RAGNAR KNOPH. Åndsretten. Oslo 1936. Nationaltrykkeriet. XV, 643 s. Inb. kr. 18.00.

 

    Forfatteren har bestemt, hvad han som en del af formueretten sammenfatter under begrebet åndsretten, som de såkaldte immaterielle rettigheder, d. v. s. forfatter-, kunstner-, patent-, firma- og varemærkeretten samt ret til mønstre og fotografier. Af navneretten medtages af hensyn til den gentagne behandling af dette æmne i norsk ret kun nogle betragtninger over den personlige navneret.
    Der gives ikke nogen opregning af detaillerede regler, men henvises i så henseende til lovene selv og lovkommentarer og gives en i sammenhæng læselig fremstilling, først af disse rettigheders stilling i fortid og nutid, dernæst af retsreglerne i norsk ret med omsorgsfulde henvisninger både til svensk og dansk lovgivning og praxis. De enkelte retsforhold behandles hver for sig, hvad der, selv om det medfører gentagelser, sikrer mod overfladiskhed, og efter en behandling af forholdet til konkurrenceretten og personlighedens retsværn sluttes der med en grundig analyse af de juridiske begreber med en livlig og interessant litteraturbehandling.
    Det er den første samlede fremstilling af dette område, der foreligger i nordisk retsvidenskab, og det turde være nyt at sammenfatte retsforholdene således som gjort her.
    Knoph har selv søgt at afvæbne kritiken ved i forordet som et skjold at citere FRÖDING: »Ty det roar mig att måla så!» Pedanter findes også udenfor Salamanca, og man kan vist ikke afgøre sagen så let ved at karakterisere sine kritikere ovenfor det retsområdes sammenhæng, som han behandler.
    Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at det systematisk er rigtigt, men jeg har en fornemmelse af, at det er, fordi alle jurister er så konservative. Knoph har den styrke, som ligger i, at han tænker fremad, og han omvurderer derfor vore begreber. Andre systematiske opstillinger kan have haft fortrin, men ingen, som læser Knoph, kan bestride, at den sammenstilling, han anvender, trækker linier op, som danner grundlag for sunde betragtninger. Ikke mindst gælder det behandlingen af konkurrenceretten, som falder sammen med de ny tanker, som kommer frem i anglo-amerikansk ret og er i færd med at skabe nyt grundlag for retsopfattelsen.
    Hvad man kan indvende mod Knoph turde være, at han ikke helt tager konsekvenserne af, hvad han selv har fremført.
    Åndsretten tænker først og sidst på åndsarbejderen, men det er ikke

 

20—Svensk Juristtidning 1937.

hans ret, der får den virkelige beskyttelse, det er den handlende eller industridrivende, som har fået den overdraget. Ved åndsrettighedernes bedømmelse i fremtiden turde det afgørende blive konkurrenceretten, et begreb, som Knoph allerede i sin fremragende juridiske encyklopædi »Norges Rett» har opstillet og vurderet, og spørgsmålet om åndsrettighedernes stilling ved overdragelse.
    Næsten alle patenter er »funktionær-» og »firma-» patenter, og det er bog-, musik- og teaterforlag, der under idéens fane varetager deres økonomiske rettigheder, uden at man skal misunde ophavsmanden hans andel af gevinsten.
    Naturligvis er selve æmnet fængslende for enhver akademiker, fordi man føler, at her er retsvidenskaben kulturens vogter. Mennesket lever ikke af brød alene, og selvom obligationer og servituter er nødvendige, så hæver de ikke en op af dagliglivets besvær, således som problemerne om forfattere, kunstnere og videnskabsmænds ret til at få beskyttelse for deres indsats i livet, og dette har givet fremstillingen dens præg.
    Knoph har en sjælden evne til at skildre, belyse og male, han råder over en både smidig og kraftig pen, et sundt praktisk skøn og et spillende vid. Hans friske stil giver belæring og underholdning på en gang, og hans solide litterære ballast tynger ham ikke ned men afballancererkun.
    Af Skandinaver har han ifølge sagens natur hovedsagelig kun kunnet bygge på to: EBERSTEIN, hvis skarpsindige lærdom man beundrer, hver gang man søger til hans fortræffelige bidrag til såmange af åndsrettens forskellige problemer, og VINDING KRUSE, som også her har sat helesin stærke personlighed ind i kampen for åndsarbejdernes moralske og materielle retsbeskyttelse, og som har formået at give sine tanker et kraftigt og levende udtryk.
    Knoph er langt oftere uenig end enig med disse to, men han erkender fuldt ud, hvad han og retsvidenskaben skylder dem, omend han navnlig overfor Vinding Kruse giver sin uenighed en form, som for en dans klæser virker skarp, men det må ses som en anerkendelse af modstanderens styrke, der kræver et skarpt svar for at gøre sig gældende. VINDING KRUSE har i Ugeskrift for Retsvæsen 1937 p. 65 ff. i en interessant anmeldelse i rolig og værdig form med fuld anerkendelse af Knoph's bogs fortrin fastholdt og begrundet sine standpunkter.
    Det, der skiller de lærde, er undertiden ikke af så stor betydning for praktikere, og kun for dem kan jeg tale.
    Problemerne er de samme for os andre som i Norge, og vi kan kun fremføre en beskeden tak for denne bog, der som et værdigt sidestykke til STANG'S Indledning til Formueretten er et vidnesbyrd om, hvilken fornem humanistisk videnskab ikke mindst norsk retsvidenskab er. Knoph'sbog er æmnet værdig og de, der interesserer sig for det, vil ikke alene have det største udbytte af at læse den, men stadig vende tilbage til den som en pålidelig vejviser ved behandling af et foreliggende problem.

Karsten Meyer.