HENRIK HESSLER. Allmän sakrätt. Om det förmögenhetsrättsliga tredjemansskyddets principer. Sthlm 1973. Norstedts. 574 s. Kr. 150,00.
I det internordiske juristsamarbejde har visse retsdiscipliner voldt særlige vanskeligheder, fordi der består grundlæggende forskelle vedrørende principper, retsbegreber, terminologier og praktisk udformning af principperne i detailregler. Dette gælder endog visse centrale formueretlige emner. I særlig grad reglerne om rettigheder over fast ejendom og andre "ting". Det går endda så nogenlunde for de dele af Norden, som har haft fælles udvikling langt op gennem tiderne. Men det er helt klart, at der er en afgørende skillelinie mellem den vestlige og den østlige del af Norden. Lex rei sitæ regit ... ikke blot i den internationale privatret. Der er så tætte skodder, at vi undertiden har vanskeligt ved at råbe hinanden op. Det kan man endda til nød forstå, når talen er om fast ejendom, som ikke gerne flytter sig, bortset fra flyvesand og inddæmningsforetagender. Men med den internationale omsætning af løsøre, inventar, varer m. v., virker adskillelsen kunstig. Dette er så meget mere uforståeligt, som man dog kankomme overens om de såkaldte obligationsretlige regler. Over for det tingsretlige giver man derimod hurtigt op. Der er ingen grund til at tage hele den velkendte diskussion op igen i denne forbindelse. Blot konstatere, at man — hvis man skal rationere kvalificeret arbejdskraft — må foretage en prioritering og undlade at spilde tid og kræfter på arbejder, som på forhånd politisk er dømt til at være forgæves, jfr SvJT 1973 s. 840—842.
Herom må politisk ansvarlige træffe deres beslutninger. Men retsvidenskaben har den store chance, at den har lov til at tænke og skrive uden at tage hensyn til politiske aspekter. Ethvert retsvidenskabeligt arbejde på tværs af — eller måske endda på trods af — retspolitiske vanskeligheder fortjener en kompliment. Herved gødes jordbunden, således at der engang ad åre kan opstå muligheder, som ikke foreligger i dag. Allerede derfor hilser man det nye værk velkommen i nordisk litteratur. Det er blevet fremhævet i den nordiske debat, at alene dette at få gennemført ensartet terminologi i nordisk jura har sin værdi. Dette er utvivlsomt rigtigt, men alligevel noget, der ligger på overfladen. Det er mere væsentligt at grave dybere. Herved indses ofte, at det er nok så tilfældigt, når der på grund af tradition og udvikling er opstået skismaer. Hvis man fjerner de skabeloner, som er blevet forskellige, finder man ofte ud af, at de retlige problemer er nøjagtigt de samme. Man er da allerede kommet et godt stykke længere. At formulere problemstillingen lysende klart er ensbetydende med, at man har nået halvvejs til ende med løsningen af problemerne.
For 30 år siden anmeldte Fr. Vinding Kruse Undéns Sakrätt i UfR 1943 B s. 129—140. Trods alle anerkendende ord gik det som en rød tråd gennem anmeldelsen, at de grundlæggende tanker var helt forskellige fra de danske. Der er nu anledning til at gøre status og se, om vi er kommet hinanden nærmere. Svaret må være et klart ja. Dette uanset, at værket praktisk taget ikke henviser til gældende ret i de øvrige nordiske lande. I
den nævnte anmeldelse fremhæves, at Undén bygger på sondringen mellem tinglige og obligationsretlige rettigheder. Fordringsrettigheder og immaterielle rettigheder holdes uden for begrebet ejendom. Ved ejendomsretserhvervelse sondres mellem originær, derivativ og eksstinktiv erhvervelse, og under denne sidste rubrik placeres også f. eks. hævd. Panteretten behandles i særlige afsnit. Besiddelseslæren gennemgås samlet, omend det erkendes, at besiddelsesbegrebet ikke kan opfattes som entydigt. Specialitetsprincippet fastholdes, idet ejendomsret kun kan haves til individualiserede ting, omend gældende ret har enkelte modifikationer heri. Konklusionen blev, at fremstillingen gav koncise oplysninger om positiv svensk ret, men ikke fordybede sig i videregående teoretiske undersøgelser.
Det nu foreliggende værk har en helt anden karakter.
Der tilstræbes ikke nogen fuldstændig redegørelse for gældende ret, men ved en ny systematik gives en belysning af de tingsretlige regler og dermed en model for disse problemers løsning, f. eks. i forbindelse med ny lovgivning. Værket forkaster at bygge på en sondring mellem tinglige og obligatoriske rettigheder. Der bliver kun det tilbage, at visse rettigheder kan opnå fuldstændig tingsretlig beskyttelse (omsætningsbeskyttelse) og derfor kan betegnes som "sakrätter", men fremstillingen søger dog at undgå selv denne rest af de ældre begrebsdannelser (s. 79—82). Det begrebsmæssige førte til, at brugsret til løsøre efter svensk opfattelse måtte holdes uden for tingsretten. En praktisk begrundelse herfor kunne gives deri, at disse rettigheder ikke nødvendigvis behøvede en sådan beskyttelse. Nu fremhæves heroverfor s. 82, at udleje af maskiner til industri meget vel kan have praktisk nytte af sådan beskyttelse. Den vestnordiske opfattelse har hele tiden indtaget et andet standpunkt. Efter denne er brugsret til løsøre endog fuldt beskyttet over for brugerens aftaleerhververe, hvad enten de er i god eller ond tro, efter de gamle regler i DL 5-8-12 (NL 58-15), og der har heller ikke været tvivl om den fulde beskyttelse over forbrugerens kreditorer. Den tekniske udvikling og nu også den økonomiske udvikling med leasing som en ny financeringsform understreger løsørebrugets betydning og trangen til beskyttelse mod tredjemand.
I stedet for at operere med sondringen tinglige-obligatoriske rettigheder er det et fremtrædende træk i fremstillingen, at der diskuteres 3 principielt forskellige tredjemandskollisioner:
1) Det almindelige tilfælde af ejendomsret for en person, som udsættes for, at en tyv, en låntager, en lejer, en panthaver eller i det hele en anden, som er kommet "i kontakt med genstanden", uberettiget disponerer over den ved at overdrage ejendomsret eller en særlig ret til en tredjemand (kaldet A-I-fallet), s. 114 ff.
2) Tilfælde, hvor den oprindelige berettigede har tilbagesøgningsret, fordi overdragelsen fra ham er ugyldig, er belastet med urigtige forudsætninger, kan afkræftes eller kan hæves, fordi der foreligger misligholdelse med vederlaget (kaldet A-II-fallet), s. 167 ff.
3) Tilfælde, hvor den berettigede har foretaget dispositioner til fordel for flere personer, dobbeltdispositioner m. v. (A-III-fallet), s. 203 ff.
I forbindelse med hver af disse 3 hovedgrupper diskuteres 3 forskellige relationer: forholdet til den som har erhvervet ejendomsret, den, som har erhvervet en "særlig ret" (brugsret, sikkerhedsret, en betinget ret) og den, der som kreditor søger fyldestgørelse i genstanden. Inden for hver af disse
grupper må der yderligere sondres efter objektets karakter: løsøre, fast ejendom, byggeri på andens jord, fordringer, andelsrettigheder og immaterielle rettigheder. Tager man alle kombinationer med, bliver der ialt 3X3X6 = 54 relationer!
Det er et nok så kompliceret system, der herved lægges frem for læseren. Løsningerne simplificeres vel nok en hel del, fordi adskillige relationer afgøres efter samme eller i det væsentlige samme retsregler, og nogle enkelte uvæsentlige relationer er udeladt. Men systematikken medfører, at man ikke overser selv de mest specielle tilfælde. Der er næppe tvivl om, at der derfor er taget stilling til et utal af problemer, som ikke tidligere har været behandlet. Hermed afsløres også den logiske brist, der skyldes, at man ikke tidligere har opstillet forskellige situationer, som reellt er sammenhængende, i forbindelse med hinanden. Med den nye systematik inddrages også grundlæggende panteretlige problemer i systemet, idet panteretten naturligvis bliver et vigtigt eksempel på en "særlig ret".
Trods klarhed i enkeltheder er fremstillingen ikke let tilgængelig. De kendte figurer, som illustrerer trekantsituationerne — udgangspunkt i oversigterne s. 68—69 — gør det ganske vist lettere. Man mærker sig dog som dansk retslærer, at skemaerne stilles anderledes op, end vi er vant til. De kendte personer A, B og C plejer vi at stille op i bogstavrækkefølge: Fra A til B, fra B til C. Skitsemæssigt placeres de således, at man tidsmæssigt gennem overdragelsesleddene bevæger sig fra venstre til højre i figurerne. Denne fremstilling bygger åbenbart på en anden tradition.
Den nye systematik er i samklang med, hvad der nu er blevet almindeligt i Danmark og vist også i Norge. Udgangspunktet har været Fr. Vinding Kruse's og Ross' arbejder, hvilket også nævnes. I virkeligheden går den tilbage til Torp's relationslære fra omkring århundredskiftet. Det må imidlertid erkendes, at nordiske jurister har svært ved at gøre disse synspunkter gældende på internationalt plan, og de anvendte skemaer gør det ikke lettere. Navnlig forekommer det andre helt uforståeligt, at der kan blive tale om forskellige løsninger i forhold til overdragerens og erhververens kreditorer. Der kan umuligt være et "no man's land", hvor ingen af de to grupper kreditorer kan gøre krav gældende, eller hvor begge grupper kan gøre det. Denne indvending er fuldstændig korrekt, men beror på manglende forståelse af grundproblemerne. Ét er, om en erhverver kan gøre krav på den ydelse, som ønskes af medkontrahenten i konkurrence med dennes kreditorer (A-III-fallet), noget andet, om erhververen subsidiært kan redde sin egen ydelse tilbage fra medkontrahenten forud for dennes kreditorer ("A's rätt att häva överlåtelsen" — A-II-fallet).
Efter den nye systematik er det forståeligt, at der ikke bliver plads for en almindelig gennemgang af besiddelseslæren. Besiddelsesproblemerne må splittes op på de forskellige relationer. Dette er også sket, men på bekostning af, at der ikke nogetsteds gives en sammenstilling af beslægtede problemer: Hvilken rolle spiller besiddelsesproblemerne i de forskellige relationer? Og hvis de har nogen betydning, hvad forstås da ved besiddelse eller besiddelsesovergang? Ved at benytte sagregistret ledes man nok hen til visse af disse tilfælde, og en almindelig oversigt kunne ventes i kap. 4 ved gennemgangen af de "objektiva sakrättsliga moment" s. 86 ff, men der må suppleres med talrige andre steder, f. eks. s. 181 (sælgerens standsningsret), s. 209—211, 214 (dobbeltsalg) og s. 238—241 (beskyttelse mod
overdragerens kreditorer). Fremstillingen havde nok vundet i overskuelighed, hvis adskillige grundproblemer var blevet behandlet i en "almindelig del", således at man senere kunne nøjes med korte henvisninger hertil.
Samme synspunkt kan anlægges om begrebet "god tro". Også her viser sagregistret hen til nogle relevante steder, men en almindelig bred orientering kunne ligeledes med fordel være givet i den korte foreløbige orientering om "det subjektiva sakrättsliga momentet". I hvert fald efter dansk ret bliver der tale om en række variationer i bestemmelsen af begrebet god tro, hvor det har betydning for omsætningsbeskyttelsen.
I værket findes flere steder en gennemgang af, hvad der betegnes som "specialitetsprincippet", jfr s. 153—166 (A-I-fallet), 270—272 (A-III-fallet) 305—310 (brugsrettigheder), 432—446 (sikkerhedsrettigheder). Også dette spørgsmål kunne være henvist til en almindelig del, som da også måtte medtage de tilsvarende problemer i A-II-fallet. Der kunne være anledning til at tage disse problemer op til fornyet drøftelse, ikke mindst fordi man i anglosaksiske lande ser pantsætningsformer dukke op, som afviger betydeligt fra de traditionelle forestillinger om pant i nordisk og kontinental ret. Lovgivningen i de nordiske lande har allerede anerkendt væsentlige modifikationer heri, men de er blevet betragtet som ejendommelige afvigelser i forhold til et almindeligt princip. Spørgsmålet er, om der virkeligt gælder et specialitetsprincip, og hvis det gælder, hvor meget eller hvor lidt det indeholder. I sammenhæng hermed står, at fordringsretsbegrebet identificeres med krav på generisk bestemt ydelse, s. 23, 24, 55, 58, 470. Denne begrebsbestemmelse har også fortalere i Danmark, og den er måske naturlig i en fremstilling om omsætningsbeskyttelse, som tager som udgangspunkt, at reglerne må være forskellige, alt eftersom ydelsen er individuelt eller generisk bestemt. Men dels er denne begrebsbestemmelse i strid med den, som findes i de obligationsretlige fremstillinger, i hvert fald i Danmark, idet f. eks. læren om misligholdelse af fordringer nu stort set fremstilles fælles for begge slags ydelser. Dels kan den føre til en grundindstilling om omsætningsbeskyttelse — og mangel herpå — som er diskutabel.
Værket lægger så stor vægt på den nye form for systematik og bygger hermed bro over til moderne vestnordiske fremstillinger. Der er næppe noget andet værk i Norden, der i den seneste tid er gået så dybt ind på degrundlæggende spørgsmål om omsætningsbeskyttelsens karakter og indhold. Den kan for så vidt lige så vel benyttes med udbytte i de øvrige nordiske lande. Disse linier koncentrerer sig da også herom. Men jeg er næppe kompetent til at vurdere dets betydning for fastlæggelsen af positiv gældende svensk ret. De betragtninger, som anføres om løsning af enkelttilfælde, virker imidlertid tungtvejende, selv om, eller måske netop fordi, løsningen næsten altid fremføres med stor forsigtighed. Suaviter in modo, fortiter in re — kunne stå som en samlet vurdering. Ganske vist har forfatteren nu forladt sin lærestol til fordel for domstolsgerningen. Men nordiskejurister håber, at han — ligesom andre der er gået denne vej — får tid ogkræfter til at fortsætte og udbygge sin litterære virksomhed.
W. E. von Eyben