor vil være uheldigt een Gang for alle at fixere et bestemt Beløb i Loven, vil jeg sige, at der ikke er noget i Vejen for i en Lov at bestemme, at et sådant fixeret Beløb med visse Mellemrum, f. Eks. hvert 5' År, skal fastsættes påny ved en Tillægslov. Med en Regel af et sådant Indhold vilde man væsentligt nærme sig til Svensk Ret på et vigtigt Punkt, hvor der består en dybtgående Forskel mellem de nordiske Landes ellers på ret ensartede Principper opbyggede Retsordninger.
    Men selvom en sådan Begrænsning i uskiftet Bo nok vilde betyde et Skridt i Retning af at fyldestgøre de aktive Aldersklassers Behov for Kapital, for saa vidt som de ikke mere skulde vente på Arv fra deres Forældre »på længst Liv», vilde det ikke gavne alle dem — og de vil forhåbentlig stadig blive flere — hvis Forældre begge lever. De kan stadig blive ret gamle og have afviklet Opdragelsen af deres Børn, førde får Kapital.
    Derfor kunde der måske være Spørgsmål om at gå et væsentligt Skridt videre. Selvom det er og hidtil har været gængs Regel, at Arv forudsætter Dødsfald, og at ingen kan kræve levende Forældre for Arv, kunde man måske tænke sig en Regel om, at voksne Børn, der havde passeret f. Eks. de tredive eller fem og tredive, kunde kræve besiddende Forældre for et Arveforskud, f. Eks. 10 % af den Del av Fællesformuen, der oversteg 100 000 Kr., men hvis der var mange Børn, dog ikke mere end ialt 30 eller 40 %. Et Ægtepar med 200 000 kr. skulde således ikke kunne komme til at udrede mere end 30—40 000 Kr. tilalle Børn. Med 400 000 Kr. vilde det blive 90—120 000 Kr. Det er veli det hele beskedent. En Regel i denne Retning — som naturligvis kunde formes på andre Måder end her angivet — vilde antagelig, når man havde vænnet sig til at leve med den og betragte det som naturligt, at de unge eller yngre har Krav på at blive sat i Vej — virke tilat øge Antallet af frivillige Ordninger og således delvis overflødiggøre sig selv.

    Man kunde naturligvis også lade Arveladerens Alder være afgørende for, hvornår Forskud skulde ydes, f. Eks. til 65 eller 70 Aar. Det vilde ligne en Slags tvungen Gåen på Pension som den der rammerstadig større Kredse af dette Lands Befolkning, der snart helt og holdent består af hinanden betjenende offentlige eller private Tjenestemænd. En sådan Regel vilde dog være mindre rationel, da den ikke indretter sig på, hvornår Børnene trænger til Kapital, og de ældre må hellere ordne sig med Børnene noget tidligere end ved Pensionsalderen. Man kan naturligvis også tænke sig andre Foranstaltninger, som jeg har mindre Sympathi for. Den nuværende Formuebeskatning befordrer i et vist Omfang Ydelsen af Arveforskud; man kunde accentuere dette ved en Nedsættelse af Arveafgiften på Forskud ydet i levende Live eller ved at forhøje Formueskatten for ældre Folk.
    Jeg er forberedt på, at en Del af mine Tilhørere vil finde, at deter en lovlig hård Mundfuld, således at forslå, at Børn således skulde kunne fratage deres Forældre en Del af deres surt erhvervede Formue, som en Slags »Een-Gangs-Skat», og at der er dem, der vil spørge, om det ikke er i Strid med Grundlovens Bestemmelse om Ejendomsrettens Ukrænkelighed.
    Det kan jeg nu ikke se, det vilde være. Grundlovsregeln sigter jo i første Række på det Forhold, at det offentlige tilegner sig Borgernes Gods. Her er der Tale om noget, som er en Blanding af Arv og Opfyldelse af en Slags udvidet Forsørgerpligt. Der er ingen, der vilde tænke på Grundloven, hvis man udstrakte Forældres Pligt til at forsørge deres Børn på en efter deres Forhold passende Måde til det 21' eller 25' År. Og man vilde næppe heller tænke på det, hvis man bestemte, at de efter Forsørgerpligtens Ophør skulde udrede et EenGangs Bidrag til at sætte dem i Vej. Noget sådant vilde dog næppevære at anbefale, da Forsørgerpligten normalt må ophøre på et tidligere Tidspunkt end det, hvor de har Brug for at komme i Vej og selv har pådraget sig Forsørgerbyrder. Måske kan det også — selvom tysk Retikke er på Moden — nævnes, at B.G.B. i Art. 1620 pålægger en Fader Pligt, til at give sin Datter et passende Udstyr forsåvidt han er i Standtil det uden at savne det fornødne til sit standsmæssige Underhold. Franskmændene er mere forsigtige, idet de i Code civil siger, at et Børn ikke overfor Fader og Moder har Krav på »établissement pourmariage» — men de har altså fundet det nødvendigt at sige det negative positivt. Men der er værd at mindes, at andre Lande ved gennemen stærkt udviklet Koutume at give Medgift i et vist Omfang tilgodeser de yngres Kapitalbehov.
    Som et Kuriosum kan måske i denne Forbindelse nævnes, at tidligere Tider, der med større Strenghed holdt på Børnenes Pligt til Respekt for og Lydighed overfor deres Forældre, i en ganske anden Grad end Nutiden respekterede deres Ret til Selvstændighed og til at eje noget. I gammel sjællandsk Ret, på Tider, hvor Existensen af mange gamle ikkevar noget Problem, var Børn ligefrem lodtagne i deres Forældres Formue — også før de døde. Forældre og Børn havde hver sin Lod iet fælles Bo. Havde et Ægtepar således 3 Sønner, var hver af disse 5 lodtagne i Forældrenes Formue med en Femtedel. Vilde et Barnrejse hjemmefra for at begynde for sig selv kunde det forlange sin Femtedel udskiftet. Dette gjaldt i Tider hvor Pengeøkonomien ikke var

udviklet og Lån ikke kunde fås i fast Ejendom og hvor Delingen derfor var ulige vanskeligere at gennemføre end nu.
    Det hed den gang, at et Barn havde Krav på Hovedlod i Fælliget. Det er ikke min Mening at genoplive middelalderlig Ret, og jeg er også i Tvivl, om Betegnelsen Hovedlodskrav på en Ret som den skitseredevilde være adækvat idag — også i Betragtning af, at der ikke bliver Tale om nogen synderlig stor Lod. Men Navn skal Barnet jo have, og jeg kunde tænke mig at tale i Modsætning til Arveforskud om Forskudsarv- eller krav.
    Jeg er ikke blind for, at Gennemførelsen af Regler, som de sidstskitserede vilde støde på ikke ubetydelige tekniske Vanskeligheder —og at disse med Glæde vil blive påpegede af dem, der ikke synes om Tanken. Men tekniske Vanskeligheder er til for at overvindes og kunde vel nok klares, hvis man i øvrigt vilde gå ind for Planen. Spekulative Hoveder kan måske også have Vanskelighed ved at udrede for sig selv — og andre — om der i givet Fald består et delvis Fælleseje mellem Forældre og Børn eller ikke. Men sådan Tvivl gør næppe megettil Sagen. At slig Ydelse som der her er Tale om må regnes som Forskud på Tvangsarv, er givet, og ligeså givet vil det være, at tidligere ydet Forskud kan bruges til Afkortning. Noget vanskeligere er det, hvis Barnet efter Modtagelsen af Forskudsarv dør uden arveberettiget Afkom, overfor hvilket der kunde afkortes. Det udbetalte vil da næppe kunne lægges til Boet for at forøge Testationsret. Hvis Ægtefællerne har virkelig delt Rådighed kan der blive Spørgsmål om, hvem der skalbetale — det måtte vel være forholdsvis, hver med sin Procent af sin Formue. Har de Særeje eller lever de separeret eller skilt måtte i så Fald det samme gælde. Der kunde sikkert fortsættes, men Vanskelighederne er ikke væsentlig anderledes og ikke værre end mange af Arverettens andre Problemer er, når de begynder at blive svære.
    Jeg ved også meget vel, at der er dem, der overfor selv så beskedne Forslag, som jeg har antydet om Overgang af en vis Kapital fra den ældre til den mellemste Generation, mens Forældrene lever, vil ytre Ængstelse for, at det skulde føre til Bortødelse. Men hertil kan måske først siges, at denne Ængstelse for, at Arv skal blive bortødt, er en evig Bekymring som Jeronimus altid har haft vis å vis Leander. Og stortset er den ubegrundet. Kapitalen har gennem Tiderne mest været i Hænderne på yngre Folk end nu, og Samfundets Fremvæxt i de forløbne Århundreder taler ikke om, at det har været af det onde. Vor høje Levestandard er Resultatet af stor gennemsnitlig Dygtighed i Befolkningen, og der er ingen Grund til af Hensyn til det Mindretal af Forødere, som altid findes, at undlade at give de Aldersklasser nogen Kapital, som i tidligere Tider besad det meste og gennem deres Virke bragte os frem dertil, hvor vi nu er. Og i øvrigt skal Kapitalen jo een Gang arves. Konsekvensen af et forsigtigt Standpunkt måtte være Båndlæggelse. Her kan jeg måske, når jeg er ved dette Institut, gøre den Bemærkning, at det godt kan omtvistes, om den vide Adgang til Båndlæggelse, som vi har, er værd at holde på, navnlig i vore Tider, hvor det meste Båndlæggelse oftest betyder en langsom Fornyelse af Kapitalen.
    Endnu en Ting, kunde måske bemærkes her, selvom det ikke er min Mening at rejse nogen større Diskussion om Tvangsarveretten, som

efter min Mening ikke bør formindskes som foreslået i Arveretskommissionens Udkast, snarere tværtimod. Det kan meget vel drøftes, om den stigende Levealder ikke gør de Grunde svagere, der taler for, at Folk ved Testamente kan bestemme, hvorledes der efter deres Dødskal forholdes med deres Formue. Går vi 100—150 År tilbage i Tiden, var Forholdene på væsentlige Punkter forskellige fra nu. En Testator måtte regne med at dø adskilligt tidligere end nu, og ofte mens hansad midt i sin Virksomhed. Han havde gennemgåeende flere Børn end nu og flere af dem var derfor væsentlig yngre i Forhold til ham, enddet oftest er Tilfældet idag. Hans Formue bestod endelig i mere reelle Værdier og mindre i flydende Pengemidler. Trangen til at ordne Videreførelsen af hans Virksomhed og fordele Formuen rigtigt og sikre Børnene Udbyttet af hans Aktiver, kunde gøre forskellige Dispositioner nødvendige. En aldrende Testator af idag har færre og ældre Børn, der måske er eller nærmer sig til at være Bedsteforældre og hver eri Vej på sin Måde; og de er sjældnere bundet sammen i et økonomisk Fællesskab omkring de af ham drevne Virksomheder. Og ofte er hans Formue en uindividualiseret Pengemasse. Testamentariske Dispositioner vil som Følge heraf på den ene Side ofte være mindre påkrævede af erhvervsmæssige Grunde, men på den anden Side være lettere at foretage og fristende let få Karakteren af subjektive Belønninger givet med større eller mindre Rette til en eller flere af hans nærmeste.
    Men der er ikke særligt noget, der giver sig af sig selv, at Samfundets Produktionskapital i alt for stort Omfang skal kunne fordeles efter sådanne mere følelsesbetonede Overvejelser. Det naturlige er, at den gården Vej, som bestemmes af produktive Hensyn, og at det i det store og hele er de levende og ikke de afdøde, som råder for Hovedmassens Anvendelse.
    Skulde Forholdene stadig strammes i den her omtalte Retning, således at »mellemste Generations» Vanskeligheder stedse øges, kunde det måske også drøftes, om den nuværande legale Arvefølge er tilfredsstillende. Vi har som de fleste andre Lande det System, at Forældre, der er Arvinger, udelukker deres Børn. De intræder kun i den legale Arvetavle, når Forældrene, der er det arveoverførende Led, erdøde. I tidligere Tider førte det gennemgående til det rimelige og praktiske Resultat, at Arv tilfaldt voxne, og at Børn udelukkedes, de indtrådte kun, når de var forældreløse og derfor havde særligt Behov. Nu arver mange, når de er ældre og på en tid, hvor deres Børn er voxne. Det er vist ikke ukendt, at ugifte Arveladere til en vis Gradhar Øjet åbent for, at denne Ordning ikke altid er praktisk, og at de derfor sørger for, at deres Formue ikke går f. Eks. til deres jævnaldrende Søskende, men direkte til Søskendebørnene. Men det er jo ingen Naturlov, at Arveretten overalt skal beherskes af et så strengt Gradsystem, at Forældre altid og i alle Tilfælde skal fortrænge deres Børn som Arvinger. Lovreglen kunde meget vel være den f. Eks., at voxne Børn— over 21 eller 25 År — enten ligefrem arvede ved Siden af Forældrene, eller — for ikke at gøre Uret mod mindreårige Søskende, at disse voxne Børn havde Krav på at være Medarvinger i et vist Omfang indenfor Forældrenes lod. I adskillige — og måske det overvejende Antal Tilfælde — vilde sådan Arv antagelig komme på et særdeles passende Tidspunkt. Hvis sådan Medarveret ikke var en Tvangsarveret,

hvorom der naturligvis kun kunde være Tale ved Arv efter Bedsteforældre (eller Oldeforældre), kunde den ikke gøre nogen Skade.
    Heller ikke kan det nægtes, at Spørgsmålet om Testations habilitetenfår øget Aktualitet, når der bliver stedse flere gamle, og de bliver ældreend før. Af mange forskellige Grunde var det ønskeligt om Læger og Psykologer noget nøjere kunde udrede for os de forskellige Måder, hvorpå Alder kan influere på Psyken.
    Den rent liberalistiske Opfattelse af Testationsretten er ikke særliggammel. Endnu går der en Mindelse herom igennem Texten i den gældende Arvelovs § 23, når den siger, at den, der har Børn eller Livsarvinger skal være berettiget til at disponere over en Fjerdedel (nu en Trediedel) af sit Bo, og det hvad enlen Dispositionen oprettes til Fordel for Private eller til Bedste for Kirker, Skoler, Fattige eller andet sådant Øjemed.
    Men for efter disse i og for sig viktige, men mere almene Problem er at vende tilbage til det, som for mig er Hovedsagen: vore Regler omuskiftet Bo og mulige Regler om Førtidsarv. For et Samfunds Trivseler det af største Betydning, at dets Regler hensigtsmæssigt og kraftigt støtter Produktion og Initiativ, og at det ikke stivner i ængstelig Konservatisme, som alt for let bliver fremherskende, når Kulturen ældes. Derfor hed det i de gamle friske Love, at Arv skal stedse fremadgange og ej tilbage. Udviklingen synes at have gjort det ønskeligt, at den nu til Dags i et vist Omfang »går frem» »før Tiden», nemlig før Dødsfaldende. Hvis Lovgivningen på en eller anden Måde støtter en Tendens hertil, vil den modvirke en vis Stivnen i Samfundslivet, somalt for let kan blive Følgen af en i øvrigt glædelig Forlængelse af Levetiden.
    Det er efter moden Overvejelse, jeg har fremført de Tanker, jeghar givet Udtryk for, i det jeg har haft dem i mange År. Men jeg har fundet det rigtigt først at lufte dem på et Tidspunkt, hvor jeg selv varved at rykke op i de Aldersklasser, til hvis Fordel de ikke er, men som de tværtimod vil gå ud over. Men lad mig så til Beroligelse for eventuelt forskrækkede sige, at jeg i hvert Fald i Øjeblikket ikke har mereradikale Ideer på Lager, som gemmes, til jeg nærmer mig de 60.
    Men hvad enten man nu har Sympathi eller ikke for Tendensen i det,jeg har fremført, så tror jeg, at man gør vel i at regne med, at den Udvikling, som er i Gang, uundgåelig vil medføre, at de Problemer, jeg har talt om, vil presse på, og i en mere eller mindre fjern Fremtid kræveen Løsning. Befolkningens Aldersfordeling forandres kendeligt og Overbefolkningen, som mange Steder i Verden er en Realitet, kan også blive aktuel i vore Lande, hvor Befolkningstallet er stigende. Skal Velstanden under disse Vilkår holdes eller forøges, vil det snart blive mærkbart, at der af hver fremtidig Generation kræves betydlig Udfoldelse af Initiativ og Energi. Og det vil blive mere nødvendigt,at de retlige Regler er sådan, at de begunstiger en Ejendomsfordeling,der mest mulig tilgodeser den økonomiske Aktivitet. Og da er det lige såvel, at Sagen ikke kommer bag på en, men at Spørgsmålet har været drøftet, og man er klar over Veje og Midler, som kan berede en Nydannelse, som er i Overensstemmelse med vore retlige Traditioner og vante Forestillinger.